Ny unidirektør i orkanens øje

Toppen af poppen på AU var samlet fredag morgen, da universitetets nye direktør Jane Kraglund holdt tiltrædelsesreception i Stakladen. Hun skal nu være med til at ride stormen af på AU.

Jane Kraglund holder tale ved sin tiltrædelsesreception fredag morgen i Stakladen. Foto: Anders Trærup
Den nye universitetsdirektør er habil golfspiller og fik derfor overrakt et legetøjsgolfsæt af rektor med ordene: "Så kan du gå og putte lidt på kontoret". Foto: Anders Trærup
Der manglede ikke noget på buffetten, som trak lange køer. Foto: Anders Trærup

”Det regnede, da vi kom, men nu er det tørvejr,” konstaterede prorektor Berit Eika symbolsk, da AU’s nye universitetsdirektør, Jane Kragelund, holdt tiltrædelsesreception fredag morgen i Stakladen.

”Ja, men der er stormvejr på vej,” lød det tørt fra salen til stor moro for de mange fremmødte receptionsgæster. 

Jane Kraglund skal i sin nye stilling være med til at styre universitetet ud af de problemer, som har optaget ansatte og studerende siden reorganiseringen i 2011. 

Og ledelsen har store forventninger til den nye direktør. 

”Det er et udfordrende job, du har sagt ja til, men det er jeg sikker på, du sætter pris på,” sagde rektor Brian Bech Nielsen i sin tale.

Ustadigt vejr 

At vejrudsigten stadig er ustadig fik Jane Kraglund selv synligt bevis for fredag morgen i Stakladen.

10-15 repræsentanter fra studenterbevægelsen Et Andet Universitet var nemlig også mødt frem med to store bannere mod dimensionering og fremdriftsreform.

De studerende holdt sig dog pænt i ro og ventede med at gå om bord i morgenmadsbuffeten til de øvrige gæster havde forsynet sig med æg, bacon og pandekager.   

Opklaring og dialog 

Universitetsdirektør Jane Kraglund har inden sin tiltrædelse været i gang med at læse op på sin kommende arbejdsplads og vil i sin nye stilling forsøge at være i øjenhøjde med universitetsbefolkningen. 

"Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at læse mig ind i aktuelle problemstillinger. Men det kan jo på ingen måde konkurrere med den dialog, jeg håber, kan være bærende i mit arbejde. Jeg har derfor inviteret mig selv på besøg hos blandt andre dekaner, institutledere, administrationschefer og vicedirektører, medarbejderrepræsentanter og akademiske råd for at høre, hvad de ser i forhold til både status og udfordringer, sagde Jane Kraglund i sin tale. Og fortsatte:

"Jeg håber, at det kan blive begyndelsen både på det formelle samarbejde, men i lige så høj grad det uformelle. For det er i dialogen, jeg bedst kan lide at arbejde. Dialog og samarbejde mener jeg, er nøglen til gode resultater. Jeg glæder mig til arbejdet. Og ikke mindst glæder jeg mig til arbejdet med jer alle.