På Institut for Kommunikation og Kultur frygter ph.d.-studerende Felix Kühn Paulsen, at hans chancer for at skabe sig en karriere på Aarhus Universitet er blevet markant forringede, efter at universitetsledelsen tidligere på året vedtog syv normer for rekruttering af fastansatte forskere. Og han er ikke alene; han udtaler sig som talsmand for ph.d.-foreningen AUPA.

Det, der især giver de ph.d.-studerende panderynker, er normen om, at der ved vurdering af en ansøgers kvalifikationer skal lægges stor vægt på længerevarende ophold ved én eller flere udenlandske og internationalt anerkendte forskningsinstitutioner.

”Det bør ikke være udslagsgivende i det omfang, som universitetsledelsen her lægger op til,” siger han og kritiserer ledelsens fokus for at være for ensidigt:

”Ledelsen stiller et formelt krav om udlandsophold frem for også at se på kvalifikationer og relationer. Som for eksempel at man har skrevet artikler med forfattere i andre lande eller på anden måde er en del af et internationalt samarbejde.” 

Kravet om udlandsophold betyder, at ph.d.-studerende på AU vil være nødt til at søge stillinger i udlandet, inden de kan gøre sig forhåbninger om en karriere på AU. Og det er det ikke alle ph.d.-studerende, der har mulighed for på det tidspunkt i livet, påpeger Felix Kühn Paulsen. 

”Jeg har selv kone og to børn, som jeg ikke bare kan rykke til udlandet i to år. Det er ikke min beslutning alene, for det er ikke kun min karriere, det handler om. Og det nytter jo ikke, at man skal have en altopofrende mand eller kone derhjemme for at kunne få et fast job inden for akademia,” siger han.

Rektor Brian Bech Nielsen anerkender, at en videnskabelig karriere indebærer svære valg for familien. Men han står trods det ved normerne. Rektor forklarer, at de er indført for at sikre kvalitet og diversitet i ansøgerfeltet, og ved udvælgelse skal ansættelsesudvalget ud fra en samlet helhedsvurdering af ansøgerens kvalifikationer vælge den bedste kandidat. 

Hvad angår kritikken om et for ensidigt fokus fra ledelsens side, påpeger rektor, at det at have et internationalt netværk og samarbejde også spiller ind i vurderingen. 

”Normerne er netop ikke regler, der står mejslet i sten,” understreger rektor. 

”Det skal forstås sådan, at hvis man ikke følger normerne, hører der en forklaring med. Og det er dekanerne og fakultetsledelserne, der lægger retningslinjerne for, hvad der gælder på det enkelte fakultet.”

Konflikter med målet om bredere variation i ansøgerfeltet

Felix Kühn Paulsen anfægter ledelsens forsøg på at sikre kvalitet og ikke mindst diversitet ved hjælp af normer. Kravet om udlandsophold gør det efter hans opfattelse endnu sværere for yngre forskere – og måske især yngre, kvindelige forskere – at få fast ansættelse på universitetet.

”Helt overordnet konflikter det, når man forsøger at indføre mere bredde og variation i forhold til blandt andet køn og internationalisering ved hjælp af normer. For mig at se kan det kun give den modsatte effekt. Det skaber ikke en bredere akademisk stand, at alle skal ud at rejse. Det skaber derimod en bredere stand, når alle gør noget forskelligt.”

Oftest yngre, mandlige forskere, der rejser ud

Brian Bech Nielsen understreger, at normerne netop har til formål at sikre, at der også er kvinder i feltet af ansøgere til en videnskabelig stilling. Hvilket eksempelvis gælder kravet om, at søgekomitéer skal sikre et tilstrækkeligt stort ansøgerfelt, både hvad angår eksterne ansøgere, internationale ansøgere og ansøgere af begge køn.

Men der mener de ph.d.-studerende, at kravet om udlandsophold modarbejder målet om at få flere kvindelige ansøgere, og måske går AU ligefrem glip af de bedste kandidater, fordi de vælger at prioritere familielivet over en forskerkarriere …

”Jeg anerkender, at der stadig er en skæv bias mellem kønnene i Danmark og måden, vi fordeler opgaverne i hjemmet og på arbejdspladsen. Men der er heldigvis mange unge kvinder, der tager et postdoc-ophold i udlandet. Og i forhold til rekruttering er det vigtigt, fordi det betyder, at puljen af kvindelige forskere, vi kan rekruttere fra, bliver større,” siger Brian Bech Nielsen.

Rektor erkender dog, at det oftest er yngre mandlige forskere, der rejser ud.  

”Men jeg håber, at endnu flere kvinder fremover også vil se det som en spændende mulighed.”

Konkurrencen er en anden i dag – og den er benhård

Brian Bech Nielsen fortæller, at han personligt kender problematikken med at få forskerkarrieren til at gå op i en højere enhed med privatlivet.

 ”Jeg var selv på udlandsophold af to omgange. Først et år i Holland og dernæst et år i Sverige. Men min kone valgte at blive herhjemme begge gange. Det var bestemt en udfordring, og jeg havde på daværende tidspunkt foretrukket, at hun var taget med mig.”

Havde I børn dengang?

”Nej, det havde vi ikke. Og jeg vil også ærligt sige, at det er en anden konkurrence, de unge forskere i dag står i. Det anerkender jeg fuldt ud. Der er hård international konkurrence om de faste stillinger på universiteterne.”

