Ny fællestillidsrepræsentant med internationalt udsyn: ”Vi har gode arbejdsvilkår i Danmark – og det har vi, fordi nogle før os har kæmpet for dem”
Charlotte Kler tiltræder 1. maj som ny fællestillidsrepræsentant for teknisk-administrative medarbejdere ved AU. Hun arbejder til daglig som projektsekretær ved Institut for Ecoscience og har boet 22 år i udlandet. Det har givet hende et internationalt perspektiv på det danske arbejdsmarked.
Om Charlotte Kler
- Uddannet korrespondent i (engelsk og fransk) og senere i medier og kommunikation
- Arbejder som projektsekretær ved Institut for Ecoscience
- Tiltræder 1. maj som fællestillidsrepræsentant for teknisk-administrative medarbejdere ved AU (TAP-ansatte). Hun overtager posten efter Helle Colding Seiersen, der har været konstitueret, siden Lotte Thue Pedersen stoppede ved årsskiftet.
- Har arbejdet på AU siden 2009, hvor hun blev ansat ved det daværende Danmarks Miljøundersøgelser
- Tillidsvalgt siden 2018
- Bor i Silkeborg og har en voksen datter
Charlotte Kler tiltræder 1. maj som ny fællestillidsrepræsentant for de teknisk-administrative medarbejdere (TAP) ved Aarhus Universitet. At hun tiltræder netop på arbejdernes internationale kampdag, er ikke alene meget passende for en tillidsrepræsentant – det passer også godt på Charlotte Klers baggrund, som i høj grad er international.
Charlotte Kler har samlet set boet 22 år i USA – først som barn på den amerikanske østkyst i forbindelse med farens arbejde som ingeniør. Siden kom familien til Danmark, hvor Charlotte Kler uddannede sig til korrespondent. Herefter drog hun igen til Amerika for at tage sin kandidatgrad i medier og kommunikation (mass media) og bosatte sig i Los Angeles, hvor hun fik arbejde på et universitet.
”Det har betydet en stor del for den, jeg er blevet. Jeg gebærder mig hjemmevant på både dansk og engelsk. Det bruger jeg i det daglige, blandt andet i relationen til internationale medarbejdere,” fortæller Charlotte Kler.
Rykker fra Silkeborg til Aarhus
Til daglig arbejder hun som projektsekretær ved AU’s Institut for Ecoscience, som holder til i Silkeborg. Lidt endnu i hvert fald. For om blot nogle uger rykker hun og kollegerne til C.F. Møllers Allé i Universitetsparken i Aarhus. Flytningen har været på tegnebrættet i flere år, og selvom hun og mange af hendes kolleger ikke just klappede i hænderne over at skulle rykke til Aarhus, er plasteret nu efterhånden rykket af.
”Vi har haft fantastiske forhold i Silkeborg, hvor både søer, vandløb og den øvrige natur, som er udgangspunkt for meget af instituttets forskning, ligger tæt ved vores kontorer,” fortæller Charlotte Kler.
På instituttet arbejder hun med oversættelser og korrektur, og hun er også sekretær for ph.d.-udvalget.
5 skæve til Charlotte Kler
1. Det kan få mig helt op i det røde felt, når: "… folk lyver. Jeg har det rigtigt svært med uærlighed og har en stærk retfærdighedssans. Jeg kan også blive virkelig irriteret, når folk ikke kører ordentligt i trafikken."
2. Jeg kan ikke få det bedre, end når jeg: "… er sammen med min familie og mine venner. Tid sammen med dem betyder meget for mig."
3. Påskeferien brugte jeg på: "... lange gåture i naturen omkring Silkeborg, hvor jeg bor. Og så har jeg nydt min have og hygget mig med familie og venner."
4. Min yndlings-app er: "WhatsApp. Jeg har mange venner i udlandet – og WhatsApp er en god og billig måde at holde kontakten ved lige."
De færreste ved, at jeg: "… har boet 22 år i USA og 5 år i Indien."
Har boet fem år i Indien
I Los Angeles mødte Charlotte Kler sin indiske eksmand, og sammen flyttede de til Indien, hvor de boede i fem år. Erfaringerne fra både det amerikanske og ikke mindst det indiske arbejdsmarked har givet hende et internationalt perspektiv på vilkårene i Danmark.
