Brillerne hænger i en blå nylonsnor og kan lige skimtes i halsåbningen på den lysebrune ruskindsjakke. Bukserne er mørke. Som skoen, der hviler let på speederen. Håret og skægget, som med tiden er blevet hvidt, ser nyklippet og veltrimmet ud.

»Kan du ikke mærke det?« spørger dekan Svend Hylleberg, »det er fantastisk ikke at være lukket inde. At kunne høre og lugte. Og se op mod himlen. Da vi kørte på ferie til Comosøen sidste år, var det sådan her hele vejen undtagen lige på motorvejen. Det var eventyrligt.«

Sådan her er med taget slået ned i dekanens lille, sorte Mercedessportsvogn. Lige nu suser den op ad Vestre Ringgade på en lunefuld majdag. Aftalen er, at destinationen skal være et sted, som betyder meget for ham. Og anledningen til køreturen, at Svend Hylleberg går af som dekan for Aarhus BSS. En køretur med pitstop hos nogle af dem, som kender ham godt både professionelt og personligt.

Men det er ikke et afskedsinterview, for Svend Hylleberg forlader ikke universitetet. Han vender tilbage til forskningen og undervisningen på Institut for Økonomi, når en ny dekan sætter sig i det sæde, som han har beklædt siden 2011.

I øvrigt var ferieturen sidste år til Comosøen med familien. Svend og Elly Hylleberg. Deres to døtre, svigersønner og i alt fire børnebørn. Sådan er det hvert år. I sommer går turen til et lejet sommerhus på Fyn. For Svend Hylleberg betyder familien alt.

Her er så smukt!

Kort efter parkerer vi på Bartholins Allé i Universitetsparken. Svend Hylleberg peger på den høje, gule bygning 1350.

»Her har jeg haft kontor fra 1973 til 2000, når jeg ikke har opholdt mig i USA. Man kan se til Samsø,« siger han, der gennem et halvt århundrede har haft sin gang på Aarhus Universitet.

Med en håndbevægelse, der omfatter omgivelserne, fortsætter han:

»Sådan her har det set ud siden 1964. Her er så smukt. Forleden var jeg på Institut for Matematik, hvor jeg har undervist i auditorierne gennem mange år. Der er stadig herligt mange tavler. Og der ser ud og lugter ligesom dengang.«

Danmarks Radios Pigekor ligger i cd-afspilleren, og vi synker lidt ned i sæderne med udsigt til gule bygninger og lysegrønne blade under en glimtvis blå himmel.

»Jeg kunne også have kørt dig til Frijsenborgskovene, som jeg har lige i baghaven.«

Svend Hylleberg bor i Hammel. Det gør resten af familien også.

»Hver morgen henter jeg min datters hund og løber i skoven en time fra seks til syv. Resten af dagen bliver hunden passet hos Elly. Min datter fik den som en skudræd jagthund, men den er kommet i hundehimlen, siden den er kommet ind i vores familie.«

Den vigtigste person

En af de utallige studerende, som har nydt udsigten til Frijsenborgskovene fra Svend Hyllebergs have, er Tim Bollerslev, der i dag er professor ved Duke University i Durham, North Carolina, og som tilhører den absolutte verdenselite inden for finansiel økonometri og empirisk finansiering.

»Svend er det menneske, som har betydet mest for, hvordan det er gået mig i min karriere,« fortæller Tim Bollerslev, der er uddannet cand.scient.oecon. fra Aarhus Universitet i 1983.

»På andet eller tredje år blev jeg ansat som hans forskningsassistent, mens han skrev sin doktordisputats. Han var nok den mest up to date forsker inden for sit felt på det tidspunkt. Og helt sikkert den mest internationalt orienterede, hvilket dengang slet ikke var så almindeligt i Danmark, som det er i dag,« fortsætter Tim Bollerslev.

Svend Hylleberg formåede med sine internationale forbindelser at trække internationalt anerkendte forskere til Aarhus. Forskere, som Svend Hylleberg havde lært at kende under sine ophold i USA. Blandt andet som visiting professor på University of California, San Diego.

»Flere af de forskere, vi taler om, og som Svend dengang fik til Aarhus, har fået Nobelprisen inden for de seneste 10-15 år,« fortsætter Tim Bollerslev.

