Debat om ytringsfrihed kom omkring både Muhammedtegninger, Hizb ut-Tahrir, amerikanske tilstande – og pædagogik

Der er højt til loftet i Aulaen på Aarhus Universitet – og det samme kan siges om debatten, da fire paneldeltagere og publikum torsdag eftermiddag debatterede ytringsfrihed på universitetet i anledning af 1-året for AU’s erklæring om ytringsfrihed.

Dekan ved Aarhus BSS Thomas Pallesen åbnede debatten og udtrykte sin glæde over erklæringen og fremhævede afslutningen i den, der slår fast, at selv om man for eksempel kan opfatte synspunkter som anstødelige, kan "ytringsfriheden dog aldrig underordnes disse hensyn”.

”Uden den, ville erklæringen, i mine øjne, ikke være så meget værd. Men det er jo et synspunkt. Og det kan diskuteres, og det er præcis det, der er formålet med dagens symposium,” sagde Thomas Pallesen.

Kort inde i det to timer lange symposium hev Emil Karlebjerg, der er statskundskabsstuderende og medlem af den tværborgerlige studenterforening Konservative Studenter, et billede frem af et maleri af profeten Muhammed fra det 14. århundrede, for som han sagde ”at trykteste rammerne”.  

”Det er meget relevant, fordi der for relativt nyligt har været en sag på Hamline University i Minnesota, hvor en underviser i et fag om islamisk kunst viste det her billede. Det var der så en studerende, der klagede over, og så blev underviseren fyret. Det, synes jeg, er dybt, dybt problematisk, og det viser netop, hvordan universitetet bør være et rum, hvor man har absolut ytringsfrihed,” sagde Emil Karlebjerg i sit indledende oplæg.

Akademisk frihed for undervisere – og studerende

KU-lektor Jakob V. Holtermann indledte med at understrege, at han meget gerne så, at Københavns Universitet fik en erklæring om ytringsfrihed i lighed med den på Aarhus Universitet. Dernæst fokuserede han i sit oplæg på, hvordan undervisere er beskyttet i situationer, hvor studerende klager over deres undervisning. Der må ifølge Holtermann være en grænse, så sager kan afvises i døren. Ellers er der intet bolværk mod grundløse klager.

”Vi må have ret til ikke altid at skulle forsvare vores undervisningsvalg. Selve det at blive indkaldt til en samtaler er i sig selv disciplinerende. Studerende bør ikke have garanti for, at der åbnes en sag, når de klager. Klager har bevisbyrden,” sagde han.

AU-lektor Gritt B. Nielsen, der forsker i pædagogisk antropologi, fremhævede i sin introduktion, at universitetet ”ikke er en offentlig park, hvor man kan sige, hvad der passer en,” og citerede Joan Scott:

”Free speech makes no distinction about quality, academic freedom does.”

”Flere, blandt andet Jakob, fremhæver nødvendigheden af at præcisere undervisernes undervisningsfrihed. Men jeg vil tilføje, at vi også har brug for at udforske, hvad akademisk frihed for studerende kan betyde i dag. Det er en frihed, der blandt andet tidligere har kunnet agere bolværk mod underviseres ortodoksi. Den nævnes sjældent i debatten, men det bør den,” sagde Gritt B. Nielsen.

Hun forklarede, at erklæringen, som den står i dag, givetvis vil føre til polarisering. Nogen vil læse den og mene, de kan sige, hvad de vil, mens andre vil læse den og tænke, den bliver brugt til at lukke dem ude, vurderer hun.

Pædagogik eller ytringsfrihed?

Da panelet tog fat på at debattere konkrete dilemmaer, herunder om man som studerende kan forlange af sin underviser at stødende ord eller tekster tages ud af pensum, pointerede Gritt B. Nielsen, at der ofte sker en sammenblanding af, hvad der handler om ytringsfrihed, og hvad der handler om pædagogik. En underviser, der fjerner et bestemt – for nogle stødende – ord, pålægger sig ikke nødvendigvis selvcensur.

”Det kan være et pædagogisk valg ud fra en betragtning om, at ordet er en for stor hindring for, at den studerende får det bedste ud af undervisningen,” sagde hun.

For Gritt B. Nielsen er det centrale, at grebet ikke forringer de studerendes læring.

Jakob V. Holtermann tilsluttede sig, at det i flere situationer handler mere om pædagogik end ytringsfrihed, men tilføjede den distinktion, at der er forskel på, om et ord bliver brugt af én selv i førsteperson, eller man omtaler en andens brug af ordet.

