Som at leve i ild

Det er nat mellem den 24. og 25. august i Aleppo, Syrien. På en altan i mørket står et ungt ægtepar i sluttyverne med deres et år gamle søn. Kvinden er gravid i syvende måned med parrets andet barn.

De kigger op på nattehimlen og ud over deres by, som siden 2012 har været forvandlet til en af de mest blodige kamppladser for borgerkrigen i Syrien mellem præsident Assads regeringstropper og en række forskellige oprørsgrupper.

Ingen kan vide, hvor og hvornår den næste raket slår ned og forvandler et nyt boligkvarter til et kaos af fortvivlelse, gråd og død. 

De to unge syrere drømmer om en anden verden. En verden uden krig og en verden med muligheder for at fortsætte deres uddannelse og opnå en doktorgrad.

Parret er godt i gang med at realisere drømmen. De har brugt over et halvt år på at forberede et udvekslingsophold på et universitet i Danmark. Det eneste, de mangler, er en opholdstilladelse fra de danske myndigheder.

Men der er uro i luften denne nat.

Og så sker det. Et øredøvende brag flænser stilheden, og trykbølger sender rystelser igennem betonen.

Umiddelbart er familien sluppet uskadt, det er nabobebyggelsen, der er blevet ramt af raketnedslaget.

Men chokket og frygten har sat sig fysisk i den unge, gravide kvinde. Hun mærker fødselsveerne gå i gang. Det er næsten to måneder for tidligt. Med ét virker Danmark og Aarhus endnu længere væk end nogensinde før.

Nyt land

Tre måneder senere møder Omnibus det syriske ægtepar, Mohamed Muneer Alkhalef og Nermin Yahya, i deres lille taglejlighed i Aarhus. De er begge indskrevet på Institut for Fødevarer på AU, hvor de skal følge kandidatkurser indtil sommer.    

Vi sidder i en halvcirkel i spisekrogen i køkkenet. Det er Muneer, der fortæller om natten på altanen og drømmen om Danmark. Nermin sidder ved siden af sin mand og vugger deres lille datter, Jouli, i sine arme. Jouli kom til verden ved kejsersnit på hospitalet i Aleppo om morgenen den 25. august efter raketnedslaget i nabobygningen.

Hendes krølhårede storebror, Ahmad, spankulerer storsmilende rundt på køkkengulvet mellem stolene. Han pludrer med i voksensnakken på et sprog, man kun kan forstå, hvis man er halvandet år gammel. ”Hvad hedder du?” spørger hans far på dansk og får et stort grin tilbage som svar.   

På venstre side af Muneer sidder parrets dansk-ægyptiske ven, som har tilbudt at oversætte mellem arabisk og dansk under interviewet.  

”Vi er lykkelige over at være undsluppet krigen og taknemmelige over at have fået muligheden for en bedre fremtid,” siger Muneer. 

Borgerkrigen

Muneer og Nermins fælles historie begynder i 2011 på universitetet i Aleppo. Det var en fælles ven, som introducerede dem for hinanden i et af laboratorierne.

De flyttede sammen i 2012 og fik deres søn i starten af 2013. Imens intensiveredes opstanden mod præsident Assad og udviklede sig til regulær borgerkrig. En krig, som har ændret dagligdagen radikalt, fortæller Muneer. 

”Det er som at leve i ild. Hver dag er farlig. Nogle dage er det komplet umuligt at gå ud, man kan hverken handle eller tage på universitetet. Og i lange perioder mangler der både vand og elektricitet.”

Omstændighederne gjorde det nærmest umuligt at passe studierne og udføre de nødvendige prøver i laboratoriet, siger han.

”Når man skal analysere prøver, har man brug for både vand og elektricitet. Så det betød, at det nogle gange tog seks måneder eller mere at gennemføre en enkelt test.”

Doktorgraden

Det er frustrerende, når man som Muneer og Nermin drømmer om en doktorgrad og har arbejdet mange år for at opnå den. Derfor – og på grund af den usikre situation i deres hjemby – besluttede de sig i slutningen af 2013 for at søge om udveksling gennem programmet Erasmus Mondus – Dunia Beam.

De søgte tre universiteter i henholdsvis Italien, Sverige og Danmark og krydsede fingre for, at det ville lykkes at blive godkendt på samme universitet. Det gjorde det. I april 2014 kom beskeden om, at de var blevet godkendt på Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet.

”Det kan ikke beskrives, hvor lykkelige vi var. Jeg dansede rundt med min søn på stuegulvet,” husker Muneer.

