Omnibus prik

På Arkitektskolen er der lys døgnet rundt

43 timer om ugen. Så lang tid skal de studerende på landets videregående uddannelser bruge på deres studie, hvis det står til Kvalitetsudvalget. Men hvis det overhovedet skal være muligt, er det nødvendigt at ændre studieformen på de læsetunge universitetsuddannelser, mener næstformanden i DM Studerende.

Arkitektstuderende Adnan Brkic fortæller konferencedeltagerne om engagerede studerende på Arkitektskolen. Én af de uddannelser, hvor de studerende faktisk bruger den tid på deres studie, som Kvalitetsudvalget anbefaler. Foto: Jesper Rais

Hver sommer kan de studerende på landets videregående uddannelser slænge sig på stranden eller tage på jordomrejse i op til to en halv måned, hvis de har lyst.

Til gengæld betyder de lange ferieperioder mellem semestrene, at de studerende i gennemsnit skal bruge 43 timer om ugen på deres studier, før der er tale om et fuldtidsstudie.

I øjeblikket ligger gennemsnittet på 35 timer, viser en undersøgelse fra Epinion, og derfor skal den samlede tid, studerende bruger på studiet, altså hæves med 20 procent, mener Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser (Kvalitetsudvalget), som præsenterede sine seneste anbefalinger i Stakladen på AU 26. november.

Men næstformand i Dansk Magisterforening (DM) Studerende, Frederik Fischer Thordal, der læser erhvervsøkonomi på AU og deltog i debatten i Stakladen, er bekymret over, at man ser de 43 timer som noget, der bredt kan trækkes ned over alle videregående uddannelser.

”På mange universitetsuddannelser arbejder man jo udelukkende med tilegnelse af viden på teoretisk plan. Det er en anstrengende måde at arbejde på, og det er uholdbart, hvis man skal sidde med en bog i mere end otte timer i træk og koncentrere sig,” siger han.

Lys på Arkitektskolen 

Som eksempler på, at det godt kan lade sig gøre at studere på fuld tid, havde Kvalitetsudvalget inviteret tre studerende fra henholdsvis Arkitektskolen Aarhus, Aarhus Maskinmesterskole og Medicin på Aalborg Universitet med til konferencen i Stakladen. Alle tre steder ligger den gennemsnitlige studietid på omkring 43 timer om ugen.

Adnan Brkic fra Arkitektskolen kunne fortælle om et inspirerende undervisningsmiljø og konstatere, at der nærmest er arbejdende studerende og lys på Arkitektskolen døgnet rundt.

Men selvom en stud.cand.mag. i dansk og en arkitektstuderende begge er akademiske studerende, kan man ikke sammenligne de læsetunge med de mere kreative og praktiske uddannelser, siger Frederik Fisher Thordal.

Til gengæld kan eksemplerne inspirere til at nytænke undervisningsformer og -miljøer.

”Vi skal hente al den inspiration, vi kan. Noget af det, vi efterspørger i DM Studerende, er inddragelse af nye læringsformer, mere praksisorienteret arbejde, mere feedback og ugeopgaver, som tæller med i den samlede bedømmelse,” siger Frederik Fischer Thordal.

Variation mod stress

Generelt er det i orden at kræve et større engagement fra de studerende. Men så skal det bl.a. ske på baggrund af meget mere variation i undervisningen, mener Frederik Fischer Thordal.

Han henviser til stigningen i antal stressramte studerende. En stigning, der er dokumenteret i undersøgelser fra både DM, Djøf og i AU’s studiemiljøundersøgelse.

”Hvis man skal modvirke stress, er det vigtigt med variation og alsidighed i undervisningen. Derfor ville det på mange uddannelser være en katastrofe at sætte krav om 43 timers studieaktivitet under de nuværende rammer. Det kræver en totalplan,” siger han.

Frederik Fischer Thordal understreger, at der er stor forskel fra uddannelse til uddannelse.

Plads til fritid og studiejob

En anden central bekymring ved Kvalitetsudvalgets forslag er ifølge DM Studerende, at det bliver sværere at få tid til studiearbejde, siger Frederik Fischer Thordal.

”Vi mener, det er meget vigtigt, at man kan holde fast i muligheden for at have et studierelevant arbejde og praktik. Det er især noget, erhvervslivet værdsætter, når vi er færdiguddannede. Og det vil stort set være umuligt, hvis man skal studere 43 timer om ugen,” siger han.