Omnibus prik

Sejl, hak, spin: Kapsejladsen rammer DR

DR står bag en dokumentar i fire afsnit om Kapsejladsen. I 'Den sidste fest' følger man både arrangører og sejlere i månederne op til Kapsejladsen.

Psykologerne vandt Kapsejladsen 2026. Roar Lava Paaske

Badet i sol fra en skyfri april-himmel, kulminerede måneders træning udi den ædle disciplin at sejle over unisøen, hakke en øl, snurre ti gange rundt om sig selv for så at hoppe i kajakken igen og sejle tilbage over søen. Klædt i gult sikrede psykologerne sig trofæet Det Gyldne Bækken.  

Psykologerne vinder Kapsejladsen 2026

Op til den store finale fulgte Danmarks Radio blandt andre Alberte, som læser psykologi og har drømt om at deltage i Kapsejladsen, siden hun var 15 år. Og Karen, der er flyttet til Aarhus fra København for at blive ingeniør. De to medicinstuderende Emil og Daniel, som har påtaget sig at arrangere årets største fest for studerende på Aarhus Universitet bliver naturligvis også fulgt tæt.

Det er der kommet en dokumentar i fire afsnit ud af. Dokumentaren hedder Den sidste fest og kan lige nu ses på DRTV.