Revyhold på BSS: ”Det ville være dejligt, hvis nogle blev lidt stødte”
’Noget om negere’, Donald Trump og en ko, der går amok. Årets BSS-Revy går efter at provokere og sætte krænkelsesdebatten i nyt perspektiv. Og de har travlt. Premieren er på onsdag.
Fakta: BSS-Revyen
BSS-Revyen har premiere onsdag den 10. april kl. 19.00 og spiller hver aften frem til den 13. april.
Ved det seneste DM i revy i 2016 vandt BSS-Revyen RevyDanmarks Talentpris samt i kategorien årets revynummer.
Læs mere om revyen her.
En fyr iført et smørret smil trækker en tavle frem på gulvet. Nu skal der øves på scenen ’safe spaces’, der sætter spot på undervisningssteders tilpasning til de studerende – som i denne scene bemærkelsesværdigt er en abe, en robot og en alien:
”Jeg tager evolutionslæren som en personlig fornærmelse. Man siger jo indirekte, at vi aber repræsenterer et lavere udviklingstrin,” klager aben, der spilles af Christian Borup Nielsen og i øvrigt beder om at blive kaldt ’alfahan’.
”Spændende emne. Her på undervisningsstedet er det jo safe space, så det må vi fjerne,” siger Casper Blomstrand, der spiller en leder.
En alien tager ordet:
”Jeg er bare virkelig såret over, at planeten Jorden skal fylde så meget i fag som geologi og geografi. Os, der kommer andre steder fra, kan ikke genkende os selv, så de bør nedlægges,” siger Nanna Elina Hveisel Videbech bag karakteren.
Så det bliver de.
Robotten, der vil benævnes ’Terminator’, insisterer i hakkende toner:
”Jeg vil gerne have alle fag på humaniora nedlagt. Det fornærmer mig, at mennesket tillægges en højere status end os andre,” siger robotten, som bliver spillet af Solvej Rasmussen, der er cand.psych.
Fra venstre ses Christian Borup Nielsen fra Musikvidenskab i rollen som abe. Solvej Rasmussen, cand.psych, der spiller robot. Casper Blomstrand, pædagog, i rollen som leder af en undervisningsinstitution. Nanna Elina Hveisel Videbech fra Dramaturgi som alien.
Og så er vi i gang. Årets BSS-Revy har taget krænkelsesdebatten under kærlig behandling, og instruktørerne Sofie Markussen og Jesper Nørbæk Christensen vil tage den til grænsen:
”På revyscenen må man godt skubbe til grænsen og gå efter at krænke nogle – eller i hvert fald pirre publikums grænser. Og derfor er det her jo bare et fedt tema,” siger Jesper Nørbæk Christensen, der tidligere har læst international markedskommunikation og PR på AU.
Makkeren Sofie Markussen, der studerer medicin, nikker:
”Og det er heller ikke et forsøg på at stille os på den ene eller den anden side i debatten – det er et forsøg på at kommentere på, hvad der foregår.”
”Ja, det er dét, revyen er skabt for: at tage pis på det, køre det ud på et overdrev og lave satire på samfundet. Derfor var det bare et oplagt emne,” siger Jesper Nørbæk Christensen.
Hvad har Donald, en sort figur og en pingvin til fælles?
I sminkerummet sidder tre af skuespillerne med instruktør Jesper Nørbæk Christensen, og på bordet ligger diverse rekvisitter. En Barbiedukke, en figur af en sort mand, en Anders And-bamse og en pingvin.
Replikkerne lyder:
”Donald er en mand, som kun få kan lide,” siger Solvej Rasmussen.
”Han ka’ dog li’ alle, så længe de er hviie,” siger Christian Borup Nielsen, efterfulgt af en sang på De Nattergales melodi ’Uha, da-da’.
Hvor den scene helt præcist er på vej hen, er uklart. Men noget tyder på, at Donald Duck alias Trump, Putin og Obama også får en rolle i næste uge, når revyen har premiere onsdag.
Første- og andenhåndskrænkelser
Den første tanke om at gøre revyen til en krænkelsesrevy fik Jesper Nørbæk Christensen, da Jan Gintberg i efteråret lavede et program om krænkelser. Sidenhen har instruktørerne væltet i nye eksempler på krænkelser i samfundsdebatten:
”Også det med at blive krænket på andres vegne. For eksempel barnet, der havde en T-shirt med en abe på. Der var der så mange, der gik amok. Mens moren til barnet spurgte: ’Hvis alle andre må, hvorfor må han så ikke?’” indskyder Sofie Markussen.
”Lige netop. Og dem, der laver dén forbindelse og føler sig krænket over det; det er jo dem, der er racistiske,” siger Jesper Nørbæk Christensen, og de taler videre om andenhåndskrænkelser med stor forundring.
Selvom de er på linje om revy-mageriet, så er de ikke altid enige på det personlige plan, når det kommer til at fastlægge den famøse grænse.
Sofie Markussen (midt for ved bordet) studerer medicin sideløbende med opgaven som instruktør på BSS Revyen. Dagene op til spilledagene er der dog ikke meget tid til studier, fortæller hun.
En ubeslutsom ko
Sagen, der har delt vandene mellem de to instruktører, er komiker Tobias Dybvads ageren, da han stak hånden op i en ko på gågaden i Nykøbing Falster og senere blev anmeldt for dyresex af et medlem af Veganerpartiet.
