Tandlægestuderende tvillinger har tilsammen modtaget næsten 350.000 kroner til at forske i et år

Før de to enæggede tvillinger endte sammen på tandlægestudiet og kunne diskutere deres forskningsprojekter med hinanden, var de på vej i hver sin retning. I 2018 startede William Astrup Kaaber oprindeligt på elektroingeniør og Laurits Astrup Kaaber på medicinalkemi. For William blev studiet for computerfikseret, og for Laurits var tilværelsen alene i et laboratorie ikke sagen.

Nu har først Laurits og siden William Astrup Kaaber begge fundet smilet frem på tandlægestudiet og taget orlov for at prøve kræfter med et år i forskningens tegn mellem 8. og 9. semester. Udover at forlænge deres studie med et år skal de også sige farvel til deres årgang.

"Men det er ikke så slemt, som det lyder,” fortæller William Astrup Kaaber, som har været i gang med sit projekt i lidt over tre måneder. Han har indtil nu haft mulighed for at dyrke alle de sociale ting med sin årgang, som han normalt ellers ville gøre. Det tæller både at være med i revyen, festudvalget og andre foreninger på studiet.

"Det eneste, jeg ikke gør, er at se dem på klinikken i min dagligdag,” beretter han, og tvillingebroren Laurits Astrup Kaaber er meget enig i, at de positive aspekter ved et forskningsår opvejer de negative.

"Jeg har jo haft et af de bedste år,” fortæller han med tanke på, at han afsluttede sit forskningsår før sommerferien og nu er i gang med 9. semester. Men det lå ikke umiddelbart i kortene, at det var den vej, det skulle gå for Laurits Astrup Kaaber tilbage i 2023.

Havde ikke overvejet forskningsår

"Det har været en længere proces. Det startede ikke med, at jeg tænkte; forskningsår,” lyder det fra Laurits Astrup Kaaber, som efter bacheloren blev optaget på Health-fakultetets ’Master Talent Programme’, der var et mindre forsknings- og innovationsprojekt sideløbende med kandidaten. Men det blev lagt ned, allerede før han kunne nå at starte, til stor frustration for den tandlægestuderende, som efterfølgende tog sagen i egen hånd.

For en af de nicher, han havde overvejet at skrive om, var radiologi. Derfor skrev han en mail til Louise Hauge Matzen, der er ph.d., lektor, og sektionsleder ved Sektion for Oral Radiologi og Endodonti ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed, og forklarede sin situation. Den vej igennem foreslog hun, at Laurits Astrup Kaaber skulle tage et forskningsår, og Louise Hauge Matzen blev sidenhen vejleder på projektet.

Mindre stråling, men samme behandling 

I sit forskningsprojekt ville Laurits Astrup Kaaber undersøge, om man kan reducere patientens optag af stråledosis fra røntgenstråling ved implantatbehandling.

"Med alt røntgenstråling medfølger en stråledosis til patienten, og der er altid en risiko forbundet med det,” fortæller Laurits Astrup Kaaber og uddyber:

"Behandlingen er, at et implantat skal erstatte den manglende tand. For at lave behandlingen kan det være nødvendigt med en 3D-scanning. Spørgsmålet er, om man kan reducere strålingen og få den samme diagnostik ud af det," fortæller Laurits Astrup Kaaber.

"Behandlingen er, at et implantat skal erstatte den manglende tand. For at lave behandlingen kan det være nødvendigt med en 3D-scanning. Spørgsmålet er, om man kan reducere strålingen og få den samme diagnostik ud af det.”

Forsøget blev ikke foretaget på levende mennesker, men på kæbesektioner fra døde mennesker, da det af etiske årsager kan være svært at få godkendelse til at bestråle patienter. Resultaterne skal derfor ses i det lys, påpeger han omkring den overordnede konklusion. 

"Afvigelsen var så lav, at den afvigelse, man fandt i største tilfælde, mere handler om en usikkerhed ved optagelsen end ved selve målingen,” fortæller Laurits Astrup Kaaber om, hvordan der er en usikkerhed forbundet med optagelsen, når patientens hoved bevæger sig, eller patientens hjerte slår. Undervejs fik han ikke blot vejledning af Louise Hauge Matzen, men også af lektor Lars Schropp og professor Rubens Spin-Neto fra Sektion for Oral Radiologi og Endodonti.

"Jeg er kæmpe fan af den arbejdskultur, der har været på den sektion og den afdeling,” fortæller Laurits Astrup Kaaber om Sektion for Oral Radiologi og Endodonti, hvor han har været tilknyttet Oral Radiologi, mens William Astrup Kaaber senere blev tilknyttet den endodontiske afdeling. Det er særligt det flade hierarki, hvor man føler sig meget velkommen på lige fod med professorer og lektorer på afdelingen, som han synes godt om.

Plast eller krone?

