Sankt Hans-bålet vender tilbage i Universitetsparken for første gang i 2 år med DJ, grill og fest til den lyse morgen
I år kan hundredvis af mennesker igen samles om Sankt Hans-bålet i Universitetsparken, når Kollegianerrådet og Eforen tænder op i grenene - og festen. Rådmand Anders Winnerskjold, der selv har studeret på AU, holder båltalen. Han vil bruge anledningen til at berøre flere emner, der er relevante for de studerende.
Program til Sankt Hans i Universitetsparken:
18.00: Grillen ved Eforen tændes.
20.45: Båltale af Anders Winnerskjold.
21.00: Bålet tændes.
22.00-01.00: Tempo spiller koncert.
01.00-02.00: DJ Gås spiller.
Traditionen tro tændes der i aften op for Sankt Hans-bålet på bakken ved Fælleshuset Eforen i Universitetsparken, når midsommeren skal fejres. Men i virkeligheden er det to år siden, at bålet sidst blev tændt. Det har nemlig været aflyst på grund af coronapandemien.
Det er Kollegianerrådet og festforeningen Eforen, der arrangerer Sankt Hans i Universitetsparken, og de lægger i år op til noget af en fest, som kan løbe til langt ud på natten for nogle. I hvert fald er sidste punkt på programmet DJ Gås, der først går til DJ-pulten klokken 01.
”Vi tænder op i bålet kl. 21.00. Herefter vil festen fortsætte ved livemusik i Eforen til den lyse morgen (eller cirka deromkring),” skriver arrangørerne.
Hvilken figur, der kommer til at pryde bålet, er endnu uvist. Hver gang på Parkkollegierne har nemlig mulighed for at komme med deres figur mellem kl. 18-19. Kollegianerrådet vælger så den ”allersejeste, grummeste, uhyggeligste og mest gennemførte figur”.
Aarhus-rådmand med AU-fortid taler
Det er Aarhus’ rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold, der er blevet inviteret til at holde aftenens båltale, inden han også får lov til at tænde bålet klokken 21.
Han fik sågar også æren af at holde talen i 2018, men dengang var der hedebølge i Danmark, og derfor blev bålet droppet. Han holdt dog stadig tale foran mange fremmødte, men på grund af hedebølgen ser han endnu mere frem til aftenens begivenhed.
”Ud over at det var hyggeligt, var det Sankt Hans-mæssigt nok lidt af en tam omgang. Så jeg glæder mig også til at kunne tænde et stort bål i aften,” siger den 29-årige rådmand.
Bruger anledning til at berøre politiske sager
I sin tale har han tænkt sig at berøre nogle emner, som han mener er aktuelle for de studerende på universitetet. Det handler for eksempel om trivsel og klimaudfordringer.
”Jeg er jævnaldrende med en del af dem, der kommer der. Noget af det, der fylder meget for mig personligt og politisk, og for mange af dem, der kommer, er klimaforandringerne. Det prøver jeg at dele noget om. Og dele, hvad min vision er for byen,” siger Anders Winnerskjold og fortsætter:
”Jeg vil snakke en smule om unges mentale sundhed. Det bekymrer mig, og hvis man ikke selv har døjet med noget psykisk sygdom, så kender man næsten med garanti nogen, der har. Det stiger, og det ser jeg som et kæmpe problem. Det kan og vil jeg adressere fra min position,” siger han.
Anders Winnerskjold har selv læst statskundskab på AU og fik sin kandidatgrad i 2020.
”Det er skønt at komme tilbage i Universitetsparken. Jeg kommer der relativt ofte i forbindelse med arrangementer. Jeg har en stor kærlighed til det sted, jeg har læst, og er så heldig, at jeg stadig har lidt berøring med det, fordi min kæreste skriver ph.d. på Aarhus Universitet,” siger Anders Winnerskjold.
Arrangementet i Universitetsparken begynder klokken 18. Her er der er mulighed for at grille sin egen mad på grillen ved Eforen. Rådmanden holder sin tale 20.45, og når Sankt Hans-bålet har brændt i en time mellem kl. 21 til 22, går de medicinstuderende fra bandet Tempo på scenen og spiller fra 22 til 01. DJ Gås spiller fra 01 til 02.