Ph.d.-studerende fra AU deltog i den internationale Three Minute Thesis i Bologna
Ph.d.-studerende på Institut for Klinisk Medicin, Uffe Kjærgaard, vandt tilbage i marts måned Three Minute Thesis på Aarhus Universitet. Torsdag eftermiddag blev den internationale vinder blandt tre finalister kåret.

Konceptet er lige så stramt som altid i ph.d.-konkurrencen Three Minute Thesis. En jury fra Coimbra Group har udvalgt tre finalister, der alle har vundet de lokale Three Minute Thesis-konkurrencer på de 35 universiteter, som er en del af Coimbra Group.
Blandt de tre finalister befinder Aarhus Universitets helt egen Uffe Kjærgaard sig, der med store armbevægelser og skarpe punchlines fik overbevist AU’s jury om sejren tilbage i marts på scenen i Stakladen. Det var samme punchlines og teatralske bevægelser, som Uffe Kjærgaard forsøgte at sælge sin leverforskning med ved finalen i Bologna. Men med mindre albuerum.
”Jeg havde kun to meter at bevæge mig på, så jeg skulle lige justere mig efter det,” siger Uffe Kjærgaard.
Reglerne er de samme til den internationale finale: Tre minutter, ét slide på skærmen og ingen noter eller rekvisitter. Derfor må finalisterne supplere det talte ord med analogier, gestik og skarp prioritering.
Det er omtrent en måned siden, at Uffe Kjærgaard fik nyheden om, at han var gået videre til finalen. Som én af tre finalister udvalgt blandt 28 ph.d.-studerende fra 19 ud af 35 medlemslande i Coimbra Group. Det var en international jury, der kårede den internationale vinder.
”Jeg øvede mit oplæg godt inden 3MT i Aarhus, så det sad heldigvis på rygraden. Jeg har ikke holdt det ved lige siden, men øvet mig her i ugerne op til,” siger han.
Førstepladsen gik dog til Almudena Moreno Borralo fra Trinity College i Dublin.
Hun brugte sine tre minutter på at præsentere sin forskning om en ny metode til kemoterapi.
Uffe Kjærgaard går dog ikke kun hjem med oplevelsen, da han og medfinalisten, Bianca Brandl fra Universitet i Graz, begge vinder en pengepræmie på 1500 euro. Almudena Moreno Borralo har vundet titlen og 2000 euro.
”Det har været en kæmpe oplevelse at skulle skære min forskning til en analogi og forklare det til et publikum, der ikke har fagligt kendskab til det,” siger Uffe Kjærgaard.
”Jeg er også glad for, at min forskning har fået noget eksponering,” siger han.
Efter konkurrencen er der gallamiddag for alle deltagerne.
Her håber Uffe Kjærgaard på at kunne smage lidt på den italienske kultur, inden turen går hjem til Danmark fredag morgen. Han skal hjem og skrive sin ph.d.-afhandling færdig, inden den skal afleveres om tre måneders tid.