Syng din torsdag i gang med fællessang på Det Kgl. Bibliotek
Hvis du er en af dem, der sad på Det Kgl. Biblioteks læsesale i december, kan du måske huske, at der blev sunget julesange i Bibliotekshaven. Nu er sangen tilbage hver torsdag klokken 9.30 til 9.45.

Der er altid rift om pladserne på læsesalene Det Kgl. Bibliotek. Denne torsdag morgen overdøves de travle studerendes hastige skridt op og ned ad trapperne af tonerne af flygel og fællessang.
”Jeg er din barndoms gade, jeg er dit væsens rod”.
Hver torsdag mellem 9.30 og 9.45 genlyder Bibliotekshaven på Det Kgl. Bibliotek af sang. Torsdag den 27. februar lægges der ud med Anne Linnets musikalske fortolkning af digtet Barndommens Gade af Tove Ditlevsen.
Det er Jakob Sølvsten Khalili, der står for forordet inden sangen. Han er informationsspecialist på Det Kgl. Bibliotek. Foran ham står en såkaldt sangønskekasse. Her kan man lægge en lille lap papir ned med et sangønske, som man gerne vil synge en torsdag morgen. Han fortæller, at den er godt fyldt, og ønskerne spænder fra Britney Spears til Shu-bi-dua. Sangønskekassen står fremme hele ugen og er åben for ønsker.
Ideen udspringer af de julesange, der blev sunget i december som led i bibliotekets ambition om at styrke studerendes trivsel, siger Jakob Sølvsten Khalili.
Hans kollega, Bjarne Søgaard Andersen, sidder ved klaveret og en god håndfuld mennesker er mødt op for at synge. Barndommens Gade behøver intet forspil. Folk ved godt, hvad og hvornår de skal synge. Ellers er der sat en skærm op med teksten, hvis hukommelsen skulle svigte.
Det flerstemmige kor, udgjort af studerende og personale, overdøver det rislende vand fra den lille pøl i Bibliotekshaven.
Flere og flere slår et smut forbi Bibliotekshaven. Hoveder titter frem på svalegangen udenfor læsesalene. Således synges denne torsdag godmorgen.
Næste sang er Dommen er faldet, ingen appel, som ikke vækker samme genklang hos fællessangerne. Den er skrevet af lærer ved Silkeborg Højskole, Marianne Søgaard, som endda er Bjarne Søgaard Andersens kusine.
Han må da også give os lidt forspil. Han kender den. Det er jo hans kusine, der har skrevet den, trods alt.
Sangerne forsøger at falde ind, inden Jakob Sølsten Khalili, runder af med et ”Det var det,” da sangen er slut. Folk trisser tilbage til læsesalene og skrivebordene. Sådan startede torsdagen med sang. Og det gør den hver torsdag klokken 9.30 til 9.45 i Bibliotekshaven på Det Kgl. Bibliotek.