Omnibus prik

Opråb fra studenterpolitiker: Politikerne drukner os i udspil – det kan få kampgejsten til at brænde ud

Udflytningsreform. Reformkommission. Udspil til nyt optagesystem og evaluering af karaktersystem. ”Vi når knap at få lavet lorten om til muld, før vi får smidt en ny portion vores vej”, skriver Jonathan Rossen, der er forperson for Artsrådet og studentermedlem af AU’s bestyrelse. Og oprigtigt bekymret for, at den politiske reformiver kan drukne den studenterpolitiske ild i udspil og reformer.

Studenterrepræsentanterne arbejder sig ofte igennem flere siders bilag, end hvad de skal læse til næste uges undervisning, når de forbereder sig til møder om politiske reformudspil. Foto: Colourbox
Jonathan Rossen læser uddannelsesvidenskab ved DPU på AU, er forperson for Artsrådet og repræsenterer de studerende i AU's bestyrelse. Foto: Privat
Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Vil du også deltage i debatten? Send dit indlæg til omnibus@au.dk. Foto: Astrid Friis Reitzel

Vi drukner i udspil, kommissioner, aftaler og bekendtgørelsesændringer, hvor det ikke vides, om de er kuren eller skylden i vores uddannelsessystems sygdomme. Universiteterne når knap nok at lave lorten om til muld, før vi får smidt en ny portion vores vej.

Uddannelsesinstitutionerne er blevet til en politisk rodekasse, som svingdørsministre på skift sender nye reformer og udspil efter, alt imens universitetets formål bliver mere og mere uklart.

Studenterpolitikere med sved på panden

Inden for det sidste år har vi fået smidt en udflytningsaftale vores vej, som reelt var en skærende dimensionering gennemsyret af mistillid til universiteternes autonomi, og hvor hverken eksperter, institutioner eller erhvervsliv blev spurgt til råds. Et semester senere fremlægger reformkommissionen sine anbefalinger, som præsenterer et forvrænget billede af universiteterne og de studerende. Og inden vi har nået at tørre sveden af panden, kommer der et udspil, som forandrer hele vores optag og kaster ansvaret om årtiers forsømmelse af uddannelsespolitik over på universiteterne, alt imens vi jonglerer en evaluering af vores karaktersystem for lukkede døre. Som studenterpolitiker er det svært at kæmpe effektivt igen, når kamppladsen på den måde bliver udskiftet, inden semesteret er ovre.

Men udover de politiske udspil, der har fået masser af mediedækning, sniger der sig også forandringer ind mere uset. Ændringer i eksamensbekendtgørelsen, som bryder med års praksis for undervisningsdeltagelse, krav om pseudoaftaler som forudsætning for specialet og ikke mindst nye former for dimensionering, som skal afstemmes med tidligere dimensioneringer.

Revolutionen udebliver

For studerende er de færreste af disse ændringer mærkbare og forekommer oftest ret sympatiske i det politiske spin. Man bliver nok færdig, før ændringerne får en effekt, så hvorfor skulle man bekymre sig om sine fremtidige fagfællers forudsætninger?

For mig som uddannelsesvidenskaber er billedet dog et lidt andet; den politiske styring af sektoren præsenterer for mig at se et billede af universiteterne som ustabile aktører, hvis formål ikke længere defineres af idéerne om videnskab, dannelse og studiernes relevans, men snarere er styret af næste akkreditering, eller hvad vælgerne synes akademia er. 

Som studenterrepræsentant er fornemmelsen ambivalent. Forandringerne giver os noget at lave, men de mange reformer har ikke vækket nogen gejst blandt den almene studerende. Kampen tages bravt af Tordenskjolds soldater, men nogen revolution er det aldrig blevet til. Hvilket er forståeligt, når man skal forholde sig til et spindelvæv af tidligere politikker, besparelser og lag af handleplaner. Studenterrepræsentanterne arbejder sig ofte igennem flere siders bilag, end hvad de skal læse til næste uges undervisning.

Apatiske studerende og udbrændte studenterpolitikere?

Og hvor efterlader det universiteterne: Med en studentermasse, som er apatiske over for angrebene, med en hård kerne af studenterpolitisk aktive, som langsomt brænder sig selv ud? Med en institution, hvor strategier og handleplaner hiver os frem og tilbage? 

Se, hvad vi kan, hvis I viser os tillid

Så lad den politiske styring falde til ro; vi har efterhånden slidt os tynde efter den konstante jagt efter, hvad vi skal og ikke skal. Hvis der er et begreb, som jeg vil knytte til politikernes syn på universitetet, vil det være 'mistillid'. Prøv i stedet at se, hvad nogle af Europas førende forsknings- og uddannelsesinstitutioner kan, hvis man slipper tøjlerne lidt. Vi kan meget, og der skal være tillid til denne kunnen.