Omnibus prik

Studenterrådet får ny forperson i utide

Tidligere næstforperson Julie Olesen er rykket et skridt op, og hun varetager nu posten som forperson. Indtil videre resten af året, mens hun overvejer, om hun skal stille op til posten igen.

Julie Olesen har været aktiv i studiepolitisk arbejde i mange år. I gymnasietiden var hun forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i Sønderjylland, og hun var knap trådt inden for døren på AU, før hun engagerede sig. Foto: Asbjørn With

Egentlig skulle Christian Hansen have været forperson for Studenterrådet frem til næste valg, men sådan blev det ikke. Fornyeligt har rådets forretningsudvalg enstemmigt besluttet, at Julie Olesen overtager posten, mens Christian Hansen fortsætter som menigt medlem af forretningsudvalget.

”Christian har givet udtryk for, at han har haft for meget at se til. Han ønsker ikke at brænde ud, og da han stadig har gang i en masse gode projekter, og er vigtig for arbejdet i Studenterrådet, har vi besluttet at bruge vedtægternes mulighed for at skifte forperson,” siger Studenterrådets nye forperson Julie Olesen.

Hun har været aktiv i det studenterpolitiske arbejde i årevis, og var ikke mange sekunder om at involverer sig, da hun for to år siden trådte ind på Aarhus Universitet for første gang for at læse Statskundskab. Først i Statsrådet på Statskundskab, og da muligheden bød sig, stillede hun op som kandidat til bestyrelsen. Valget faldt på Anastasia Christensen som Studenterrådets spidskandidat sammen med Jens Vase. Men der blev lagt mærke til Julie Olesens energi, og hun blev opfordret til stille op til forretningsudvalget.

Julie Olesen blev valgt, og var menigt medlem i et år, inden hun sidste år blev næstforperson.

Og nu er hun forperson. I hvert fald valgperioden ud.

Fokus på studiemiljøerne

”Vi har vurderet, at udskiftningen er den bedste løsning. Vi kigger lige nu på vores arbejdsgange, og de opgaver vi har, med henblik på at gøre arbejdet i Studenterrådet mere bæredygtigt på længere sigt. Vi skal sikre, at det er en god oplevelse,” siger Julie Olesen.

Mens Studenterrådet kigger sig selv efter i sømmene, fortsætter arbejdet for at forbedre de studerendes vilkår og studiemiljø ufortrødent.

”Noget af det, vi har rigtig meget fokus på er studiemiljøerne og foreningslivet. Der er mange studier og dermed studiemiljøer, der er flyttet, og i fremtiden skal endnu flere flytte. Der har vi en vigtig opgave i at sikre, at det ikke går ud over studiemiljøerne og foreningslivet,” siger Julie Olesen med henvisning til BSS’s flytning til Universitetsbyen, hvor også store dele af Arts-fakultetet skal flytte ind om nogle år.

Erfaren i studiepolitik

At arbejde med studiepolitik er langt fra nyt for den nye forperson. Hun er født og opvokset i Padborg i det helt sydligste Danmark og engagerede sig allerede i folkeskolen i elevrådsarbejdet. Hendes far sad i byrådet, og det har været helt naturligt for Julie Olesen at se nyheder og diskutere politik. Særligt uddannelsespolitik og levevilkårspolitik, herunder SU, bolig, trivsel, transport og bæredygtighed.

”Selvom jeg gik på musiklinjen på gymnasiet, var det helt naturligt for mig at vælge Statskundskab. Jeg er optaget af samfundet og politik, og jeg er præget af min tid i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og det arbejde, jeg var med i der som forperson for gymnasieeleverne i Sønderjylland,” fortæller Julie Olesen og fortsætter:

”I gymnasiet blev politik synligt og noget, man kan havde indflydelse på. Gymnasieårene er meget formative og har stor betydning for resten af ens liv, og det er så ærgerligt, at der bliver sparet på det.”

Stil op og stem!

Lige nu står universitetsvalget for døren, og Studenterrådet er naturligvis i fuld gang med at planlægningen op til valget.

”Vi vil gerne have så mange som muligt til at stille op, så vi sikrer bred studenterrepræsentation i alle de råd og nævn, der er. Det er vigtigt, at der er studerende repræsenteret der, hvor studieplanerne laves, og hvor der arbejdes med sager, som har direkte indflydelse på vores uddannelser, trivsel og studiemiljøer,” siger Julie Olesen, der håber at stemmeprocenten bliver højere ved dette valg end ved de seneste.

”Stemmeprocenten betyder meget, for den giver de studerende, der bliver valgt, et tungere mandat til det arbejde de skal i gang med, og det er et udtryk for, at deres medstuderende sætter pris på studenterdemokratiet og de valgte repræsentanters indsats,” fortsætter hun og slår fast, at det derfor er bedre at stemme, selvom man ikke er helt sikker på, hvem man stemmer på, end at man lade være med at stemme, fordi man måske ikke lige kender kandidaterne.

”Det tager to minutter at stemme, og det har en kæmpe betydning, så kom nu,” lyder opfordringen til de medstuderende i alle hjørner af universitetet.

Genopstiller - måske

Som noget nyt i år forsøger Studenterrådet at skabe fokus om universitetsvalget ved at trække universitetets autocamper af stalden og placere den strategisk i Universitetsparken, Universitetsbyen og i Nobelparken som en mobil stemmeboks, der skal minde alle om, at de skal stemme. Valget foregår dog fortsat digitalt.

Lokalpolitisk holder Studenterrådet øje med, hvad de folkevalgte politikere i Aarhus laver, og rådet har skrevet høringssvar og blandet sig i sagen som snerydning ved eksamenshuset, busforbindelser til kollegier i udkanten af byen som Skjoldhøj Kollegiet og natbussernes frekvenser og ruter. På nationalt plan har Studenterrådet lige nu blikket rettet mod en finanslov, der kan ende med at have konsekvenser for SU’en til hjemmeboende og ikke mindst indførelsen af nye krav om for dimittenders mulighed for at opnå dimittend dagpenge.

Studenterrådet vil sammen med en række andre studenterpolitiske interessenter være til stede foran Christiansborg på tirsdag, når Folketinget åbner for at udtrykke en fælles holdning til den del af finanslovsudspillet.

Mens der er nok at se til i det studenterpolitiske overvejer Julie Olesen også sin egen fremtid.

”Jeg ved ikke endnu, om jeg genopstiller. Jeg har siddet i mere end to år, og det er altid godt med nye kræfter. Samtidig er det også vigtigt, at der er noget kontinuitet i arbejdet, så der er både noget, der taler for og imod,” siger Julie Olesen.