”Vi kan ikke bare sige, om et ord er stødende eller ej. Det er afgørende, hvordan det præsenteres,” sagde Jakob V. Holtermann, og brugte som eksempel, at han i sin undervisning kan beskrive Hitlers antisemitisme og omtale hans synspunkter, som er kategorisk anderledes ens Holtermanns egne.

Hvad med dem, der ikke ytrer sig?

AU-studerende og tidligere medlem af bestyrelsen Jonathan Rossen fremhævede, at et papir om ytringsfrihed er godt, men satte spørgsmålstegn ved, hvordan det kan bruges i praksis. Men han appellerede også til omtanke og hensyn.

”Det centrale er at balancere, så vi har et rum, der på samme tid tillader studerende og ansatte at kunne udfolde deres fagligheder og blive konfronteret af andres, og anerkender, at der kan være ytringer og måder at organisere sig på, der kan være utrygge for nogle. Det er noget, vi skal forholde os til. Vi kan arbejde med emner, der kan påvirke nogle meget emotionelt. For eksempel studerende med traumer. Skal de bare affejes, fordi ytringsfriheden ses som en hellighed? Eller skal vi tænke over, hvordan vi arbejder med det?,” sagde han og fortsatte:

”Når du afholder et symposium, tillader det nogle studerende at kunne rejse sig op og tale, mens andre forholder sig stille. Når vi taler om ytringsfrihed, skaber vi også rammer, hvor nogle har lettere ved at udtale sig end andre. Hvordan sørger vi for, at de, der ikke ytrer sig, også kan være med?” lød det fra Jonathan Rossen.

Er universitetet åbent for alle?

Dilemmaet om, hvorvidt studenterforeninger bør holde sig fra at invitere politikeren Rasmus Paludan til arrangementer på universitetet, delte panelet en smule. For Gritt B. Nielsen har han intet at gøre på et universitet, hvis han kommer for at brænde en koran af. Men så længe det ikke er entydigt propagandistisk, bør universitetet som udgangspunkt kunne rumme alle.

”Jeg er tilbøjelig til at have ret vide rammer. For hvem skal beslutte, hvad man må, og hvad man ikke må?” sagde Gritt B. Nielsen og oplyste, at britiske universiteter har haft en lang tradition for ikke at tillade fascistiske talere.

Den information faldt Emil Karlebjerg for brystet. For hvem beslutter, hvad der er fascistisk?

”Det hører ingen steder hjemme. Selvfølgelig skal man kunne invitere Rasmus Paludan. Har man lyst til at invitere ham til en koranafbrænding, skal man da også have lov til det. Har man lyst til at invitere Hizb ut-Tahrir til at brænde Dannebrog af, skal man da også have lov til det. Du kan ikke sætte en klar skillelinje for, hvad der er okay, og hvad der ikke er. Hvad er fascisme? Jeg synes da, Hizb ut-Tahrir er fascisme. Det tror jeg også, jeg synes, Antifa er. De skal da også have lov til at komme og snakke,” sagde Emil Karlebjerg.

Jonathan Rossen tilføjede, at det må være op til den enkelte studenterforening at tage ansvar for, hvem de inviterer.

”Foreningerne har vurderingsretten. De skal vurdere, om de vil være afsender på det. De skal vide og stå ved, at det ikke er uskyldigt. Hver gang man giver en platform til nogle, skal man også være bevidst om, hvem modtageren er, og hvad platformen tillader,” sagde Jonathan Rossen.

Rektor: Uenighed er ilt for et universitet 

AU’ rektor Brian Bech Nielsen overværede debatten, og det var også ham, der sluttede den af med en kort tale.

”Nu håber jeg ikke, at overskriften i Omnibus i morgen bliver, at rektor lukkede ned for ytringsfriheden. Det er i hvert fald kun debatten her, jeg lukker ned for” begyndte han muntert.

”Jeg håber ikke, at nogen efter i dag er i tvivl om, at på Aarhus Universitet, har vi ytringsfrihed, og vi værner om den. Men som vi også har set på nogle af de eksempler, der er fremhævet her, er det ikke altid helt simpelt, når det skal omsættes i praksis,” sagde han.  

”Uenighed er ilt for et universitet. Det er et livgivende grundstof for os på universiteterne. Samtidig er der det med ilt, at hvis koncentrationen bliver høj nok, kan stort set alt brænde meget voldsomt. Uenighed giver fremdrift, men håndterer man det uelegant, kan man belaste menneskelige relationer. Så selv om vi alle har en forpligtelse over for vores faglighed - og det betinger at meninger brydes - er det ikke forbudt at opføre sig ordentligt og respektfuldt,” sagde Brian Bech Nielsen.