Nye regler for omprøver på Arts: Nu skal også studerende på humaniora vente et år på tredje eksamensforsøg
Hvis du dumper din eksamen til jul og din reeksamen i februar, har du som BA-studerende på Arts indtil nu haft mulighed for at gå op til tredje eksamensforsøg allerede til sommer. Men fra dette semester er reglerne lavet om: Nu skal du også som Arts-studerende vente et år, før du kan bruge dit sidste forsøg.
Mere info
Læs mere om de nye regler her.
Eksaminerne rykker tættere på, og i år er der ekstra god grund til at være velforberedt for de studerende på Arts’ bacheloruddannelser.
Det humanistiske fakultet har nemlig vedtaget nye regler for omprøver på bacheloruddannelsen, som træder i kraft dette semester.
At forstå eksamensreglerne kan næsten føles som en prøve i sig selv. Men vi har forsøgt os med en simpel forklaring:
Hvis du dumper din eksamen til jul, har du som altid mulighed for at gå til reeksamen i februar. Men hvis du også dumper andet forsøg, kan du ikke længere vælge at gå op igen til sommer. I stedet må du vente til næste jul, når årgangen under dig skal op til samme eksamen.
Spild af ressourcer
Aske Dahl Sløk, der vikarierer for prodekanen for uddannelse på Arts, forklarer, at de nye regler kan spare underviserne for et stort ekstraarbejde, som kommer meget få studerende til gode.
”Der har været brugt uforholdsmæssigt mange ressourcer fra underviserne på at forberede de forskudte eksaminer. Typisk har de skullet lave eksamensspørgsmål til en eller to studerende – som også i mange tilfælde slet ikke er dukket op,” siger Aske Dahl Sløk.
Med de nye regler vil de studerende, der skal tage tredje prøveforsøg i brug, i stedet gå op til eksamen sammen med årgangen under, når underviserne alligevel skal afholde eksamen for den årgang.
Den nye ordning har derfor også et læringsmæssigt perspektiv.
”De nye regler betyder, at de studerende får mulighed for at følge undervisningen igen, inden de går op til tredje forsøg. Og det skal gerne naturligt være sådan, at man går til eksamen, efter man har fulgt et undervisningsforløb,” siger Aske Dahl Sløk.
Risiko for forsinkelse?
Selvom reglerne er nye for Arts’ studerende, er fakultetet ikke first mover på området. Aske Dahl Sløk oplyser, at et tredje formål med ændringerne er at bringe Arts på linje med reglerne på AU’s andre fakulteter.
Den nye ordning gælder dog kun for bacheloruddannelser – og altså ikke på kandidatuddannelser.
Det skyldes ifølge Aske Dahl Sløk, at det er sværere at nå at indhente en dumpet eksamen på en uddannelse, der kun tager to år. Og fakultetet ser gerne, at de kandidatstuderende dimitterer til tiden.
Hvis I har den bekymring på for de kandidatstuderende, ser I så også en risiko for, at de nye regler vil forsinke jeres bachelorstuderende?
”Vi er opmærksomme på det, og vi har tænkt os at holde et godt øje med, hvad de nye regler kommer til at betyde på den front, siger Aske Dahl Sløk.
Undtagelsen bekræfter reglen
Netop for at begrænse risikoen for forsinkelse er det ikke alle eksaminer, der er omfattet af de nye regler. De eksaminer, der ligger på sidste semester af bacheloruddannelsen, kan man stadig tage et halvt år efter for at sikre, at tredje eksamensforsøg kan nås inden for den maksimale studietid.
Derudover skal førsteårsprøven være bestået inden for det første studieår. Hvis en af dine sommereksaminer indgår i førsteårsprøven, skal du derfor bestå den senest ved første reeksamen i august.
Mere info
Læs mere om de nye regler her.