Studerende frustreret over, at studiepladser ofte inddrages til eksterne arrangementer
Studerende retter kritik af antallet af eksterne arrangementer i S-bygningen på Aarhus BSS. Prodekan for uddannelse forstår kritikken. Men pointerer, at arrangementerne også er en fordel for de studerende.
”Fantastisk. Aarhus BSS, stedet hvor studerendes studiepladser og kantineområde altid liiige kan vige pladsen for et eksternt rettet arrangement. I dag sker det så igen for 117. gang. Bliver så træt.”
Sådan lød et tweet fra økonomistuderende Emil Outzen i sidste uge, hvor S-bygningen på campus Fuglesangs Allé dannede ramme om et arrangement. Hvilket betød, at de studerende ikke kunne gøre brug af studiepladser og kantineområde. Noget, der sker alt for ofte, ifølge Emil Outzen.
”Jeg ser det som et stort problem, at de rømmer alle studiepladser – og typisk i meget god tid. Hvis det var et arrangement til de studerende, ville man flytte os fra et sted til et andet, men her skal vi flyttes sammen på mindre plads,” siger han.
Ledelsen anerkender problemet
Ledelsen på BSS anerkender, at det kan være forstyrrende for de studerende, når S-bygningen bliver brugt til arrangementer.
”I løbet af et semester bruges S-bygningen til arrangementer en tredjedel af tiden. Så jeg forstår absolut godt, at det kan være til gene, siger Per Andersen, der er prodekan for uddannelse på Aarhus BSS.
Han understreger dog, at størstedelen af arrangementerne kommer de studerende til gode.
”Vi har selvfølgelig arrangementer, der er rettet mod eksterne, men det er en meget lille del af dem. Langt størstedelen af arrangementerne er studierettede, fordi vi ønsker at koble de studerende sammen med erhvervslivet. Det gælder eksempelvis et arrangement som Company Dating.”
Enig i strategien, meen
Emil Outzen er enig i, at Aarhus BSS skal være åbne over for omverdenen.
”Det er som sådan et positivt træk, at fakultetet orienterer sig udad, men at man gang på gang inddrager de studerendes arbejdsplads – det er ikke super holdbart. Studiemiljøet kan blive ødelagt, fordi de studerende må tage hjem eller finde andre steder end BSS at arbejde på grund af pladsmangel,” siger han.
Per Andersen understreger, at det er en balancegang:
”Ideelt set ville der være betydeligt mere ro i S-bygningen. Det er en balance mellem at være åbne over for omverdenen og tilgodese de studerende. Vi arbejder konstant for at skabe gode forhold for læsning og gruppearbejde på Fuglsangs Allé. I øjeblikket er vi i gang med omstruktureringer, der forhåbentlig giver mere luft, siger han.
Emil Outzen har tidligere været i dialog med ledelsen på BSS, og mener da også, at de har forsøgt at forbedre forholdene for de studerende.
”Mit indtryk er, at de har forsøgt at gøre noget ved problemstillingen ved blandt andet at åbne i R-bygningen.