Men det var kun første skridt. Der var stadig langt til Aarhus.

Checkpoints

Familien kunne ikke tage af sted uden en tilladelse til at opholde sig i Danmark. Ansøgningen om opholdstilladelse krævede et besøg på den danske ambassade i Syrien, hvilket vil sige i Libanon. På grund af borgerkrigen er ambassaden flyttet til den libanesiske hovedstad Beirut omkring 350 kilometer fra Aleppo.

Både Muneer, gravide Nermin og lille Ahmad måtte af sted i taxa for at få taget fingeraftryk til ansøgningen.  

”Det er meget vanskeligt at komme frem, for vejen er fyldt med checkpoints. Nogle er styret af regeringen, og nogle er styret af oppositionen,” siger Muneer. 

Det var i juli, familien tog turen sydpå gennem deres krigshærgede land fra Aleppo til Beirut og tilbage igen.

It-systemet

Derfra kunne de ikke gøre andet end at vente. Og vente. Og vente. Efter mere end en måned havde de stadig ikke hørt noget fra de danske myndigheder. Natten inden, de skulle have startet på universitetet i Aarhus, ventede de stadigvæk.

Det var den nat, de stod på altanen, da en raket smadrede ned i bygningen ved siden af. Og det var den følgende morgen, Nermin blev indlagt på hospitalet til kejsersnit. 

Om aftenen midt i kaosset blev Muneer ringet op fra Danmark af parrets kontaktperson fra Internationalt Center på AU. Hun havde dårligt nyt, deres ansøgning om opholdstilladelse var blevet væk. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) kunne ikke finde den i it-systemet.

Viljestyrke

På mirakuløs vis gik fødslen godt, og familien var tilbage i deres lejlighed allerede dagen efter. Men ægteparret var slået ud af chokket og af oplysningen om ansøgningen, der var blevet væk.  

”Det var lige som at få to hårde slag i hovedet. Vi var ved at miste håbet om nogensinde at komme til Danmark. Alle papirerne skulle ordnes igen, og så skulle vores datter jo også have papirer nu,” siger Muneer. 

Alligevel gav de to unge syrere ikke op. Og i Danmark fik deres kontaktperson arrangeret, at de kunne maile deres dokumenter til hende, så resten kunne blive klaret mellem Internationalt Center på AU og STAR.   

Godt tre uger senere kom der besked fra ambassaden i Beirut om, at deres visa endelig var klar til afhentning. Muneer og Nermin kunne pakke deres kufferter og gøre klar til rejsen over Beirut til Danmark. 

De hellige krigere

Men familien skulle nå at blive rystet endnu engang, før de kunne få lov at slippe væk fra deres borgerkrigsramte land. 

Et par dage inden afrejsen tog Muneer til sin hjemby uden for Aleppo for at tage afsked med sine forældre.

Det var først, da han var sikkert tilbage, at han fortalte, hvad der var sket på vej ud af byen. Der var ingen grund til at gøre Nermin nervøs, siger han.

Muneer var blevet stoppet af to krigere fra Islamisk Stat (IS), som tog hans studiekort, fortæller han og gengiver ordudvekslingen, der fulgte:

- Er du studerende?

- Ja.

- Hvorfor er du studerende?

- Fordi jeg har en drøm, jeg gerne vil opnå.

- Det skal du ikke. Du skal komme og kæmpe sammen med os.

IS-krigerne ville ikke give Muneer studiekortet tilbage. Hvis han ville have det, kunne han komme og hente det på deres tilholdssted, sagde de.

Muneer fik lov at tage videre, og da han nåede frem til sine forældre, spurgte han sin far til råds om situationen.    

”Glem dit studiekort,” var farens reaktion. ”Hvis du tager derhen, dræber de dig måske.” Muneer fulgte sin fars opfordring og tog direkte hjem til Nermin og sine to små børn.   

Smilets by  

Den 22. september nåede familien til Beirut, hvor de kunne hente deres visa på ambassaden. En uge senere landede de i Danmark og blev budt velkommen af deres kontaktperson fra Internationalt Center.

”Vi føler os meget velsignede og heldige. Det var som at komme ud af helvedes ild og ind i paradis,” siger Muneer.

Familien føler sig velkommen i Aarhus. Muneer er på én gang overrasket og taknemmelig over danskernes åbenhed. 

”Jeg havde en forestilling om, at danskere var meget lukkede, men det er helt modsat. Vi oplever stor hjælpsomhed, og jeg ser kun smil på folks læber, når de ser vores familie,” siger han.