Blandt dem er den amerikanske økonom Robert F. Engle, der modtog Nobelprisen i økonomi i 2003, og som Svend Hylleberg skabte forbindelse til, da han tilskyndede Tim Bollerslev til at rejse til USA for at tage en ph.d.

»Robert F. Engle blev min vejleder på universitetet i San Diego, og han har selvfølgelig også været en vigtig person for mig, men jeg havde aldrig mødt ham, hvis det ikke havde været for Svend Hylleberg.«

Listen til dekanatet

At have tæt kontakt til sine studerende har altid været vigtigt for Svend Hylleberg, også da han blev institutleder for Institut for Økonomi. Og som dekan for først Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og siden Aarhus BSS.

»Svends største svaghed er de studerende,« smiler Anja Zimmerdahl Hansen, der er sekretariatsleder for dekanatet på Aarhus BSS, »som dekan har han altid haft fokus på at sikre dem ordentlige vilkår.«

Svend Hylleberg fortæller i den forbindelse, at han gennem alle årene som leder hver måned er mødtes uformelt med repræsentanter for studerende fra alle studierne på fakultetet.

Melder de studerende, som du mødes med, så tilbage via de råd, de sidder i på deres forskellige studier?

»Ja, der lavede jeg så en fejl til at begynde med, for jeg sagde ikke til dem, at de godt måtte lade det, jeg fortalte dem, sive ned i systemet. Så nogen af dem troede faktisk, at det, de fik at vide, var fortroligt. Jeg siger jo min mening om tingene indimellem. Men siden har de forstået, at det er det, der er hensigten med møderne.«

Det er nærmest blevet en joke i dekanatet, at de altid får ekstra travlt, hver gang dekanen kommer tilbage fra sine møder med de studerende.

»For så har jeg en hel liste over, hvad der skal laves, og som de kommer til at løbe for at effektuere.«

Hyllebergs gård

Svend Hylleberg starter bilen og kører ned ad Bartholins Allé for at parkere ud for en afspærring til et stort areal ved Institut for Statskundskab og Institut for Psykologi.

Danmarks Radios Pigekor synger stadig, og Hylleberg ser fornøjet på de studerende, der selv på denne kølige forsommerdag sidder ved flere af de borde og bænke, som er opstillet på arealet.

»De kaldte det Hyllegården, ved du godt det? Og at det både er kritisk og kærligt ment?«

Han fortsætter endnu mere fornøjet med at fortælle, at her for omkring seks år siden var en parkeringsplads.

»Men så havde jeg et møde med arkitekt Møller, hvor jeg spurgte ham, om ikke de biler kunne komme væk, så vi kunne få lavet en gård med borde og bænke. Han hev en tegning lige op af tasken!«

Og så blev det besluttet af universitetsledelsen?

»Nej, af mig! Det kostede to millioner at lave det. Jeg fik kritik for at bruge fakultetets penge til det, men det hele blev faktisk finansieret af rektors midler.«

Hvordan fik du ham til det?

»Ved at sige, at vi skulle have nogle penge!«

Enorm selvtillid

Svend Hylleberg har en enorm selvtillid på den gode måde, lyder det fra Hans Jørgen Larsen, som har haft Svend Hylleberg som bestyrelsesformand i de i alt 21 år,

Hans Jørgen Larsen har været direktør for Jyske Invest.

Gennem årene har de to mænd udviklet et personligt venskab, som også betyder, at de tager på ferier sammen med deres koner. Desuden er de en kreds af venner, som hvert år tager på en udflugt, hvor rammen er Danmarkshistorien.

»Vi begyndte i Jelling med Gorm den Gamle for 12 år siden. Sidste år gik turen i Jeppe Aakjærs fodspor til Jenle,« fortæller Hans Jørgen Larsen. Vennerne endte på Spøttrup Slot ved Salling.

»Og i sådan en situation er det mit indtryk, at Svend sætter stor pris på samværet, maden, vinen – og en god historiefortælling,« fortsætter Hans Jørgen Larsen.

Da Svend Hylleberg bliver spurgt, hvor han har sin selvtillid fra, svarer han, at den har han haft lige siden barndommen.

