Studiestart for fuld smadder – og med sportscola i blodet
Studiestarten giver genlyd overalt på campus i disse dage. I Universitetsparken tog en flok nye naturvidenskabere hul på uni-livet med flyvende mælkekasser, tovtrækning – og sportscola. Her indfanget i en fotoreportage af Roar Lava Paaske.
Efter en lang sommerferie, hvor universitetet har været næsten tomt for studerende, og hvor medarbejderne nærmest har kunnet høre græsset gro i Universitetsparken, er stilheden nu forbi. De nye studerende har indtaget campus og gelejdes med fast tutor-hånd gennem propfyldte introprogrammer.
Torsdag eftermiddag stod der ParXafari i Universitetsparken på programmet for de nye studerende på matematik, matematik/økonomi, fysik, nanoteknologi, datalogi og datavidenskab på Aarhus Universitet.
Omdrejningspunktet for dagens ParXafari var forskellige poster med intense fysiske lege med alt godt fra gymnastiksalen – og byggemarkedet. Og stemningen var intens. Ved tovtrækningsposten kæmpede de nye studerende, som gjaldt det deres liv, på hver sin side af det lange tov for at undgå at blive trukket ned i parkens åløb.
”Hiv, hiv, hiv!” lød det.
Blandt de nye studerende er Bastian Madsen, der skal til at læse fysik.
”Der er fuld smadder på stemningen lige nu. Vi skal igennem en masse poster, som tester os fysisk, så det er rigtigt fedt. Ellers har vi ikke kørt så hårdt på."
Længere oppe på en af parkens bakker var der gang i noget, der lignede sækkevæddeløb, blot med mælkekasser i stedet for affaldssække. Hvilket dog ad flere omgange viste sig at være nemmere i teori end praksis.
"Kom så, op igen, du kan godt!"
Balancen blev sat på prøve, og i en kavalkade af råb og opmuntrende ord fra holdkammeraterne faldt studerende på stribe ud af mælkekasserne og ned i det nyslåede græs. De studerende, som efter x antal forsøg lykkedes med at vraltehoppe sig igennem banen, skulle med lynets hast sende mælkekasserne retur til den næste kasseløber i rækken. Væddeløbsbanen forvandlede sig derfor hurtigt til et farligt luftrum med mælkekasser, hvor flere måtte kaste sig til siden for at undgå at blive ramt af de grønne plastikmissiler.
Mens studiestarten tidligere har rimet på promille, har alkohol siden 2017 været forbudt før og under faglige arrangementer. Og i Mat/Fys-Tutorforeningens program har øllene derfor længe været byttet ud med sodavand. Den linje har Bastian Madsen det godt med:
”Jeg har jo hørt en del om, at rusugen handler meget om øl, men her er det slet ikke en del af programmet. Det er rart, at man selv bestemmer, hvornår man drikker, og det kan man jo så bare vælge at gøre bagefter. Generelt vil jeg give en stor praise til vores tutorer for at lave sådan nogle gode rammer for os,” fortæller han.
På sikker afstand fra de flyvende grønne kasser stod netop to af de højt værdsatte tutorer Camille Bonnard og Andreas Poulsen. Iført neongule overalls og sorte solbriller vågede de over de dugfriske studerende. Ifølge de to garvede tutorer har fokus igen i år været på at give de studerende en sjov og tryg opstart uden druk på programmet:
”Vi har længe kørt det sådan her uden øl inden for det planlagte program. Det giver bare mere ro på for de nye til lige at mærke, hvad uni er, og samtidig huske på, at der altid er en dag i morgen. Og dem, der gerne vil have øl, skal jo nok få det,” siger Andreas Poulsen.
For at understrege kulturen med mindre ølpres og mere fokus på samvær har de også i foreningen valgt at omdøbe deres traditionelle SØØLs arrangement til SØHYG, fortæller Camille Bonnard.
Konkurrencerne og de mere eller mindre vanvittige fysiske aktiviteter fik i den grad de nye studerendes rå instinkter frem, og det var tilsyneladende ikke nødvendigt at pøse alkohol på det bål.
Korrekturlæst af Charlotte Boel