”Den sag havde vi en stor diskussion om i tekstgruppen. Jeg synes personligt, at det var unødvendigt at stikke armen op i en ko midt på gågaden. Men Jesper synes, at folks reaktion var overdrevet, fordi man ofte inseminerer køer, og det reagerer man ikke på,” siger Sofie Markussen.
Jesper spørger:
”Ja, hvorfor må man gerne gøre det i ’Landmand søger kærlighed’, men Dybvad må ikke?”
”Og så har vi talt om, hvorvidt koen har lidt overlast. Og hvis den ikke har, kan vi så ikke være ligeglade?” fortæller Sofie Markussen.
Selvom de to ikke så helt ens på den sag, har det nu ikke forhindret dem i at skrive den ind i manuskriptet. Og nu er der en scene med koen, der fortæller om, hvorvidt den var ligeglad eller ej.
Er den så det?
”Vi har bidraget med lidt forskelligt: Jeg har bidraget med det, jeg personligt føler, og i den del går koen amok på mennesket. Jesper har skrevet den omvendt, hvor koen er ligeglad. Begge ting er med, fordi koen skifter mening undervejs.”
”Man vil både kunne se noget om Københavns Universitets forbud mod mexicansk udklædning, sangen ’Den danske sang er en ung, blond pige’ og noget om negere – hvis man må sige negere. Vi siger det faktisk ikke, men vi synger altså ’negermand’,” siger Jesper Nørbæk Christensen om årets BSS-Revy.
Britta Nielsen, Egon Olsen og svindel svindel, svindel
Egon er hjemvendt fra fængslet igen – med fikse idéer.
”Vi skal bruge: Yvonne,” fortæller Egon-karakteren Christian Borup Nielsen til stor overraskelse for Kjeld, der er spillet af Heidi Gormsen, og Benny, spillet af Casper Blomstrand.
Egon fortsætter:
”Yvonne og masser af tålmodighed. Nu skal I høre: Yvonne får job nede på kommunen. Hun gør sit arbejde, som hun skal, og efter en del år i arbejde stiger hun i graderne og får et job ved en såkaldt satspulje,” fortæller Egon.
Men Børge, der er spillet af Solvej Rasmussen, gør sin indsigelse:
”Jamen, det er jo gjort før.”
Scenen ringer nok et par Britta-klokker. Ligesom da Egon foreslår en udbytteskat-fidus og noget om hvidvask i en bank.
BSS-Revyen er ifølge de to instruktører blottet for al intern BSS-humor, og alle kan være med:
”Min mor kan gå ind og se den og forstå det hele – eller måske ikke lige det med Dybvad og en ko. Men ellers,” mener Jesper Nørbæk Christensen.
Hans mor er da også mødt op alle 12 år, han har været involveret i BSS-Revyen:
”Hun er ikke altid lige underholdt, og et år faldt hun faktisk i søvn. Men hun kommer hvert år,” fortæller han.
Fra venstre ses Solvej Rasmussen som Børge. Heidi Gormsen, der til daglig er selvstændig inden for marketing, i rollen som Kjeld. Christian Borup Nielsen i rollen som Egon. Casper Blomstrand som Benny, og Nanna Elina Hveisel Videbech som Yvonne.
Dejligt, hvis nogle blev lidt stødte
Det er måske være svært i det her emne at være objektiv. Hvem tror I, der ikke vil være glad for jeres revy?
Jesper Nørbæk Christensen ler, og Sofie Markussen svarer:
”Det vil folk, der har en klar overbevisning om, hvad der er det rigtige. Hvis man har en sort-hvid måde at se verden på, vil man ikke kunne lide det. For det er nuancerne ind imellem, vi vil have folk til at reflektere over,” siger hun.
”Jeg vil sige, at det er folk, der ikke ved, hvad revy er. Man kan føle sig provokeret, men det hele er for sjov,” siger Jesper Nørbæk Christensen.
”Man skal have en portion selvironi for ikke at blive stødt på manchetterne,” supplerer Sofie Markussen.
”Og hvis folk bliver stødte, så må de endelig komme hen og snakke med os bagefter, ”siger Jesper Nørbæk Christensen.
”Ja, det ville være dejligt, hvis nogle blev lidt stødte,” siger Sofie Markussen, hvis egen grænse også er blevet rykket i løbet af revyen:
”Jeg er – som alle andre danskere – blevet påvirket af debatten om, hvad man må og ikke må. Det gør man ubevidst hele tiden. Selvfølgelig er der en grænse for, hvad man skal sige, men rummet for, hvad der er tilladt, er blevet meget indskrænket. Og nu har jeg altså fået skubbet nogle grænser tilbage igen.”
”Jeg har været med i 12 år, og jeg skal tælle på to hænder, når det kommer til, hvor mange frivillige der er blevet kærester, gift og har fået børn,” siger Jesper Nørbæk Christensen (i forgrunden).
Fakta: BSS-Revyen
BSS-Revyen har premiere onsdag den 10. april kl. 19.00 og spiller hver aften frem til den 13. april.
Ved det seneste DM i revy i 2016 vandt BSS-Revyen RevyDanmarks Talentpris samt i kategorien årets revynummer.
Læs mere om revyen her.