DEBAT: Professor Dorthe Kirkegaard Thomsen: Jeg er træt af at læse AU-handleplaner, der ikke forholder sig til de problemstillinger, der er væsentlige for mig og de yngre forskere, jeg er vejleder for

Snapshots fra min karriere

Jeg var til samtale om en stilling som ph.d.-studerende på et eksternt finansieret projekt og havde besluttet at fortælle projektgruppen om mine planer om at få et barn i løbet projektperioden. Jeg havde talt med min partner om det. Han mente, at det ville være karrieremæssigt selvmord at sige det til dem. Men jeg følte, at det var unfair ikke at fortælle det, da min barselsorlov ville trække ressourcer fra projektet. Til deres ros ansatte de mig alligevel, og projektlederen (en mand) gjorde endda en ekstra indsats for at få mig til at takke ja til stillingen, da jeg overvejede at bakke ud. Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg afleverede min afhandling flere måneder før fristens udløb. Finansieringen var ved at slippe op (til dels på grund af min barselsorlov) – og jeg havde alligevel mine fem artikler klar.

Adjunkt, mor og på udlandsophold 

Jeg var ansat som adjunkt, og en tidlig morgen listede jeg mig ind på min datters værelse for at sige farvel, før jeg skulle afsted på en måneds ophold ved en amerikansk forskningsinstitution. Hun sov trygt, og jeg havde det så dårligt med at forlade hende. Men den bedste løsning, min partner og jeg kunne komme op med på det tidspunkt, var at lade min familie blive hjemme på grund af hans arbejde (hvor hans gammeldags chef havde rynket på næsen, da min partner tog fædreorlov). Jeg havde brug for dette ophold i udlandet, fordi jeg ikke var afsted i løbet af min ph.d. Jeg følte på det tidspunkt, at det var umuligt for mig at tage afsted på det ophold, jeg oprindeligt havde planlagt i min ph.d., fordi jeg lige havde født min søn. Det føltes helt uoverkommeligt at tage min nyfødte baby og mand med til New York for at besøge et førende forskerteam: Jeg manglede søvn, og besøget føltes på en eller anden måde uforeneligt med det at være en kærlig og omsorgsfuld mor. Så jeg blev hjemme og skrev mine artikler. Det ophold, jeg tog på som adjunkt, gik heldigvis godt, og jeg fik skabt et langvarigt og produktivt samarbejde med den professor, jeg besøgte (en mand). Da jeg var kommet hjem, fortalte jeg stolt om mit ophold, og en kollega (en kvinde) kommenterede, at det da ikke var særlig længe, jeg var væk. Jeg er enig, det var ikke et langt ophold, men det kostede mig søvnløse nætter, en del forhandling med min partner og dårlig samvittighed at få selv et kort ophold til at fungere. 

Jeg valgte den bedste kandidat

Jeg var ansat som lektor og skulle beslutte, hvilken kandidat jeg ville ansætte til et eksternt finansieret forskningsprojekt. Jeg valgte den bedste kandidat til stillingen, selvom jeg havde en stærk mistanke om, at hun ville tage barselsorlov i løbet af projektet. Da hun tog sine orlover, fandt jeg ud af, at udgifterne blev dækket af universitetet, eller var det fakultetet? Selvom jeg er meget taknemmelig, havde jeg en følelse af, at jeg skyldte nogen noget for at have støttet projektet økonomisk. Da min ph.d.-studerende kom tilbage fra sin anden barselsorlov, bad hun om at gå ned i tid. Hendes mand var turnuslæge og havde lange arbejdsdage. Desuden havde han fået at vide, at hvis han tog flere fridage på grund af syge børn, ville hans turnusophold ikke blive godkendt. Jeg støttede fuldt ud hendes ønske og skrev i et brev til ph.d.-skolen, at set fra mit synspunkt var det en god løsning for hende og projektet. Men hendes ansøgning blev afvist af ph.d.-skolen. Jeg ved stadig ikke hvorfor.

