Nye regler: Snart kan du kun parkere gratis i to timer ad gangen i Universitetsparken
Hvis du som studerende eller gæst tager bilen til og fra Universitetsparken, skal du være opmærksom på, at kommunen ændrer parkeringsreglerne i Universitetsparken. Ændringen betyder, at biler kun må parkere gratis i to timer ad gangen på de offentlige parkeringspladser ved Universitetsparken. Alle parkeringer skal desuden registreres i enten en app eller en betalingsautomat.
Det kan blive en dyr omgang at gå til forelæsning, hvis du som studerende tager bilen til og fra universitetet og ikke er opmærksom på de nye regler, der snart træder i kraft. I 2018 vedtog Aarhus Byråd nemlig en række nye parkeringsregler, som blandt andet betyder, at det kun bliver muligt at parkere gratis på de offentlige parkeringspladser i Universitetsparken i to timer ad gangen. Indtil nu har det været muligt at parkere gratis i fire timer ad gangen.
De nye parkeringsregler er endnu ikke trådt i kraft. Omnibus har spurgt Aarhus Kommune, præcis hvornår de nye regler træder i kraft, men kommunen oplyser blot, at ikrafttrædelsen sker ”primo 2023”.
Frustrerede studerende
De ændrede regler har skabt utilfredshed blandt studerende.
Den 6. januar kunne TV2 Østjylland bringe en artikel med Camilla Neupart Frederiksen, som studerer medicin på universitetet. Hun har en times kørsel i bil fra sit hjem, før hun kan sætte sig i forelæsningssalen.
”Jeg synes, det er en totalt vattet beslutning. Jeg er virkelig sur over det, og jeg kan ikke forstå, hvad det skal til for. Jeg synes, man som studerende burde have lov til at parkere”, lyder det fra den studerende i artiklen.
Det vil fortsat være muligt for studerende at benytte de offentlige parkeringspladser, men når de nye regler træder i kraft, bliver det altså nødvendigt at betale for parkering efter de første to timers gratis parkering.
Aarhus Universitet oplyser på sin facebookside i et opslag fra den 5. januar, at parkering fremover vil koste 22 kroner i timen efter de første to timer, og at studerende med handicapskilt fortsat kan parkere gratis på universitetets parkeringspladser, som ellers er forbeholdt medarbejderne.
I samme opslag opfordrer universitetet de studerende til at tage cyklen til og fra studiet, når det er muligt, og ellers benytte sig af deres gratis samkørselsapp Ta'Med fra FDM. Opslaget har i skrivende stund 70 kommentarer, blandt andet fra Konservative Studenter, der kritiserer de nye regler.
”Tåbeligt, at de studerendes og ansattes arbejdstid skal gå med at rende og stille p-skiver i tide og utide. Parkeringspladserne på campus burde være forbeholdt folk, der har et AU-relateret ærinde”, skriver studenterforeningen.
Alle parkeringer skal registreres
Hvor det før var muligt at køre bilen i båsen, stille p-skiven og gå ufortrødent videre, er det med de nye regler et krav, at alle parkeringer på de offentlige pladser i Universitetsparken registreres enten i en parkeringsapp eller ved de opstillede betalingsautomater. Det gælder også, selvom bilen kun skal holde der for en kort stund.