”Selvom i dag er en festdag …”
I 60 år har klinikassistenter, grafikere og kontoransatte udkæmpet faglige kampe og dyrket det kollegiale fællesskab i HK-klubben – den ældste faglige klub på AU og den ældste HK-statklub på en dansk arbejdsplads. Jubilæet blev onsdag markeret med skåltaler og bobler – og et drys malurt i bægret.
HK-Klubben
HK-Klubben på AU blev dannet 17. november 1966 og kan i år fejre sit 60-års jubilæum. Klubben er den ældste faglige klub på AU og den ældste HK-statklub på en dansk arbejdsplads.
HK-Klubben på AU har cirka 450 medlemmer – både kontoransatte, grafikere og klinikassistenter.
Da HK-klubben på Aarhus Universitet blev stiftet i november 1966, hed statsministeren Jens Otto Krag, mens AU’s rektor hed Erling Hammershaimb. Meddelelser blev sendt som brevpost eller telegram og referater nedfældet på maskine og arkiveret i ringbind.
Klubbens formål er dengang som nu at ”sikre det enkelte medlem de bedst mulige vilkår på Aarhus Universitet”, som det hedder i klubbens vedtægter. Både ved at sikre, at gældende overenskomster, regler og love bliver overholdt og ved at fremme kontakten mellem medlemmerne og forbundet HK. Og så står klubben også bag sociale arrangementer, som det årlige julebanko, hvor der blandt HK’erne er så stor rift om billetterne, at det får billetsalget til SmukFest til at ligne en tam affære.
Helles Colding Seiersens bud på en HK’er anno 2026:
”En medarbejder med lang erfaring, som er loyal over for sin arbejdsplads, og er en stabil arbejdskraft, der er åben for forandringer. Efterhånden er vi HK’ere også gået fra at være allround til at blive specialister inden for vores arbejdsområde, for eksempel studieadministration. Og så gør en HK’er ofte, som der bliver sagt, hvilket man jo langt hen ad vejen også skal. Ind i mellem kunne jeg dog godt savne lidt rebelskhed.”
Helle Colding Seiersen, der er formand for HK-klubben og fællestillidsrepræsentant for HK’erne, bød velkommen til jubilæet med netop kontrasten mellem 1966 og i dag, ”hvor kunstig intelligens banker på døren”.
I den forbindelse havde hun bedt en chatbot om at beskrive den typiske fordom om en HK’er som værende en grå kontormus. Hun fik følgende svar:
”En person, som udfører rutinepræget administrativt arbejde, som ikke gør meget væsen af sig og sidder ved et skrivebord hele dagen. Personen er næsten usynlig på kontoret.”
Ikke umiddelbart en rammende beskrivelse at dømme ud fra de fremmødte HK’ere ved jubilæet, som i høj grad var kvindelige medarbejdere med arbejds- og livserfaring. Faktisk passede beskrivelsen af den grå kontormus umiddelbart bedst på universitetsdirektøren, som også var mødt op til jubilæet. I hvert fald ifølge direktøren selv.
Heller ikke Helle Colding Seiersen fandt beskrivelsen rammende:
”Jeg har indtryk af, at vi råber lige så højt, som vi gjorde for 60 år siden.”
”Vores job forsvinder”
Og der er grund til at blive ved med at kæmpe og råbe højt, lod hun forstå:
”Det er ikke lutter lagkage og pindemadder. Vores job forsvinder til nyuddannede akademikere og studentermedhjælpere.”
Også Heidi Hjul Pedersen, der er formand for HK Stat var inde på den problematik i sin tale.
”Selvom i dag er en festdag, så må vi også nævne, at vores arbejdsliv er i konstant forandring. Men teknologi må ikke blive en undskyldning for at gøre dygtige medarbejdere i staten overflødige,” sagde hun med henvisning til regeringens hensigt om at spare tusindvis af administrative arbejdspladser væk.
”Vi ser også, at HK-arbejde flyttes til studentermedhjælpere, vi ser det overalt i staten, men I fører på point,” lød det fra Heidi Hjul Pedersen med henvisning til universitetssektoren.
”Vi har intet imod studentermedhjælpere eller nyuddannede akademikere – det er jo også vores børn – men vi er nødt til at stå op for HK-arbejdet og ikke flytte opgaverne til billigere arbejdskraft.”
Universitetsdirektør Kristian Thorn svarede ikke på denne kritik i sin tale ved jubilæet, men understregede HK’ernes vigtige funktion på universitetet:
”HK’ere udgør ikke bare en støttefunktion. I er forudsætningen for, at universitetet fungerer, og hjulene drejer rundt.”
Han roste også HK’erne for altid at møde ”dybt professionelle og velforberedte” op til forhandlinger og sluttede af med at opfordre til ”at udvikle hinanden og vores kompetencer ind i alt det nye.”
Savner kontakten til studerende
Omnibus talte forud for jubilæet med to af de HK-ansatte, som avisen også talte med, da klubben for ti år siden fejrede sit 50-års jubilæum, for at høre, hvordan deres arbejde, arbejdsliv og arbejdsplads har ændret sig i de seneste ti år. Den ene er Helle Colding Seiersen, mens den anden er Didde Kjær Vaaben.
HK’erne på AU har stået sammen i 50 år
Helle Colding Seiersen er ansat samme sted som for ti år siden. Hun er international koordinator ved Internationalt Center. Men selvom titel og arbejdssted er det samme, er nye opgaver kommet til.
