Omnibus prik

Studerende: Ja, vi bruger AI – men ikke uden bekymring

Ved årets studiemesse gennemførte Omnibus en aldeles uvidenskabelig undersøgelse om studerendes brug af AI i studielivet. Studerende bruger flittigt AI, mange foretrækker ChatGPT, de benytter gratisversionen – men ikke uden bekymring for egen læring, miljø og etiske dilemmaer.

På Omnibus' stand på årets studiemesse blev de studerende opfordret til at fortælle, om de bruger AI i studielivet – og hvordan. Foto: Omnibus

Da Studenterrådets studiemesse i sidste uge samlede hundredvis af nye og garvede studerende i universitetets Aula, Vandrehal og Solgård, bad Omnibus over messens tre dage de studerende svare på, om de bruger AI i studielivet. Med krydser sat med sort sprittusch svarede de også på, hvilke AI de bruger, om de bruger gratisversioner, hvad de bruger AI til i studielivet og ikke mindst hvordan de har det med at bruge AI. 

Undersøgelsen vil formentlig give enhver med lidt forstand på undersøgelsesdesign tics i øjenkrogen. Den er spækket med fejlkilder. Vi ved for eksempel ikke med sikkerhed, hvor mange respondenter der har sat kryds på tavlen. Vi ved omvendt med sikkerhed, at ikke alle svarede på samtlige spørgsmål. Studerende fik ved flere af spørgsmålene mulighed for at sætte flere kryds, idet svarmulighederne ikke var gensidigt udelukkende. Når det er sagt, tegner krydsene på tavlen dog et billede af, hvordan studerende bruger AI i studielivet – og hvordan de har det med det. 

Ja tak til gratisversion 

Blot 52 studerende satte deres kryds ud for rubrikken ’Nej, jeg bruger ikke GAI’. Omvendt satte 200 kryds ved, at de bruger gratisversion, mens 41 tilkendegav, at de betaler for at bruge AI. Skal vi driste os til at sætte procent på, svarer det til, at 68 bruger gratisversion, mens 14 procent betaler og 18 procent ikke bruger AI. 

Den mest populære AI blandt de studerende er med afstand ChatGPT, herefter følger Google Gemini, Microsofts Copilot og Claude. I bunden finder vi Elon Musks Grok, som kun 2 benytter, og heller ikke den franske Mistral tidligere kendt som Le Chat har vundet særligt stort indpas blandt studerende. Fem gav udtryk for, at de benyttere kinesiske DeepSeek. 

Den mest populære AI blandt de studerende er med afstand ChatGPT, herefter følger Google Gemini, Microsofts Copilot og Claude. I bunden finder vi Elon Musks Grok, som kun 2 benytter, og heller ikke den franske Mistral tidligere kendt som Le Chat har vundet særligt stort indpas blandt studerende. Fem gav udtryk for, at de benyttere kinesiske DeepSeek. 

Hvordan bruger studerende AI?  

På en af tavlerne bad vi de studerende fortælle, hvad de bruger AI til – de måtte sætte flere krydser. Vi talte 57 krydser ud for udsagnet ’Alt – AI er min personlige study buddy’. Mest udbredt var dog med 167 krydser brug af AI til at opsummere tekster i pensum. Her kan studerende risikere at komme på kant med loven om ophavsret, hvis de uploader hele e-bøger, kapitler eller artikler til en AI. 

Her kan du som studerende læse mere om, hvad du skal være opmærksom på i forhold til AI og ophavsret.   

Den næstmest populære brug er til at få feedback på skriftlige opgaver (147 krydser), skarpt forfulgt af korrektur på skriftlige opgaver og afleveringer (145 krydser). 62 krydser stor der ud for svarmuligheden ’ jeg bruger AI til at løse personlige dilemmaer i (studie)livet. 

Bekymrer sig om miljø, egen læring og etik

Brugen er flittig, men ikke uden bekymring. Mange studerende (159 krydser) gav udtryk for, at de er bekymret over de miljømæssige konsekvenser brugen af AI har i kraft af de strøm- og vandkrævende datacentre, der skal til for drive AI. Dernæst følger bekymring om, at brugen af AI skal gå ud over de studerendes eget faglige udbytte (150 krydser). Bekymring over etiske aspekter fylder mindre (112 krydser). I bunden af listen finder man skam over brugen af AI med 64 krydser. 

Nogle studerende har uddybet med kommentarer:

”Det kan være brugbart til at forstå emner, men den tager kunstigt over – og laver arbejdet for én,” skriver en. 

En anden giver udtryk for at være ok med brugen af AI: ”Så længe jeg ikke mister min egen kreativitet og tænkeevne.” 

En anden bruger er dog mindre imponeret: ”Den giver ofte fagligt forkerte svar #Arts” 

Mens en anden er begejstret:

”Elsker det”.