Ph.d.-dag på Health: Hvor er de garvede forskere, som vil kunne kvalificere debatten?
Flere hundrede ph.d.-studerende fra Health sætter 22. januar hinanden i stævne til ph.d.-dag i Søauditorierne i Universitetsparken, hvor de blandt andet får mulighed for at præsentere deres forskning.

Men mange af de unge forskere kommer nok til at se sig forgæves om efter deres hovedvejleder, da stadig færre erfarne forskere afser tid til at deltage i dagen. Hvilket ærgrer ph.d.-skoleleder Lise Wogensen.
”Hovedvejlederen har ansvar for hele den ph.d.-studerendes uddannelse og forskningsprojekt og bør derfor støtte op om arrangementet, så det er overraskende, at relativt få af de cirka 275 hovedvejledere i dag prioriterer at deltage, med mindre de er chairmen for en poster session” udtaler Lise Wogensen i en nyhed med overskriften ”Vi savner vejlederne!” på medarbejdere.au.dk.
Sæt forskningen fri
”Set Science Free” er denne gang temaet for ph.d.-dagen, og deltagerne skal diskutere, hvad der driver forskere til at tænke nyt, og hvad der driver forskningen fremad.
Den engelske forfatter, biolog og forsker Rupert Sheldrake er hovedtaler og behandler i sin forelæsning det synspunkt, at videnskaben bliver begrænset af antagelser, som har udviklet sig til dogmer.