Omnibus prik

DEBAT: Søges: Stærk dekan med store ører

Illustration: Louise Thrane Jensen.

Af Lieve Vermeulen, læser religionsvidenskab på 7. semester, og Kirstine Pedersen, læser klassisk arkæologi på 11. semester, på vegne af Artsrådet

Konsekvenser af flytninger, omstruktureringer og forsøg på ensretning af uddannelser på Arts de seneste år er ikke gået hen over hovedet på os studerende. Flere studerende oplevede, at deres bibliotek, læsepladser og kaffestue blev pakket sammen i kasser og flyttet til nye lokaler. Faste læsepladser blev erstattet af fælleslæsepladser på tværs af studier, og fagbiblioteker blev erstattet af kompaktreoler. Derfor ønsker vi en kommende dekan, der kan se behovet for at opbygge fysiske og psykiske studiemiljøer igen.

Mere end bare en læseplads

Vores studiemiljø er nemlig mere end bare en læseplads. Det er pladsen til at studere, til at dyrke sin faglighed ud over pensum, til at møde sine medstuderende lokalt og på tværs og føle, at ens faglighed bliver udfoldet. Den enkelte studerendes trivsel på studiet afhænger ikke kun af de faglige rammer, det sociale studiemiljø er også vigtigt! Det sociale studiemiljø ude på de enkelte studier skabes af de studerende selv. Af ildsjæle, der brænder for at dyrke fagligheden i en foredragsforening, af studerende, der engagerer sig i fredagsbaren, og af festforeninger, der holder for eksempel julefrokoster og sommerfester, som formår at bringe både studerende og undervisere tættere på hinanden. Samtidig opnår de aktive studerende kompetencer og erfaringer indenfor organisering, projektstyring, formidling osv. gennem arbejdet i de studenterdrevne foreninger.

Lyt til de lokale fagmiljøer

For at vores studiemiljøer kan komme til at fungere bedre, er der brug for de rigtige rammer. Her håber vi, at den kommende dekan vil huske, at der er brug for tilføring af økonomiske midler, selv i disse hårde tider, og at hun eller han tager sig den nødvendige tid til at lytte til behovene i de enkelte lokale fagmiljøer. Eksempelvis kan kravene til, hvad et bibliotek skal kunne, variere meget, alt efter om man spørger Teologi eller Digital Design. Det er nemlig vigtigt at holde sig for øje, at Arts er et fakultet med meget stor forskellighed på mange områder, og det er vigtigt, at både små og store fag har den samme mulighed for at opbygge og udvikle deres studiemiljø.

De studerendes kernefaglighed

Studieordningsændringer, fagbeskrivelser og studienævnsmøder er emner, som umiddelbart virker som komplet uinteressante emner for det store flertal af studerende. Men det er vores erfaring, at når man først begynder at pille ved de studerendes kernefaglighed, er det de færreste, der ikke har en mening om det. Som studerende har man taget et bevidst valg om at læse sin uddannelse, og det er derfor selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvordan den bliver skruet sammen. Og især i disse tider med hum-fag og profilfag ligger kernefaglighed de fleste på sinde. De seneste par års forsøg på ensartning af uddannelserne på Arts har resulteret i en nedprioritering af de enkelte studiers kernefaglighed. En prioritering, der går stik imod de studerendes ønsker og behov.

Ikke alt oppefra er godt

Samtidig har det vist sig, at ikke alt, hvad der besluttes oppefra, kan implementeres lige succesfuldt alle steder. Det er derfor vigtigt, at anerkendelse af institutternes og studiernes forskellighed kommer tilbage, så man i de enkelte fagmiljøer kan lave de løsninger, som passer bedst.

Medinddragelse skal være nøgleordet

Vi er nu spændte på, hvad en ny dekan på Arts bringer. Vi håber på, at det bliver en stærk dekan, der har en forståelse for Arts, for hvad Arts er for en størrelse. Vi håber, at den kommende dekan vil prioritere studiemiljøet på Arts, både det fysiske og det psykiske, det faglige og det sociale. Vi håber på, at medinddragelse vil blive et nøgleord fra nu af, så både de studerende, undervisere og det administrative personale kan få indflydelse på deres hverdag. En dekan, der forstår vigtigheden af både de små og store fagmiljøer, en dekan, der kan se mulighederne i de mange forskelligheder samlet på Arts. Og en dekan, der ikke er bange for at tage beslutninger, men vigtigst af alt vægter medinddragelse højt, da der ligger en enorm erfaring og viden i de lokale fagmiljøer.