Rollen som mor kommer sommetider i konflikt med en karriere

Som det fremgår af mine historier, kommer rollen som mor sommetider i konflikt med en karriere inden for forskning. Jeg føler mig privilegeret over at have en masse kolleger, som støtter mig, på AU og internationalt. Jeg elsker mit job, friheden, udfordringen, den kreative proces med at designe og rapportere om studier og muligheden for at gøre en positiv forskel. Havde jeg været mindre heldig, haft flere konflikter og fået mindre opbakning, havde jeg måske forladt pipelinen. De oplevelser, der er beskrevet ovenfor, sendte et signal om, at jeg som mor var en byrde for systemet og kom i anden række, fordi jeg ikke med glæde rejste over på den anden siden af jorden på grund af min forskning. Så på den ene side håber universiteterne at få flere kvinder til at blive i akademia – og på den anden side udsender bevillingsgiverne og universiteterne stadig et signal om, at hvis man er kvinde og ønsker at blive mor, så er man et problem.

De ændringer, jeg foreslår, vil muligvis også kunne gavne mænd

Nogle vil måske hævde, at mænd påvirkes i lige så høj grad af forældreskabet, og at det at være mor ikke som sådan forklarer den lækkende pipeline. Mænd, der er fædre, kan selvfølgelig også støde på nogle af disse oplevelser. Men de problemer, der illustreres i mine historier, gør – kombineret med andre faktorer – at den gennemsnitlige kvinde (som er mor) oplever dem mere end den gennemsnitlige mand (som er far). For eksempel viser undersøgelser konsekvent, at kvinder tager mere forældreorlov og ofte er mere involveret i børnepasningen. Desuden finder kvinder partnere og får børn i en yngre alder end mænd, hvilket øger sandsynligheden for, at moderskabet begynder på de tidlige akademiske karrieretrin, hvor udvælgelsen i systemet er mest hårdhændet. Alligevel ved jeg fra nogle af mine mandlige kolleger, at de har haft lignende erfaringer, og de ændringer, som jeg foreslår nedenfor, vil muligvis også kunne gavne mænd.

På tide, at universiteterne og bevillingsgiverne tager deres del af ansvaret

Hvis du som kvinde ønsker at arbejde inden for forskning, kan du ikke også være supermor, der altid henter tidligt og tager hjemmelavede kager med til sommerfesten i børnehaven. Jeg ved i hvert fald, at jeg har brugt omkring ti år af mit liv på at forhandle børnepasning med min partner. Hvem skulle tage fri, når børnene var syge, hvem skulle købe fødselsdagsgaver, og hvem skulle tage dem til fritidsaktiviteter? Vi reducerede vores indkøb til ugentlige indkøbsture og begyndte at lave måltider til to dage ad gangen for at spare tid på de huslige pligter. Vi ringede til min mor, når der ikke var andre muligheder. Med andre ord: Jeg gjorde mit for at få det til at lykkes, og jeg ved, at det gør mine kvindelige kolleger også. Nu er det på tide, at universiteterne og bevillingsgiverne tager deres ansvar. Her er, hvad jeg foreslår, de kunne gøre, hvis de ønsker at signalere, at kvinder er velkomne i akademia, selv om de ønsker at være mødre:    

1. Længere ophold i udlandet

• A. Man kan overveje alternative veje til internationalisering ud over lange ophold i udlandet i forbindelse med ph.d.-stillinger og internationale postdocer (hvor det kræves, at forskeren tilbringer det meste af tiden i udlandet, og hvor det ofte er den eneste mulighed for at opnå finansiering til en postdoc). Jeg ved, at dette er tabubelagt, og jeg identificerer mig selv i høj grad med internationalisering. Vi ønsker at være blandt verdens førende forskere inden for vores respektive områder. Så mindre fokus på internationalisering er ikke en mulighed. Der er dog andre måder, hvorpå man kan opnå internationalisering: Man kan invitere forskere, organisere workshops, deltage i konferencer, herunder sociale arrangementer og netværksarrangementer, og tage på kortere besøg hos forskellige forskningsgrupper. Internationaliseringseffekterne af alle disse værktøjer kan forstærkes gennem digitale medier. Afhængigt af, hvad behovet er (for eksempel at lære en metode, udvikle et samarbejde eller at øge synligheden), kan disse andre muligheder fungere lige så godt som – eller endda nogle gange bedre end – et længere ophold i udlandet. Man kan bede ph.d.-studerende og deres vejledere om at udarbejde en plan for internationalisering baseret på faglige og personlige behov ved hjælp af værktøjerne ovenfor, og hvad de ellers finder nyttigt. Man kan undgå at få kvindelige forskere til at føle, at de kommer i anden række, ved ikke at sætte dem i en situation, hvor de skal bede om at blive fritaget fra et længere ophold i udlandet. 
• B. Når kvinder med børn planlægger at tage på et længere ophold i udlandet, bør der ydes tilstrækkelig økonomisk støtte til børnepasning. 
  
