Syv yngre forskere på AU modtager Sapere Aude-bevillinger for mere end 42 millioner kroner
Danmarks Frie Forskningsfond har uddelt i alt 220 millioner kroner til 36 yngre forskertalenter. Blandt dem er de syv fra Aarhus Universitet, og de har til sammen fået godt 42 millioner kroner til forskning inden for naturvidenskab, statskundskab, uddannelsesvidenskab og klassisk arkæologi.
Sapere Aude
- Midlerne uddeles af Danmarks Frie Forskningsfond.
- 36 forskere modtog bevillinger for i alt 220 millioner kroner.
- I alt søgte 391 forskere om bevillinger, 262 mænd og 129 kvinder.
- 15 kvinder og 21 mænd har modtaget bevillinger. Det giver kvindelige ansøgere en lidt højere succesrate på 11,6 procent mod mændenes 8 procent.
- Katja Brøgger: 6.175.495
- Denys Grombacher: 6.190.953
- Kristina Bakkær Simonsen: 6.176.621
- Claudia Strauch: 5.749.518
- Tom Brughmans: 6.191.752
- Søren S.E. Bengtsen: 6.182.411
- Peter Scholl: 6.181.726
- Der kan forekomme små justeringer af det beløb, AU-forskerne har modtaget, efter budgetterne er gennemgået, da tallene på DFF’s hjemmeside indtil videre angiver det beløb, der er ansøgt om.
- Kilde: Danmarks Frie Forskningsfond.
Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) offentliggjorde fredag, hvilke forskere, der i år modtager fondens Sapere Aude Forskningslederbevilling. Bevillingen gives til yngre forskertalenter, som har vist topforskning inden for deres felt, og den giver mulighed, for at forskerne yderligere kan udvikle deres egne forskningsidéer og starte egne forskningsgrupper.
På listen er syv forskere fra Aarhus Universitet, som til sammen har fået bevillinger for 42.848.476 kroner.
Neden for kan du se navnene på de syv forskere og en kort beskrivelse af, hvad de skal forske i.
Kristina Bakkær Simonsen, Statskundskab
Foto: Danmarks Frie Forskningsfond
Undersøger hvordan og hvorfor indvandring splitter befolkninger med fokus på moralisering af den politiske debat om indvandring. Læs mere her.
Søren S.E. Bengtsen, uddannelsesvidenskab, DPU
Foto: Danmarks Frie Forskningsfond
Undersøger, hvordan der kan skabes bedre sammenhæng mellem forskning udført undervejs i en ph.d., og forskningens samfundsbidrag forstået som formidling, videreføring og anvendelse uden for universitetet. Læs mere her.
Claudia Strauch, statistik og sandsynlighedsteori, Matematik
Foto: Danmarks Frie Forskningsfond
Skal udvikle en generel teori og konkrete læringsalgoritmer, som tager højde for, at alle sandsynligheder ikke nødvendigvis er kendte, når man beregner sandsynlighed, men må udledes ud fra data. Et eksempel kunne være, hvornår man skal fælde en skov for at opnå det højest mulige afkast, hvis man ikke kender skovens vækst på forhånd. Læs mere her.
Tom Brughmans, Klassisk arkæologi
Foto: Danmarks Frie Forskningsfond
Skal undersøge, hvordan Romerrigets økonomi udviklede sig gennem århundreder, og undersøge sammenhængen mellem komplekse økonomiske processer og den enkelte romers hverdagsliv. Læs mere her.
Katja Brøgger, uddannelsesvidenskab, DPU
Foto: AU Foto
Skal undersøge ny-nationalismens betydning for national og europæisk universitetspolitik. Læs mere her.
Denys Grombacher, Geoscience
Foto: Danmarks Frie Forskningsfond
Udvikling af et redskab til at kortlægge grundvandskilder i datafattige områder, inden man påbegynder grundvandsboringer. Læs mere her.
Peter Scholl, Datalogi
Foto: Danmarks Frie Forskningsfond
Projektet skal udvikle nye teknikker til at kryptere og beskytte følsomme data, imens de behandles. Læs mere her.