Sankt Hans i Uniparken: Byrod med AU-fortid skal være båltaler
Traditionen tro sætter Kollegianerrådet fut i flammerne og festen, når der afholdes Sankt Hans i Universitetsparken mandag 23 juni. Årets båltaler er tidligere AU-studerende i statskundskab Mathilde Hjort Bressum, der er medlem af Aarhus Byråd og folketingskandidat for Venstre.

Kollegianerrådet byder på Sankt Hans-fejring med bål, bajer og båltale på bakken ved Eforen, der er kollegiernes fælleshus mandag 23. juni.
Kl. 18:00 åbner baren, og der ville blive solgt ‘en smule øl’, som der står på Kollegianerrådets begivenhed. Der er tilsyneladende købt sparsomt ind, og det er tilladt at medbringe egne drikkevarer.
Årets båltaler Mathilde Hjort Bressum går på kl. 19.30, og derefter tændes der op under sankthansbålet med fællessang til følge.
Husk at være ung
Mathilde Hjort Bressum, som skal afholde aftenens båltale i Universitetsparken, er medlem af Aarhus Byråd for Venstre, men har selv haft sin daglige gang på universitet.
“Jeg er superstolt og synes det er sjovt,” fortæller Mathilde Hjort Bressum om at blive inviteret til at holde talen og vende tilbage til AU, hvorfra hun blev færdiguddannet i statskundskab i sommeren 2024. I dag kommer hun stadigvæk på universitetet fra tid til anden, men det er oftest for at gå en tur i Universitetsparken og knap så meget for fredagsbarerne.
I talen kommer Mathilde Hjort Bressum også med et budskab til de studerende, afslører hun over for Omnibus: “Husk at være ung og nyde det,” siger det 26-årige byrådsmedlem og uddyber, at hun også vil komme ind på den mere alvorlige og aktuelle geopolitiske situation i verden, men også emner som kollegiernes 90-års jubilæum samt vigtigheden af frie institutioner og forskningsfrihed.