Omnibus prik

Nyt tilbud til studerende i Aarhus: Prøv gratis en fritidsaktivitet – vælg mellem 60 forskellige

Aarhus Try Out er et nyt og midlertidigt tiltag fra Aarhus Kommune, som skal få flere studerende til at dyrke fritidsaktiviteter ved siden af studierne.

Over 50 foreninger og aftenskoler har tilsluttet sig Aarhus Try Out. Beachvolley er én af de gratis aktiviteter, som de studerende kan vælge imellem. Foto: Melissa Bach Yildirim / AU Foto

Hvad end man er til harpiks på fingrene, Stand Up Paddle eller finsk for begyndere, er det lige nu muligt at afprøve en ny fritidsinteresse helt gratis. Projektet hedder Aarhus Try Out og kører fra 1. september til 30. november, hvor man kan prøve aktiviteterne af.

“Med projektet kan de studerende prøve fritidslivet og forhåbentlig finde en aktivitet de har lyst til at være en del af,” lyder det fra Helena Dalsgaard Gouliaev, der er projektleder for Aarhus Try Out i et skriftligt svar til Omnibus.

Projektet finansieres af Aarhus Kommunes to magistratsafdelinger Kultur og Borgerservice samt Sundhed og Omsorg, der hver har afsat 500.000 kroner til initiativet. 

Stadig mange pladser tilbage

Til projektet har Aarhus Kommune sat 8.000 pladser af til kommunens 43.000 studerende, der er i gang med en videregående uddannelse. I skrivende stund er der omkring 2.000 studerende, som har gjort brug af tilbuddet. 

“Alle studerende kan sagtens nå det endnu,” understreger Helena Dalsgaard Gouliaev, selvom en række specifikke aktiviteter dog er udsolgte. 

Og hvis man er så uheldig, at man er én dem, som ikke fik plads til hverken havkajak, sykurser eller wakeboarding, så kan projektlederen allerede løfte sløret for, at Aarhus Try Out vender tilbage igen næste år.