William Astrup Kaaber har ifølge eget udsagn været mere heldig end sin tvillingebror, hvad angår sin vej til et forskningsår. Han blev nemlig kontaktet efter undervisningen af professor Lise-Lotte Kirkevang, som ville høre, om han kunne være interesseret i at gå samme vej som sin tvillingebror.

"Det var jeg måske ikke lige så interesseret i, fordi jeg på det tidspunkt mest var motiveret for først at blive tandlæge. Men så kunne jeg godt mærke i løbet af det år, der gik, før jeg ansøgte, at jeg virkelig syntes, endodonti var interessant,” fortæller William Astrup Kaaber. 

I sit projekt undersøger han i øjeblikket, hvordan rodbehandlede tænder klarer sig på lang sigt. "Det er svært at sige noget om, hvor lang tid en rodbehandlet tand kan holde,” beretter han og understreger, at det kræver mange års konsekvent opfølgning, før man kan sige, om behandlingen har været en succes.

"Vi indkalder vores patienter, der er blevet rodbehandlet for mellem 5 til 10 år siden, til røntgenanalyse af deres tænder. Så kan vi se, hvordan tænderne har det,” siger William Astrup Kaaber.

"Vi indkalder vores population – som er patienter, der er blevet rodbehandlet for mellem 5 til 10 år siden nede på Tandlægeskolen – til røntgenanalyse og klinisk analyse af deres tænder. Så kan vi se, hvordan tænderne har det,” siger han og håber på at kunne nå at analysere omkring 100 ud af de i alt 1.100 patienter i løbet af forskningsåret.

Ifølge William Astrup Kaaber går den store rodbehandlingsdebat på, hvorvidt man skal lave en plastisk fyldning eller barbere tanden og sætte en krone på den, hvor mange tandlæger af forskellige årsager foretrækker sidstnævnte, hvilket er dyrere for patienten. Her håber han med sit projekt – og med Lise Lotte Kirkevang som vejleder – at kunne spille en bold ind på banen i litteraturen, som kan nuancere debatten lidt mere.

"Jeg håber på at finde ud af, om der er en forskel, så man med bedre sikkerhed kan sige til patienten: Hvis du gerne vil have den her tand i mange år, anbefaler jeg, at vi gør sådan her,” fortæller William Astrup Kaaber, der på nuværende tidspunkt har undersøgt 15 patienter.

I farfars fodspor 

Efternavnet Kaaber vækker måske genklang, hvis man har færdedes omkring Tandlægeskolen ved AU. William og Laurits Astrup Kaabers farfar, Svend Kaaber, har i mere end 40 år undervist på skolen og har haft sin karriere der. 

"Det er jo både en fordel og en ulempe, når man kommer ind med det efternavn, vores farfar har. Rigtigt mange af underviserne har enten arbejdet sammen med eller under ham eller er blevet undervist af ham,” fortæller William Astrup Kaaber. 

Men det er nu ikke på grund af farfaren, at William og Laurits Astrup Kaaber har valgt at gå tandlægevejen. De har aldrig oplevet ham som tandlæge, eftersom han gik på pension, da de var helt små.

"Hvis jeg skal være helt ærlig, skyldes mit valg af tandlægefaget mere et fravalg af mit første studie medicinalkemi, og at min kammerat læste til tandlæge,” understreger Laurits Astrup Kaaber, og William er enig.

Man skal ligesom have en eller anden indgangsvinkel, før man kommer til at tænke på, at det kunne være sjovt at arbejde med tænder,” siger William Astrup Kaaber.

"Det har ikke betydet andet, end at det bare aldrig har været udelukket. Jeg kan mærke det på andre, som vælger at blive tandlæge. Man skal ligesom have en eller anden indgangsvinkel, før man kommer til at tænke på, at det kunne være sjovt at arbejde med tænder,” tilføjer han.

Mere forskning i vente

Selvom de begge er endt med at træde i farfarens fodspor lidt ved et tilfælde, er både Laurits og William Astrup Kaaber meget bevidste om, hvilken vej de gerne vil gå med deres respektive tandlægekarrierer. 

"Jeg har et deltids-ph.d.-projekt og sigter efter opstart her til sommer, når jeg bliver færdig med kandidaten. Vores mål ville være at bruge de resultater, vi har produceret, til at få en godkendelse til at vise det på patienter,” fortæller Laurits Astrup Kaaber om, hvad der er i støbeskeen for ham. Hans vejledere på ph.d.-projektet er i øvrigt de samme, som vejledte ham i løbet af forskningsåret. I den anden halvdel af tiden vil han gerne i praksis i klinikken, så han kan opnå de påkrævede 1.440 timer, før man kan søge selvstændigt virke som tandlæge.

William Astrup Kaaber har efter eget udsagn lidt sværere ved at sidde på et kontor og foretrækker derfor i højere grad den kliniske vej.

"Min langsigtede plan er at søge til enten Sverige eller Norge og tage en specialeoverbygning inden for det endodontiske område, der ikke bliver tilbudt i Danmark,” fortæller William Astrup Kaaber om den treårige efteruddannelse.

Korrekturlæst af Charlotte Boel