Omnibus prik

Tidligere Health-dekan i spidsen for Villum Fonden

Tidligere dekan ved Health, professor Lars Bo Nielsen, forlader sin stilling som direktør for Lægemiddelstyrelsen for at blive direktør for Villum Fonden.

Lars Bo Nielsen var dekan ved Health i perioden 2017 til 2021. Foto: Lars Kruse

Tidligere dekan ved Health, professor Lars Bo Nielsen, fratræder sin stilling som direktør for Lægemiddelstyrelsen og skal fra 1. august være direktør for Villum Fonden. 

“Som en af Danmarks største almennyttige fonde spiller Villum Fonden en vigtig samfundsmæssig rolle og bidrager gennem sit filantropiske virke til at løse nogle af de mange udfordringer, vi som samfund står overfor i dag. Jeg glæder mig til sammen med fondens medarbejdere at videreføre dette arbejde i tæt dialog med bevillingsmodtagere og samarbejdspartnere”, siger Lars Bo Nielsen i en pressemeddelelse fra fonden. Han afløser Lars Hansen, der tidligere i år stoppede efter ti år i spidsen for fonden.

Villum Fonden er stiftet af civilingeniør Villum Kann Rasmussen, som blandt andet opfandt VELUX-vinduet. Fonden uddelte i 2023 mere end 1,1 milliarder kroner blandt andet til teknisk og naturvidenskabelig forskning. 

Lars Bo Nielsen var dekan ved fakultetet Health på Aarhus Universitet i perioden 2017 til 2021. En stilling, han fratrådte for at blive direktør for Lægemiddelstyrelsen.