”Jeg har en anden holdning til nogle ting, kan jeg mærke. Vi har overordnet gode arbejdsvilkår i Danmark, og derfor er jeg heller ikke glad for brokkekulturen. Vi skal huske på, at de gode vilkår har vi, fordi nogle før os har kæmpet for dem.”
Jeg oplever en tendens til, at man tager de gode vilkår for givet
Den bevidsthed kan hun godt savne, især blandt de yngre på arbejdsmarkedet.
”Jeg oplever en tendens til, at man tager de gode vilkår for givet,” siger hun.
En fantastisk arbejdsplads med plads til forbedring
Selvom Charlotte Kler ikke tøver med at kalde AU for en ”fantastisk arbejdsplads”, er der også her plads til forbedring, understreger hun.
”Som tillidsrepræsentant bliver jeg jo involveret i de ting, der ikke fungerer,” siger hun og fortsætter:
Stress fylder fortsat meget for mange medarbejdere, og det går ud over trivslen. Det skal der gøres noget ved.
”Stress fylder fortsat meget for mange medarbejdere, og det går ud over trivslen. Det skal der gøres noget ved,” siger hun med henvisning til den nye trivselsmåling, der viste, at antallet af stressede medarbejdere er uændret trods flere indsatser.
”Derudover sker der besparelser i administrationen, hvilket fører til, at administrative opgaver lægges over på institutterne, hvor der er færre administrative medarbejdere til at løse dem. Der er også pres på administrationscentrene, hvor processer og systemer laves om. Og hvor der flere steder ikke ansættes nye medarbejdere ved fratrædelser. Det er alt sammen med til at presse medarbejderne.”
Holder fast i arbejde som sekretær
Charlotte Elisabeth Kler overtager posten som fællestillidsrepræsentant fra Helle Colding Seiersen, der har været konstitueret på posten, siden daværende TAP-fællestillidsrepræsentant Lotte Thue Pedersen valgte at forlade AU ved årsskiftet.
Først tøvede hun med at takke ja til opgaven, men da kagen blev skåret til, kunne hun se sig selv i opgaven. I modsætning til sin forgænger har Charlotte Kler valgt ikke at blive frikøbt på fuld tid til at varetage posten som fællestillidsrepræsentant.
”Jeg er kun 50 procent frikøbt, for det er vigtigt for mig at holde fast i mit tilhørsforhold på instituttet – jeg elsker mit arbejde, og det vil jeg ikke undvære,” siger hun.
I stedet har TAP-klubben, som koordinerer samarbejdet mellem tillidsrepræsentanter fra de forskellige fagforeninger, som organiserer TAP-ansatte, besluttet at dele de opgaver, der før lå hos fællestillidsrepræsentanten, ud på flere hænder.
”Jeg fralægger mig blandt andet engagementet i Feriefonden, i diverse udvalg samt nogle praktiske opgaver. I stedet vil jeg fokusere min tid på møder med ledelsen, arbejdet omkring Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) og kontakten til TAP-klubben,” siger Charlotte Kler, der i samarbejdet med ledelsen kommer til at danne parløb med Olav W. Bertelsen, der er fællestillidsrepræsentant for de videnskabelige medarbejdere og administrative medarbejdere med akademisk baggrund.
Charlotte Kler kommer ikke med en årelang erfaring som tillidsrepræsentant. Hun blev første gang valgt som tillidsrepræsentant for HK-ansatte ved det daværende fakultet Science and Technology i 2018.
Da fakultetet i 2020 blev splittet op i Faculty of Natural Sciences og Faculty of Technical Sciences, fortsatte hun som tillidsrepræsentant ved begge fakulteter. I de fire år har hun til gengæld både skullet forholde sig til omstrukturering og flytning af institutter, opsplitning af fakultetet og en større fyringsrunde på Tech for præcis et år siden.
”Jeg er meget glad for mit virke som tillidsrepræsentant – det er udviklende, spændende og giver en god erfaring,” siger Charlotte Kler.