»Som ung kom jeg heller aldrig op at slås, når vi var til kroballer i Rødkærsbro. Jeg gav nok det indtryk, at hvis nogen prøvede på noget, ville de få en omgang.«

Barsk

Der er næppe nogen på universitetet, der har fået det indtryk i deres omgang med Svend Hylleberg. Men selvom han har en enorm arbejdskapacitet, sådan som professor Torben M. Andersen fra Institut for Økonomi fremhæver, er den ikke blevet brugt på at opøve færdigheder i girafsprog.

Og de, der kender ham, kan godt forstå, at Svend Hylleberg indimellem kan virke lidt barsk på dem, der kun har et mere overfladisk kendskab til ham. Men sådan oplever de ham ikke selv. Som Tim Bollerslev udtrykker det:

»Han har sine idéer, og han siger det, som han ser det. Men selvom jeg som studerende har fået at vide, at det, jeg har sagt, er noget »værre bavl«, eller det, jeg har lavet, er noget »værre lort«, har jeg aldrig følt mig mindreværdig over for ham. For han siger det med et glimt i øjet og et smil på læben. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal udtrykke det, men med Svend kan du altid mærke mennesket. Og varmen.«

Professor Torben M. Andersen, som også har kendt Svend Hylleberg privat gennem mange år, deler den opfattelse:

»Man kan være enig eller uenig med Svend, men jeg tror, de fleste vil sige, at han er dybt engageret i de ting, han beskæftiger sig med. Men de, der ikke kender ham, kan måske godt opleve ham som lidt firkantet, for han kan have en fremtræden, hvor man let kommer til at tænke: Wauh, der bliver bare meldt ud her! Men jeg har kendt ham i mange år, og sådan oplever jeg det ikke.«

Eller bramfri

Da Svend Hylleberg førhen havde sin daglige gang på Institut for Økonomi, var der en rimelig bramfri tone, fortsætter Torben M. Andersen.

»Vi kunne sagtens have en diskussion hen over frokostbordet, uden at man så skævt til hinanden, fordi man havde forskellige synspunkter. Og Svend kan godt lide en god diskussion. Jeg mener også, at der er mange eksempler på, at han har lyttet til argumenter. Og taget diskussionen til sig. Det er en anden rolle at være dekan, og det har selvfølgelig nogle konsekvenser, når man får den hat på. Ikke mindst i betragtning af, at vi har en universitetslov med en rimelig hierarkisk styreform.«

Hatten af for det gode argument

Også sekretariatsleder Anja Zimmerdahl Hansen underbygger billedet af Svend Hylleberg som en kontant leder.

Men hun understreger samtidig, at selvom han har dekanhatten på, er han ikke bange for at lette på den, når han finder grund til det:

»Mange kan opfatte Svend som en lidt skræmmende person, fordi han ofte ikke lægger fingrene imellem, når han kommunikerer sine holdninger til omverdenen. Men samtidig tager Svend hatten af for fornuftige argumenter, og hvis de er gode nok, ændrer han holdning.«

Bløddyr med hang til en god prædiken

Svend Hylleberg ser ikke uforstående ud, da han får at vide, at nogle kan opleve ham som barsk, hvis ikke de kender ham tilstrækkeligt. Han ser nærmere ud, som om han leder efter ord for, hvor forkert den betegnelse er efter hans egen selvopfattelse. Han finder ét:

»Jeg er måske barsk på det overordnede plan. Men jeg er et bløddyr på det personlige plan.«

Vi sidder lidt uden at sige noget i den parkerede sportsvogn. Danmarks Radios Pigekor tager fat på endnu et nummer fra repertoiret af danske sange, og studerende kaster skrå sideblikke til manden bag rattet på deres vej til eller fra de gule bygninger.

Hvad er det egentlig, vi hører?

»Vi er lidt ovre i det religiøse.«

Er du religiøs?

»Ikke voldsomt. Jeg er medlem af Folkekirken og kan lide at høre en god prædiken. Vi kommer der vel fem-syv gange om året og måske til en konfirmation.«

Hvad gør en prædiken god?

»At den får en til at tænke over tingene. Som en god forelæsning eller et godt foredrag. At du får noget med dig. Noget at fundere over.«