Anmeldelse: Symposion serverer uortodokse drinks i klassiske omgivelser
Fredagsbaren for klassiske studier er lige netop det – helt klassisk. Der er lyst, der er svalt, og der er lagt op til spændende samtaler over en kold øl. Men er du til dansegulv, må du over til naboen.
ANMELDELSE: Symposion
Anmeldt den 12. maj 2023 (tidlig aften)
Symposion: Fredagsbar for klassiske studier
Hvor: Jens Chr. Skous Vej 3, bygning 1451, 8000 Aarhus
Facebook: Symposion
(facebook.com)
Åbningstider: 16.00-24.00 (nogle gange kun indtil 22.00)
Særkende: Lille, intimt lokale med drinks opkaldt efter guder. Tænk: klasselokale møder Akropolis – søjlerne er dog printede
Priser:
Øl og vin: 10 kroner
Drinks: 10 kroner (2 for 15)
Kaffe og sodavand: 5 kroner
Shots: 10 kroner (15 kroner for specialshots)
Plus:
- Dejligt indeklima på en varm forårsaften
- Musikniveauet matcher barens mission om at lægge op til samtaler
- Baren tilbyder foruden øl, shots og drinks også vin og kaffe
Minus:
- På travle aftener kan det være svært at finde en plads
I stueetagen i bygning 1451 mødes modsætninger. Mens Theos Bar både byder på begyndende indendørs dansegulv og friske øl fra kassen i Nobelparkens solbeskinnede udendørsområde, er Symposion en noget mere lavmælt nabo. I det lille, veloplyste lokale inviterer klassisk arkæologi og filologi på kolde øl og – lad os kalde dem opfindsomme – drinks. I loftet hænger der kulørte lamper, og i reolen kan du enten snuppe et brætspil eller fordybe dig i Lademanns Leksikon bind 1 til 31. Klokken nærmer sig seks, og snakken går lystigt ved lokalets tre langborde og bag baren.
Selvom det er en varm, sommerlig forårsaften, breder der sig her i lokalet en kølig brise fra det store vindue ud til Ringgaden. Her er svalt og behageligt at være, og fra vores siddepladser skimmer disse to drinkstørstige anmeldere det store whiteboard-menukort, som er omkranset af meterhøje udklip af joniske søjler. Vi tager et modigt valg: to styks Demeter-eliksir. En rumtempereret drink med vodka, pumpkin spice-sirup og Topform. Da vi smager på den, er den første tanke, der melder sig, et spørgsmål. Hvorfor? Det kan de kyndige frivillige i baren heldigvis svare på.
”Det er en opskrift fra en halloweenfest. Ja, så kreative er vi. Vi havde noget ekstra sirup på depotet og tænkte, at vi jo lige så godt kunne få brugt det op,” fortæller Lisa Løngaa, som læser klassisk filologi på fjerde semester.
Til en anden gang havde vi nok valgt en øl fra køl, selvom halvdelen af anmelderparret efterhånden vænnede sig til den krydrede, sirupsøde smag, som hun nærmede sig glassets bund. Den slags uenigheder i smagspræferencer giver anledning til masser af samtale, og den får lov at flyde i et behageligt stemmeleje til et dæmpet lydtapet af popmusik. Her hos Symposion er det tydeligt, at der er lagt op til hyggesnak frem for højtråbende drukspil og dans.
Hvad siger gæsterne?
Lisa Løngaa fortæller, at barens gæster typisk består af stamgæsterne fra klassisk filologi og arkæologi, mens studerende fra andre studier typisk holder sig til at lægge vejen forbi i forbindelse med bar-crawls. Og rigtigt nok er et af bordene besat af en gruppe af studerende såvel som undervisere fra de to klassiske studier. Blandt dem sidder Sara Didriksen, som læser klassisk filologi på kandidaten.
”Fredagsbaren er et godt sted til stille og roligt at møde studerende fra de andre årgange og til at få talt med sine undervisere. Rundt om bordet her sidder vi faktisk tre årgange,” fortæller hun, mens hun scanner bordet og tæller. Ved siden af hende sidder Mathilde Andresen fra bacheloruddannelsen i klassisk filologi.
”Vi er så lille et studie, at vi lidt er tvunget til at lære hinanden at kende på tværs af årgangene,” supplerer hun.
Og det er bestemt ikke en udfordring at møde de andre studerende i den velbesøgte bar, kan vi forstå.
”Når her er temabar, kan der være så proppet, at her ikke er siddepladser nok til alle. Og så kan folk jo godt finde på at hoppe lidt frem og tilbage mellem os og Theos, hvis de får lyst til at danse,” fortæller Sara Didriksen.
De to barer kan umiddelbart lyde som konkurrenter, men sådan ser hun det ikke.
”Theos er en klub, og vi er et værtshus,” fortæller hun. Dog, kære læser, må vi her understrege, at du nok nærmere skal forestille dig en veloplyst vinbar end et brunt værtshus for dig ved denne beskrivelse.
”Vi kan noget forskelligt, og vi er gode til at hjælpe hinanden. Hvis Symposion løber tør for øl eller shotglas, smutter de frivillige bare over til Theos og får lov at købe nogle af dem,” fortsætter hun.
Således betryggende oplyst om det solidariske fællesskab mellem den lille og den store i 1451 lakker vores besøg hos arketypen på en universitets-fredagsbar mod enden. Så hvis du sidder og har lyst til den der slags fredagsbar, hvor musikken er stille, lyset er tændt og indeklimaet behageligt, så er Symposion et godt bud. Og ellers kan du jo altid svinge forbi naboen for at få pulsen lidt op.
SÅDAN GØR VI
Vi sender to anmeldere afsted, som først opholder sig i baren i noget tid uden at give sig til kende for at få indtryk af stemningen i baren og faciliteterne.
Da en fredagsbar typisk vil ændre karakter fra eftermiddag til aften, giver vi os til kende og taler med bargæster og barpersonale for at få indtryk af, hvordan baren typisk vil udvikle sig, og hvad man fra barens side forsøger at opnå.
Vi giver ikke karakterer på en skala. Fredagsbarerne på AU er meget forskellige og kan derfor være svære at sammenligne og bedømme på den samme skala. Vi opsummerer i stedet vores anmeldelse i plus og minus.