Omnibus prik

Regeringen uddeler fødevarechecks – studerende får 1.000 kroner skattefrit

Regeringen landede sammen med SF og Enhedslisten tirsdag en aftale om fødevarechecks. Og der er et engangsbeløb på 1.000 skattefri kroner på vej til studerende. Forperson for Studenterrådet kalder checken ”et plaster på et åbent benbrud”, mens formand for Konservative Studenter kalder den for ”en rådden gave”.

Foto: Colourbox

Tirsdag formiddag kunne finansminister Nicolai Wammen (S) træde frem for pressen og præsentere en aftale om den fødevarecheck, som statsminister Mette Frederiksen varslede i sin nytårstale. Med i aftalen er SF og Enhedslisten foruden regeringspartierne Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre. 

Aftaleparterne er enige om at tilgodese folkepensionister, børnefamilier med en indkomst på under 500.000 kroner per voksen og danskere på overførselsindkomst med en check på 2.500 kroner. Med i aftalen er nu også studerende, som kan se frem til at modtage 1.000 kroner til maj. De studerende blev ikke nævnt i nytårstalen.

Der er tale om et engangsbeløb, som skal imødekomme danskere med lave indkomster, der har oplevet, at deres købekraft er blevet forringet som følge af høje fødevarepriser. 

”Jeg er glad for, at et bredt flertal er gået sammen om at give en hurtig og målrettet økonomisk hjælp til nogle af de mennesker, som er mest trængt af de højere fødevarepriser. Denne hjælp løser ikke alle problemerne, men det er en vigtig håndsrækning til blandt andet de pensionister og børnefamilier, der er mest økonomisk trængte,” udtaler finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

”Et plaster på et åbent benbrud”

Hos de studenterpolitiske organisationer på Aarhus Universitet får fødevarechecken en lunken modtagelse. Studenterrådets forperson Daniel Hjort anerkender, at politikerne bag aftalen har haft blik for, at de høje fødevarepriser også rammer studerende. 

”Når nu man vælger at uddele en fødevarecheck, er vi glade for at være tænkt ind. De fleste studerende vil blive glade for at få 1.000 kroner.”

Men det er en håndsrækning, der mest af alt har symbolsk karakter, pointerer forpersonen:

”Som studerende, der hver måned skal betale husleje og mad og har udgifter til studiebøger, rækker 1.000 kroner ikke langt. Det svarer til 83 kroner om måneden. Jeg vil kalde det et plaster på et åbent benbrud. For man har udhulet SU’en siden 2014, hvor man valgte at sænke inflationsdækningen, hvilket har resulteret i, at vi som studerende har markant ringere købekraft, end hvis SU’en var fulgt med inflationen,” siger han og pointerer, at selvom SU’en igen blev inflationsreguleret i 2021, nåede SU’en at blive udhulet gennem 7 år. 

Han fortsætter:

”Samtidig med de høje fødevarepriser oplever vi studerende også høje boligpriser, som betyder, at det nu ikke kun er et plus at have et studiejob til at supplere sin SU, det er et krav. Derfor er min forventning, at politikerne også kigger på mere varige løsninger såsom at hæve SU’en frem for en hurtig løsning med en check på 1.000 kroner.”

Selv har Daniel Hjort mærket, at priserne er steget i de 2,5 år han har været studerende i Aarhus.

”Varerne er dyrere, når jeg handler, og især kød er dyrt, så det spiser jeg ikke rigtigt. Og huslejepriserne i Aarhus er ofte højere end SU’en, selv har jeg dog været heldig at få en ungdomsbolig, som jeg kan dele med en roomie.”

”En rådden gave”

Heller ikke hos Søren Schrøder Rischel, der er formand for Konservative Studenter, får fødevarechecken til de studerende megen ros. Han konstaterer, at alle jo vil være glade for at modtage 1.000 kroner skattefrit og for nogen vil beløbet være en kærkommen hjælp. Trods det, mener han, fødevarechecken er en dårlig løsning på et mere strukturelt problem. 

”Det er en lappeløsning, for hvor langt rækker 1.000 kroner? Det er en sjov måde at bruge offentlige midler på. Man skulle hellere lade tingene modne og finde en holdbar løsning,” siger han og fortsætter:

”Faktisk synes jeg, det er en rådden gave, fordi den beriger giveren som den store ’godgører’ – det virker som noget, politikerne gør for at tækkes vælgerne,” siger Søren Schrøder Rischel med henvisning til, at der skal udskrives folketingsvalg senere i år. 

Han mener også, man som studerende må lade sin adfærd påvirke af den økonomiske virkelighed. 

”Hvis man som studerende vil spise oksekød hver uge, har man en forkert opfattelse af virkeligheden. Man må tænke kreativt og omlægge sin kost til noget, man har råd til. Man kan komme langt med ikke at købe dyre produkter,” siger han. 

På spørgsmålet om, hvordan han gerne så politikerne imødekomme økonomisk trængte studerende, svarer han:

”Jeg synes, man i stedet skulle fjerne momsen på dansk frugt og grønt, så de danske råvarer i sæson bliver billigst. Det vil være en mere permanent løsning.” 

Også Danske Studerendes Fællesråd efterlyser mere strukturelle løsninger på de studerendes trængte økonomi. Til DR Nyheder udtaler forperson Christoffer Rosenkvist:

”1.000 kroner er kun et midlertidigt plaster på såret. For reelt at forbedre vores økonomi skal det gøres billigere at være studerende i Danmark. Det kræver strukturelle løsninger, heriblandt en forhøjelse af SU’en, flere studieboliger og billigere offentlig transport.” 

Fødevarechecken er ikke det eneste initiativ, der skal forbedre danskernes købekraft, understreger regeringen, og nævner i pressemeddelelsen blandt andet lønløftet til velfærdsmedarbejdere, forhøjet ældrecheck, sænkning af elafgiften og fjernelse af afgifter på kaffe og chokolade samt afskaffelse af bogmoms.