Arg modstander af udlandsophold som menig forsker

Brian Bech Nielsen fortæller, at han for år tilbage som menig forsker ved Institut for Fysik og Astronomi var arg modstander af kravet om, at ph.d.-studerende som led i deres uddannelse skulle på to måneders udlandsophold.

Men det ændrede han syn på, blandt andet ved at opleve den udvikling, hans egen datter gennemgik under et udlandsophold. Det er den miljøforandring, rektor mener er så vigtig at få tidligt i forskerkarrieren: oplevelsen af, at man kan gøre tingene på en anden måde end på AU. Og ikke mindst det at skabe et netværk med internationale forskerkolleger.

Men det er immervæk en anden oplevelse at vælge at tage af sted, velvidende at ens mand eller kone måske skal sætte sin karriere på standby i perioden for at tage med – eller at han eller hun bliver tilbage i Danmark og alene skal tage sig af børnene. Der vil nok være et element af dårlig samvittighed over den udlandsoplevelse …

”Det kan bestemt være en hård nyser for en familie, det er svære overvejelser og valg, der skal træffes. Og jeg anerkender dilemmaet fuldt ud. Men mange gør det, og en videnskabelig karriere kan lade sig gøre med børn. Og så er det et dilemma, som også findes i mange andre brancher end den videnskabelige,” siger Brian Bech Nielsen.

Et vink med en vognstang?

For Felix Kühn Paulsen er det svært at se normerne som andet end et vink med en vognstang om, at AU ikke er interesseret i at ansætte egne ph.d.-studerende. 

”Vi bilder os ikke ind, at bare fordi vi har taget en ph.d. på AU, så kan vi få job på AU. Men hvis det modsatte er tilfældet: at vi ikke kan få job her, fordi vi har taget vores ph.d. her, så ville jeg gerne have vidst det på forhånd,” siger han og efterlyser en klar udmelding fra ledelsen.

Klar besked til ph.d.er fra prorektor på KU

Han henviser til, at de ph.d.-studerende på Københavns Universitet fik krystalklar besked fra nu afgået prorektor med ansvar for forskning og innovation på Københavns Universitet, Thomas Bjørnholm. I et afskedsinterview med Uniavisen i marts sagde han blandt andet:

 ”Ph.d.erne og postdocerne er her jo som udgangspunkt ikke for at blive lektorer og professorer på KU. De er her for at bringe den viden, de har tilegnet sig og været med til at skabe, ud i samfundet. Et moderne universitet er jo ikke til for, at ph.d.er og postdocer skal ansættes på det. Det ville svare til en skole, der ansatte alle sine egne elever. Så i udgangspunktet skal alle vores projektansatte og unge mennesker i tidsbegrænsede stillinger på KU have et fantastisk afsæt til en karriere uden for Københavns Universitet.”

”Er det også budskabet fra AU’s ledelse? At man ikke vil ansætte sine egne ph.d.-studerende? Det vil jeg gerne vide,” siger Felix Kühn Paulsen.

Farligt kun at ansætte de forskere, vi selv har frembragt

Svaret fra Brian Bech Nielsen er, at han er helt på linje med Thomas Bjørnholm.

”For det første er det vigtigt at understrege, at man ikke får et tenureforløb efter en ph.d. Det kræver først en stilling som postdoc, og siden følger et adjunktur. Og man kan fint tage sin ph.d. her og dernæst en postdoc ved en anden forskningsinstitution for så søge en fast stilling på AU efterfølgende.” 

Rektor understreger, at en ph.d. fra AU ikke diskvalificerer en kandidat fra at få fastansættelse på universitetet efterfølgende.

”Men vi mister dynamik, hvis vi kun ansætter de forskere, vi selv har frembragt. Og udlandsophold bringer nyt tilbage til institutionen. Vi er som universitet nødt til at fokusere på, hvordan vi får de bedst kvalificerede medarbejdere, hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence. Og hvis man gerne vil være forsker, så er sandheden, at det er tough business i en international virkelighed.”

Vi uddanner ikke kun til universiteterne 

Sammenholder man de op mod 500 ph.d.er, som AU hvert år uddanner, med de relativt få lektor- og professorstillinger, som slås op på AU, står det også klart, at ph.d.-studerende fra AU så langt fra kan regne med at få en fast stilling på universitetet. Og at AU producerer langt flere ph.d.-studerende, end universitetet selv kan aftage, er ikke noget problem, lyder det fra rektor.  

”Vi uddanner ikke kun til universiteterne, vi uddanner til hele samfundet. Mange private virksomheder og offentlige institutioner som for eksempel professionshøjskoler efterspørger ph.d.er som undervisere.”

Nogle gange bliver det anderledes, end man forventer 

Men mange har jo søgt et ph.d.-stipendium med ambitionen om at blive forskere og ansat på et universitet, så for dem kan det muligvis virke som den næstbedste løsning at skulle finde sig en karriere et andet sted i samfundet. 

”Jeg har stor respekt for det at have ambitioner. Men nogle gange må man også erkende, at drømmen måske var et hus med havudsigt, men i stedet blev det til et godt hus eller en fin lejlighed, dog uden havudsigt. Og så er det sådan, at når nogle døre lukkes, åbnes der nye. Man må erkende, at det nogle gange bliver anderledes, end man oprindeligt forventede.”