Tech korrigerer pressemeddelelse om rygeres risiko for psykisk sygdom efter kritik fra ekspert og flere medier
En pressemeddelelse om et nyt forskningsresultat, der viser en korrelation mellem rygning og indlæggelse med psykisk sygdom, blev vinklet for skarpt og fik det til at fremstå, som om rygning gør rygere psykisk syge. Technical Sciences' kommunikationsafdeling beklager og har korrigeret pressemeddelelsen efter kritik fra ekspert og flere medier, der selv bragte nyheden.
Rygning øger risikoen for at udvikle depression med 100 procent.
Sådan stod der blandt andet i en pressemeddelelse fra Technical Sciences 29. august om et nyt forskningsstudie fra fakultetet, der har undersøgt sammenhængen mellem rygning og det mentale helbred.
Men pressemeddelelsen var alt for skarpvinklet, påpegede ekspert og flere medier, herunder Videnskab.dk, efter at have bragt forskningsresultatet som en nyhed. Og nu har Technical Sciences bragt en længere korrektion af pressemeddelelsen og beklager vinklingen i en ny pressemeddelelse fra 26. september. Her er vinklingen mindre skarp. Blandt andet er overskriften ændret fra ”Hvis du ryger, stiger din risiko for at blive deprimeret voldsomt” til ”Stiger din risiko for at blive psykisk syg, hvis du ryger?”
Forskningsprojektet, der er lavet af Doug Speed, som er professor ved Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning på AU, påviser nemlig ikke nogen kausal sammenhæng mellem rygning og psykisk sygdom. Der er et sammenfald – en korrelation – men der er ikke påvist nogen årsagssammenhæng. For eksempel kan det være, at personer, der døjer med psykisk sygdom, tyer til cigaretterne – men det betyder ikke, at cigaretterne gør dem syge. Det påpegede professor Claus Ekstrøm fra Biostatistisk Afdeling på Københavns Universitet på det sociale medie X den 7. september.
Nope.
— Claus Ekstrøm (@ClausEkstrom) September 7, 2023
Ikke en vist _årsags_sammenhæng.
Et problem: personer med forskellige lidelser bruger ofte rygning/alkohol/stoffer som selvmedicinering for at håndtere dagligdagen.https://t.co/yJpygV5rHU
Kommunikationsleder: Vi er meget kede af det
I den korrigerede pressemeddelelse er Doug Speeds citat blandt andet også blevet rettet. I det oprindelige sagde han, at ”tallene taler deres meget tydelige sprog. Rygning er årsag til psykisk sygdom. Ikke den eneste årsag, men rygning øger risikoen for at blive indlagt med en psykisk sygdom med 250 procent”.
Nu siger han:
”Tallene i vores studie viser, at rygning ser ud til at øge risikoen for at blive indlagt med psykisk sygdom. Det betyder ikke, at rygning er den eneste årsag, men det ser ud til, at det øger risikoen med 250 procent”.
Sekretariatschef på Faculty of Technical Sciences og leder af kommunikation for fakultetet, Mie Lundgaard, beklager i den nye pressemeddelelse fra 26. september den oprindelige pressemeddelelse.
”Vi er meget kede af, at artiklen har givet anledning til mistillid til vores forskningsformidling. Vores forskningsformidling skal være transparent, korrekt og nøjagtig, og det har desværre ikke været tilfældet i denne sammenhæng. Det beklager jeg meget. Det er ikke sådan, vi arbejder med forskningsformidling på Technical Sciences på Aarhus Universitet”, udtaler Mie Lundgaard.
Hun beklager både over for forsker Doug Speed og de medier, der har bragt den oprindelige nyhed.
”Vi har en vigtig opgave med at understøtte forskerne i at formidle deres forskning til gavn for samfundet. I dette tilfælde har formidlingen skabt mistillid, og så får vi den modsatte effekt. Det har jeg beklaget over for forskeren, og det vil jeg gerne beklage over for de medier, som har viderebragt vores artikel”, siger hun.
TV 2 vil fremover gå AU-forskningsresultater efter en ekstra gang
Historien om den skarpvinklede pressemeddelelse fra Tech nåede også til Presselogen i weekenden den 24. september. Her var blandt andet Ritzau, TV 2 og Videnskab.dk repræsenteret. Medier, som alle havde bragt nyheden i første omgang. I programmet sagde TV 2’s nyhedsdirektør Ulla Pors, at mediet fremover ikke vil bringe forskningsresultater fra AU ”uden at gå dem efter en ekstra gang”.
Men det ville være ude af proportioner, hvis ”en enkelt fejl kan komme til at skade troværdigheden for al forskningskommunikation fra Aarhus Universitet”, lyder det fra Mie Lundgaard.
”Det mener jeg er ude af proportioner”, siger hun.
Tech kommer fremover til at stramme op på sin kvalitetssikring og procedurer inden for forskningsformidling, oplyser fakultetet.
Forsker: Rygning kommer før psykisk sygdom
Studiet af Doug Speed bygger på helbredsdata fra næsten 340.000 briter og har forsøgt at undersøge sammenhængen mellem rygning og indlæggelser på hospitalet for psykisk sygdom ved blandt andet at kigge på, hvornår personerne begyndte at ryge.
Studiets konklusion er i kort form, at ”hvis man forhindrer rygning blandt teenagere, forhindrer man sandsynligvis udvikling af psykisk sygdom”.
Det skyldes blandt andet, at studiet fandt, at personerne, der blev indlagt med psykisk sygdom, begyndte at ryge, inden de blev 20 år.
”Folk begynder nemlig typisk at ryge, før de fylder 20 år, men bliver i gennemsnit først indlagt med en psykisk sygdom, når de er mellem 30 og 60 år. Rygningen kommer altså typisk før den psykiske sygdom. Faktisk lang tid før. I gennemsnit begyndte folk fra datasættet at ryge som 17-årige, mens de typisk først blev indlagt med en psykisk sygdom fra 30-års alderen”, siger Doug Speed i den nu korrigerede pressemeddelelse.
Igen skal det dog bemærkes, at der er tale om en korrelation og ikke en kausalsammenhæng. Studiet siger heller ikke noget om, hvorfor rygning måske kan føre til psykisk sygdom.
Korrekturlæst af Charlotte Boel