Old school-ness, der duer, i Åbogade
God udnyttelse af råvarerne og lækre valgmuligheder skabte begejstring, da IT-kantinen i Åbogade blev anmeldt af to sultne statskundskabere. De manglede dog lige et ekstra drys salt, før oplevelsen sad i skabet.
Anmeldt af: Line Marie Slot og Josefine Mølbjerg Dueholm, der studerer statskundskab på 6. semester.
Maden: Vi ankommer til kantinen på Åbogade, mens personalet er ved at sætte maden ind, og vi kan lide, hvad vi ser. Alt ser friskt og indbydende ud, så vi kaster os fluks over retterne. Josefine vælger kantinens hjemmelavede håndmadder og går også ombord i salatbaren. Line Marie vælger dagens varme ret, hvor valget står mellem en veggie burger eller en pulled pork burger. Hun vælger den langtidsstegte gris med en solid coleslaw til. Man har mulighed for at sammensætte sin egen burger, og personalet har stillet forskellige toppings og dips frem. Det er alt sammen meget spændende; problemet er bare, at der mangler skilte, så vi er nødt til at spørge personalet om, hvad de forskellige ting er. Der kommer græskarpuré, langtidsbagte cherrytomater og syltede blomkålsblade i burgeren. Derudover ryger der også en kokostop, et stykke brownie, kaffe, en smoothie og en kærnemælk på de to anmelderes bakker.
Kantinens old school-håndmadder er en succes. Personalet fortæller, at alt på madderne er hjemmelavet. Mayonnaisen på æggemaden og kartoffelmaden er hjemmerørt, og de ristede løg på roastbeefen er også lavet af kantinen. Derudover har maden med roastbeef fået et tvist af friteret grønkål og syltede græskar. Kantinen har formået at lave et opdateret smørrebrød. Det er virkelig luksus, dog mangler Josefine noget flagesalt, der ville være prikken over i’et på kantinens rugbrødssucces.
Salatbaren skal også prøves. Deres humus er tilsat chili, og den smager godt uden at være for olieret. Både i salatbaren og i de andre retter er det klart, at kantinen bruger sine råvarer fuldt ud for at undgå madspild, og det gør de på en overbevisende måde. De har ristet brødet fra i går til salaten og brugt stilken på broccolien. Salatbaren ser både inspirerende ud og har nogle rigtig gode salater.
Burgeren mangler ikke noget og smager rigtig godt. Det er lækkert, at man selv kan sammensætte og komme det i, man har lyst til. På den måde er der også noget for enhver. Line Marie synes dog, at burgeren er lidt lunken.
Selvom vi allerede har gjort det godt, holder det os ikke fra at afrunde gildet med kaffe og kage. Kaffen er ikke en spændende oplevelse, det trækker ned i regnskabet. Derudover kan man kun få langtidsholdbar mælk i den, og vi kunne ikke engang finde porcelænskopper. Kageudvalget er ikke stort, og også her kører kantinen old school-stilen. Brownien er dejlig klæg og snasket, der er også valnødder i den, og det kan vi lide. Kantinens kokostop er godt skåret, og selvom de har været sparsomme med chokoladen, er den klassisk og god.
Prisen: Vi kommer af med 184 kroner for hele gildet. Det ville man selvfølgelig ikke gøre til hverdag, men prisen for de forskellige retter er ikke urimelig. Der er gratis vand, og en salat koster for eksempel 28 kroner: Det er en fair pris for en frokost.
Stemningen: Kantinen er meget moderne og lys, desværre er der dårlig akustik. Faktisk minder kantinen mest om en arbejdsplads, hvilket gør den lidt mindre hyggelig. Til gengæld er kantinen velbesøgt, og det skaber en rigtig god stemning.
Konklusion: Kantinen skal have ros for at udnytte råvarerne på en lækker måde. Det er en sympatisk måde at undgå madspild på, der fungerer godt. Maden i kantinen er stillet lækkert op i flotte skåle, og man har uden tvivl gjort sig umage. Derudover er vi svært begejstrede for old school-stilen, og selvom udvalget ikke er det største, er det fint at blive lidt afgrænset sine i valgmuligheder. Vi er vilde med håndmadderne, men de manglede det sidste drys salt for at være helt perfekte.