Så er der ’Jul På Studenterradioen’

»Det er tænkt som lidt sjov og ballade på studenterradioen.« Sådan siger chefredaktør Kaspar Ottosen om Aarhus Studenterradios julekalender, der kører i 18 afsnit i hverdagene fra den 1. december til og med juleaftensdag i Studenterradioens morgenprogram ’Overblikket’.

Kalenderen hedder ’Jul På Studenterradioen’ og er skrevet af chefredaktør Kaspar Ottosen og Cecilie Winther Graversen fra Teater Katapult.

Den handler om en radiovært og -tekniker, der af deres redaktør er blevet sat til at kreere en julekalender. Den proces følger vi igennem december, hvor den blandt andet bliver besværliggjort af studiets drillenisse.

Alle afsnittene kan løbende høres som podcasts på studenterradioens hjemmeside, og den 24. december kan alle afsnittene høres i rækkefølge på Aarhus Studenterradios facebookside. Så har du misset et afsnit eller to, kan du nå at høre det, inden sidste afsnit ryger i æteren.

Alle afsnittene varer mellem to og tre minutter.