”Jeg er fortsat international koordinator og hjælper blandt andet Arts og det Sundhedsvidenskabelige fakultet med screening af ansøgninger til udvekslingsprogrammet. Jeg hjælper desuden internationale studerende med arbejds- og opholdstilladelser til at læse på AU. Jeg har også fået et nyt, spændende ansvarsområde, nemlig staff mobility i regi af Erasmus+, hvor vi hvert år sender omkring 100 medarbejdere fra AU på korte udlandsophold ved andre universiteter,” fortæller hun.
I det seneste årti er hendes arbejde blevet langt mere digitaliseret, fortæller hun:
”Alting er automatiseret – at acceptere udvekslingsstuderene og gennemgå deres papirer foregår alt sammen i systemet MoveOn, og optagelseskorrespondancen kører per mail. Det har gjort alting nemmere, men ulempen er, at jeg ikke møder de studerende ansigt til ansigt, bortset fra to gange om året ved introarrangementer, og det savner jeg meget.”
Helle Colding har været ansat på AU i 22 år. På spørgsmålet om, hvorfor hun har valgt at blive ved AU, svarer hun grinende:
”Ja, det ved jeg heller ikke! Jo, jeg er glad for at være her, for mine opgaver og for den frihed, fleksibilitet og ansvar, jeg har. Jeg er oppe i årene, og her betyder fleksibilitet meget, det gælder ikke kun yngre medarbejdere med små børn.”
Hvis jeg kommer tilbage om 10 år, er du her så stadig?
”Til den tid er jeg 73, så der sidder jeg i min kolonihave og kigger på blomster og hygger mig med mine børnebørn, drikker kaffe og laver en masse frivilligt og socialt arbejde. Men jeg tror, min stol som international koordinator er blevet beklædt med en ny medarbejder, og det samme gælder posten som fællestillidsrepræsentant.”
En ting gør hende dog lidt mismodig, når hun ser tilbage på de seneste ti år som HK’er på AU:
”Der kommer ikke mange nye HK-kolleger til. Jeg kan godt frygte, at vores faglighed er ved at forsvinde på AU, og det er jeg virkelig ked af, og det er faktisk helt uforståeligt for mig, at mange ledere tager det valg,” siger hun og henviser igen til problematikken om, at studentermedhjælpere eller nyuddannede AC'ere ansættes i stillinger, som ligeså godt kunne varetages af en HK'er.
Digitaliseringen kommer med en pris
Didde Kjær Vaabens bud på en HK’er anno 2026:
”En truet dyreart på AU, må jeg desværre sige. Jeg kan jo se på de steder, jeg har været: Da jeg startede i administrationen, var der et overtal af HK’ere og få AC’ere, nu er det lige omvendt. Det er svært at generalisere i forhold til HK’ere, for vi laver alle specialiserede og komplicerede opgaver. Men en HK’er har overblik, erfaring (der er langt mellem de nyudlærte), er en god kollega, som hjælper andre og ikke er for fin til at løse opgaver. Det er en, som ”gets the job done”.
Også Didde Kjær Vaaben er fortsat ansat på Aarhus Universitet her ti år senere. Og selvom titlen stadig er uddannelsesadministrator, har hun skiftet afdeling. Før sad hun i administrationscenter Health, nu er hun flyttet til Institut for Klinisk Medicin og har dermed skiftet Universitetsparken ud med Aarhus Universitetshospital.
”Jeg er blevet på AU, men har skiftet arbejdsplads, og opgaverne vandrede med derud. Tidligere arbejdede jeg på fakultetet med studieadministration af medicineruddannelse, det gør jeg stadig, men nu bare fra institutside,” siger Didde Kjær Vaaben og fortæller, at nye HR-administrative opgaver er kommet til, hvor hun assisterer de postgraduate kliniske lektorer, når læger skal i introstilling eller skal uddannes til speciallæger.
Didde Kjær Vaaben blev ansat på AU i september 1996, men af tekniske årsager fejres hendes 30-års jubilæum først næste år. Adspurgt, hvorfor hun har holdt ved AU i 30 år, svarer hun:
”Jeg synes, mit arbejde er spændende og giver mening. Og så har jeg været heldig mange gange at få de mest fantastiske kolleger. Jeg knuselsker dem. Selvom der er travlt – og det er der virkeligt – så får vi tid til at have det rart.”
Bliver du hængende ti år mere?
”Det kan man jo aldrig vide. Men medmindre jeg bliver syg, dør eller bliver fyret, så tror jeg det faktisk.”
Også for Didde Kjær Vaaben er arbejdet blevet mere digitalt. En udvikling, som for alvor tog fart i coronatiden.
”Det var jo på mange måder en træls tid, men gode ting kom ud af det, fordi vi fik øjnene op for Teams-møder. Det brugte vi ikke før, men det har til nogle ting været virkeligt godt, fordi vi sidder geografisk spredt. Vi har jo kontakt til hele regionen, så der går ikke så meget spildtid med at flytte sig fra Viborg eller Horsens og ind på AU. Og det er samtidigt blevet mere fleksibelt i forhold til hjemmearbejde.”
Også Didde Kjær Vaaben mærker dog, at digitaliseringen kommer med en pris i form af mindre personlig kontakt til de studerende:
”De første mange år kom de studerende jævnligt ind på mit kontor, nu ser vi dem kun én gang i semesteret, når de skal have underskrevet kompetencebøger. Til gengæld tikker der dagligt mere end 100 mails ind om dagen. Det er klart mere praktisk for de studerende, at de ikke er underlagt en åbningstid, men jeg kan godt lidt savne den personlige kontakt til dem.”