Omnibus prik

Rod i den fælles it-organisation DeiC

Forperson for rektorkollegiet i Danske Universiteter, Brian Bech Nielsen, ønsker ikke at svare på spørgsmål fra Omnibus om sagen, trods alvorlig kritik

Formanden for rektorkollegiet i Danske Universiteter, og rektor på Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen ønsker ikke at svare på spørgsmål om det alvorlige kritik, der er rettet mod universiteternes fælles it-organisation DeiC. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Der er rod i universiteternes fælles it-organisation med det mundrette navn Danish e-infrastructure Cooperation – i daglig tale DeiC. Det fremgår af en evalueringsrapport, som netop er udkommet.

Rapporten viser, at DeiC ikke har udnyttet dyre supercomputere tilstrækkeligt, og at millioner af skattekroner er gået til projekter, som reelt ikke er blevet til noget. Og så udpeger rapporten manglende kompetencer i organisationen på helt fundamentale områder som jura, ledelse, styring og sekretariatsunderstøttelse.

Selv har DeiC kun adresseret problemerne i en meget kortfattede meddelelse, der er offentliggjort på deres hjemmeside.

Problemerne fremgår heller ikke af den meddelelse, som kort fortæller, at det er ”aftalt med Gitte Julin Kudsk, at hun fratræder sin stilling som direktør for DeiC.”

En anden endnu kortere meddelelse fortæller, at Morten Bech er konstitueret som direktør, mens der findes en anden. Stillingen som direktør for en toårig periode er slået op.

Rektorerne vil hellere se frem

Det er rektorerne på de danske universiteter, som i august 2025 besluttede at lade Deloitte evaluere DeiC.

Formanden for rektorkollegiet Brian Bech Nielsen, som også er rektor på Aarhus Universitet, er lige så kortfattet som pressemeddelelserne fra DeiC, da Omnibus ønsker at spørge ind til problemerne, udskiftningen i ledelsen og rektorernes eget ansvar.

Brian Bech Nielsen ønsker ikke at lade sig interviewe, men skriver til Omnibus:

”Af evalueringen fremgår tydeligt, at DeiC ikke har fungeret optimalt. Alle de involverede parter bærer et ansvar herfor, herunder Rektorkollegiet, som har ansvar for at udpege bestyrelsesforperson og værtsuniversitet. Evalueringen peger på et behov for en mærkbart mere robust organisering med klarere styring, tydeligere ansvarsfordeling og stærkere organisatorisk forankring. Det er det, vi nu arbejder hen imod.”

Samme svar har han i øvrigt sendt til mediet Ingeniøren. Ingeniøren har gennem længere tid skrevet om problemerne i DeiC, og ville også gerne tale med Brian Bech Nielsen, da rapporten fra Deloitte blev offentliggjort.

Hos Ingeniøren hedder historien: Universiteterne fyrer direktør efter beskyldninger om spildte millioner og manglende resultater.

I stedet for at svare på spørgsmål, ønsker rektorerne at se fremad, fremgår det af en kort meddelelse hos Danske Universiteter under overskriften: Relancering af it-service-organisation.

Her kan man læse, at: 

”Rektorkollegiet har besluttet, at DeiC skal relanceres og etableres som en selvstændig juridisk enhed, som har fokus på at yde services til universiteterne på markedslignende og konkurrencedygtige vilkår. Dette kræver ændring af det regulatoriske grundlag for DeiC, og kræver derfor opbakning hertil fra Forsknings, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet.”

Minister skal læse konklusioner

Omnibus ville gerne have spurgt rektor Brian Bech Nielsen, hvad udfordringerne i DeiC har betydet for Aarhus Universitet samt, hvilket ansvar han selv har i sagen som formand for rektorkollegiet, men det har ikke været muligt.

Omnibus har spurgt forsknings-, uddannelse-, og digitaliseringsminister Christina Egelund (M) om en kommentar til sagen om DeiC og om hendes holdning til rektorernes ønske om at ændre i grundlaget for DeiC.

”Jeg noterer mig, at der er lavet en evalueringsrapport. Jeg har behov for at sætte mig nærmere ind i evalueringens konklusioner, inden jeg tager stilling i sagen,” siger Christina Egelund i et skriftligt svar til Omnibus.