  
• C. Man kan sørge for, at det er muligt at tage på ophold i udlandet senere i karrieren ved at værne om sabbatår og yde fleksibel finansiering. En forskningskarriere skabes ikke i alderen 25-35 år. Som forskere fortsætter vi med at udvikle vores idéer, og det passer måske bedre med et længere ophold i udlandet, når børnene er ældre. Tænk på internationalisering som noget, der kan finde sted over et helt liv og ikke kun i de unge år.
  
  
• D. Man kan oprette en CV-kategori med 'internationalisering', som dækker over en række forskellige erfaringer (samarbejde, kortere besøg, optræden som vært for internationale kolleger, organisering af konferencer, symposier, osv.). Bedømmelsesudvalgene bør derefter se på, hvad forskeren har opnået gennem internationaliseringserfaringerne i form af publikationer, citeringer, fælles ansøgninger om midler osv.
  
  
• E. Man kan foretage analyser af international postdoc-finansiering for at undersøge, om der er en skæv kønsfordeling. Hvis det er tilfældet, skal finansieringen af postdocer ændres, således at den omfatter andre internationaliseringsværktøjer.

2.     Fuld finansiering af barselsorlov fra de finansierende organer

Barselsorlov bør dækkes fuldt ud af det finansierende organ (som nogle allerede gør i dag). Det ville sende et signal til både yngre forskere og projektledere om, at der støttes op om forældreskabet, og at det ikke ses som en uvelkommen hindring. Som den næstbedste løsning kunne universiteterne oprette en fælles barselsfond, hvis de finansierende organer ikke lever op til deres ansvar. Idéen er, at de finansielle omkostninger til orlov bør være så langt væk fra de involverede personer som muligt for at forhindre en følelse af at være en byrde. 

3.     Tillad nedsat arbejdstid af hensyn til familiens trivsel

• A. Anmodninger om nedsat arbejdstid bør imødekommes af hensyn til familiens trivsel. Hvis en forsker ansøger om nedsat arbejdstid, har han eller hun en god grund til det. Jeg ved, at denne idé kolliderer med idealet om den hårdtarbejdende, ambitiøse forsker. En ung kvinde med to børn, der arbejder 30 timer om ugen, fremkalder associationer, som er uforenelige med dette ideal. Men hvis man som mor (eller far) beder om at gå ned i tid, når børnene er små, så er det ikke et signal om, at man ikke er ambitiøs, ikke er hårdtarbejdende eller ikke prioriterer forskning højt. Beslutningen om at arbejde på nedsat tid i en periode kan meget vel være baseret på andre lige så vigtige, men i øjeblikket mindre anerkendte, værdier: muligheden for at kunne gå i dybden og være kreativ, som ikke passer særlig godt med at skulle presse nogle arbejdstimer ind sent om aftenen, når børnene er blevet lagt i seng. Et par års nedsat arbejdstid vil betyde meget lidt i det lange løb, i betragtning af at vi arbejder, indtil vi fylder 70 år. 
  
  
• B. Man kan sørge for, at nedsat arbejdstid (og forældreorlov) ikke koster på CV'et, ved at udvikle et standardværktøj til beregning af ph.d.-alder, samtidig med at forældreorlov og år med nedsat arbejdstid trækkes fra. Man kan bede ansøgerne om at indberette den korrigerede ph.d.-alder og bedømmelsesudvalgene om at anvende denne alder, når de bedømmer produktivitet m.v. 

Jeg påstår ikke, at moderskabet er den eneste eller den vigtigste forklaring på den lækkende pipeline

Andre krav og erfaringer signalerer, at kvindelige forskere, der er mødre, er en byrde og kommer i anden række. Suk og hævede øjenbryn, når vi udsætter deadlines på grund af syge børn, når vi ikke arbejder i weekenden, og når vi forlader møder tidligt. Men jeg påstår ikke, at moderskabet er den eneste eller den vigtigste forklaring på den lækkende pipeline. Forklaringerne er som altid, når det handler om den menneskelige adfærd, komplekse. Men jeg er træt af at læse AU-handleplaner, der ikke forholder sig til de problemstillinger, der er væsentlige for mig og de yngre forskere, jeg er vejleder for.