Søger i dybet den faste – æh – slambund ...
300-500 ton slam. Så meget forventer projektleder Claus Førby-Danielsen vil blive fjernet fra bunden af den sydlige del af Universitetssøen i forbindelse med en igangværende oprensning. Formålet er, at vandet igen skal blive klart – og at få genskabt søens oprindelige dybde.
Hvis du har undret dig over, hvad der er på færde ved den sydlige del af Universitetssøen for tiden, får du her forklaringen: Man er i gang med at rense søen for al den slam, der har samlet sig på bunden gennem årene. Og som giver vandet dets grumsede udseende.
"Vi forventer, at der skal køres omkring 300-500 ton slam væk, inden vi er færdige," fortæller projektleder Claus Førby-Danielsen fra AU Økonomi og Bygninger. Han fortæller desuden, at projektet samlet set kommer til at koste i omegnen af 600.000 kroner.
Anlægsentreprenør Dan Jord A/S har fået entreprisen på oprensningen, og Omnibus trak i gummistøvlerne for at komme tæt nok på til at se, hvad der er dukket op af dyndet. Søen er nemlig stort set tømt for vand, efter at arbejdet har været i gang siden torsdag 1. oktober. Og lidt er der da dukket op, men mere om det senere.
Så vidt projektleder Claus Førby-Danielsen er orienteret, er det første gang, den sydlige sø bliver oprenset. Derimod blev den nordlige sø – der, hvor der sejles Kapsejlads – renset for 15-16 år siden.
"Der blev kørt 700 ton slam til et miljøbassin, som lå på Aarhus Havn dengang. Men vi fandt også cykler, indkøbsvogne og røde soldater på bunden af søen."
Røde soldater?!
"Ja, det bliver de kaldt," bliver der klukket i Claus Førby-Danielsen ende af røret, "de røde rør med sorte fødder, som vi bruger i forbindelse med afspærringer."
Men Claus Førby-Danielsen og co. fandt også noget, de ikke havde forventet, da den nordlige sø blev renset for snart to årtier siden.
"Vi fandt gravstene. Jeg mener, der var 3-4 stykker. Vi kørte dem væk en tidlig morgen, og jeg mener tidligt. Jeg tror faktisk, det var klokken 4 om morgenen. Vi ville være sikre på, at ingen så det."
Jeg har da hørt om det før, at gravstene bliver genanvendt ...
"Ja, men der var stadig inskription på disse. Man har vel tænkt, at det var lige meget, når de skulle ligge under vandspejlet. Men dem fik vi erstattet med natursten."
Claus Førby-Danielsen fortæller, at der i denne omgang vil være arbejde i gang i området ved søen indtil slutningen af november.
Sådan ser der for tiden ud under den lille træbro mellem den nordlige og sydlige del af Universitetssøen, hvilket skyldes, at der er sat en afspærring på mellem de to dele af søen. Afspærringen bliver fjernet igen, når arbejdet er færdigt, så fisk igen kan fordele sig i hele søen.
Selvom slammet ligger tykt på bunden, har der været plads til forskelligt liv.
Noget liv er dog gået til i forbindelse med oprensningen af den sydlige del af søen.
Men den enes død er som bekendt den andens brød.
Alt, hvad der har kunnet reddes, er dog blevet fanget – og sat ud i den nordlige del af søen. Trods ihærdige forsøg var det i går ikke muligt at få fanget den sidste karpe. Og det var ikke, fordi det skortede på forslag fra forbipasserende. Martin Bøje fra Dan Jord var ved at sidde fast i dyndet flere gange i forsøget på at nå ud til karpen med sit net. Og til sidst gav han op. Næsten. Her kaster han med sten i håb om, at det vil få karpen til at rykke sig væk fra der, hvor den tilsyneladende sidder fast.
Apropos brød ...
Og ris?
Hvad Skovsøen gemte hedder en kriminalroman af Palle Rosenkrantz, som udkom i 1903. Rosenkrantz regnes for at være den første forfatter til at skrive en dansk krimi, og her 117 år efter er et tv-hold så ved at optage krimiserien 'Hvide Sande' ved bredden af Universitetssøen. Men du kommer nu ikke til at opleve et lig dukke frem af dyndet i Universitetssøen, når serien bliver sendt til foråret på TV 2, da de optagelser, der kom i kassen onsdag, skal forestille at foregå i Tyskland.
Og så er vi fremme ved, hvad ikke Skovsøen, men Universitetssøen gemte:
Ja, ikke for at være næbbet, men vil det ikke være på sin plads med lidt skiltning om, hvad der foregår her ved søen?
"Skilte med en kort forklaring om formålet med oprensningen bliver sat op i slutningen af denne uge eller begyndelsen af næste," lover projektleder Claus Førby-Danielsen.