Studenterrådsformand: Studienævn reduceres til ligegyldigt gummistempel

Studenterrådet er forarget over forslag, som vil fratage studerende og ansatte indflydelse på uddannelsernes indhold og kvalitet. ”Det er et opgør med det nære fagdemokrati på uddannelserne,” lyder det fra studenterrådsformand Emil Outzen.

Studerende protesterede mandag formiddag mod forslag om at mindske studienævnenes indflydelse. Et forslag, som ifølge Studenterrådet bringer nye, udemokratiske vinde med sig. Foto: Mette Marie Heinfelt

Udvalg om bedre universitetsuddannelser

Regeringen nedsatte i april 2017 Udvalg om bedre universitetsuddannelser. Udvalgets opdrag er kort fortalt at undersøge, hvordan universitetsuddannelser kan styrkes i forhold til indhold, længde og opbygning.

Udvalget er sammensat af repræsentanter fra Danske Universiteters rektorkollegium, Dansk Industri, Akademikerne, Dansk Erhverv, Finansministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet samt tre danske eksperter fra universiteterne. Udvalget præsenterede 12. marts sin rapport og 37 anbefalinger. 

Regeringens ’Udvalg om bedre universitetsuddannelser’ præsenterede mandag formiddag ikke færre end 37 anbefalinger til, hvordan uddannelser på landets universiteter kan blive bedre.

En af dem, der lige nu er i færd med at nærstudere den digre rapport på 450 sider, som udvalget har offentliggjort, er studenterrådsformand Emil Outzen. Og særligt én af anbefalingerne er han oprørt over. Det drejer sig om anbefalingen om ”at ansvaret for uddannelsernes indhold og kvalitet bør forankres entydigt i den enstrengede ledelse”, som det hedder i rapporten.

”Vi er forargede over det her forsøg på at stoppe de demokratiske vinde på universiteterne. Det er et opgør med det nære fagdemokrati, som vi har haft på uddannelserne siden 1970’erne. Hvis man lægger ansvaret for uddannelsernes indhold og kvalitet over til ledelsen, bliver studienævnet reduceret til et ligegyldigt gummistempel,” lyder det fra formand for Studenterrådet på Aarhus Universitet, Emil Outzen.

Et flertal i udvalget anbefaler at ændre universitetsloven, så det alene bliver ledelsens ansvar ”at tilrettelægge arbejdet med og udstikke rammerne for uddannelsernes indhold og kvalitet”. Baggrunden er, at der ifølge udvalget i dag er uklarhed om ansvarsfordelingen mellem studienævn og ledelse. Studienævnene bliver ikke nedlagt, og deres rolle vil fortsat være at udarbejde studieordninger og følge op på uddannelsesevalueringer og merit inden for de rammer, som ledelsen fastsætter.

Men det vil de facto udhule studienævnenes – og dermed de studerendes og ansattes –  indflydelse markant, mener Emil Outzen. 

”Nævnene reduceres jo til blot at have en rådgivende funktion,” siger han.

Udvalg ikke enig om anbefaling 

De studerende er ikke alene om deres kritik af forslaget. Faktisk har Udvalg om bedre universitetsuddannelser ikke kunnet blive enige om anbefalingen. Et flertal i udvalget bestående af repræsentanter fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, Finansministeriet, Dansk Industri, Dansk Erhverv samt professor i økonomi David Dreyer Lassen fra KU og professor i jura Mads Bryde Andersen fra KU støtter forslaget. Mens et mindretal i udvalget, som tæller repræsentanter for Akademikerne, Danske Universiteter samt lektor og centerleder ved Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier ved AU, Tina Bering Keiding, ønsker at fastholde studienævnenes nuværende rolle. 

”Vi kan fra Akademikerne ikke støtte flertalsanbefalingen om at stække studienævnene. Derfor har vi sammen med rektorerne i Danske Universiteter lavet en mindretalserklæring om, at vi ønsker at fastholde studienævnenes nuværende rolle, hvor medindflydelse og medinddragelse sikrer et højt fagligt engagement fra de studerende og videnskabelige medarbejdere i udviklingen af uddannelsernes tilrettelæggelse og faglige indhold,” skriver formand for Akademikerne Lars Qvistgaard i en pressemeddelelse.

Vindmølleprotest mod nye, udemokratiske vinde

Rygtet om, at et flertal i udvalget ville reducere studienævnenes indflydelse var rejst i forvejen, og Studenterrådet på AU gik derfor blot en time efter rapportens offentliggørelse på barrikaderne for at protestere. 

Foto: Mette Marie Heinfelt

Rundt om på campus i Aarhus har Studenterrådet placeret små, orange vindmøller og bannere, hvor der står:

”Gennem 50 år har demokratiske vinde blæst på de danske universiteter. Men nu vil regeringen afskaffe den struktur, som gennem årtier har sikret studerende og undervisere medbestemmelse. Det betyder, at vi ikke længere vil få indflydelse på vores studier!”