To AU-kolleger har sammen skrevet musik – den ene med døden i hælene

Mikkel Wallentin trykker på kaffemaskinen på tredje sal i Nobelparkens bygning 1485. Han er professor ved Afdeling for Lingvistik, Kognitionsvidenskab og Semiotik ved Institut for Kommunikation og Kultur og har kontor på sjette sal. Men det er den eneste kaffemaskine i bygningen, så det er her, man mødes med kolleger, når det er tid til at tanke koffein. Netop denne kaffemaskines snurren har også akkompagneret mange snakke mellem Mikkel Wallentin og vennen og kollegaen Kristian Tylén. Sidstnævnte smiler fra et sort-hvidt foto på en plakat, der annoncerer en koncert med orkestret Løgn&Latin, som de to venner skabte sammen. Koncerten fandt sted i november sidste år, to dage før Kristian Tylén døde af kræft. 

Venner siden studietiden

Kristian Tylén og Mikkel Wallentins venskab går næsten 30 år tilbage. De mødtes på universitetet i slutningen af 1990’erne, hvor Tylén læste russisk, og Wallentin læste dramaturgi.

”Vi var begge misfits på de uddannelser, vi var i gang med, og så havnede vi på det, der hed Center for Semiotik. Centeret var ved at starte en ny uddannelse i kognitiv semiotik, og vi endte begge med at få meritoverført fag og skiftede over til den nye uddannelse i kognitiv semiotik,” fortæller Mikkel Wallentin og fortsætter:

”Kristian var helt klart det lysende talent, og jeg forsøgte at holde trit. Han var sprudlende som menneske og musikalsk.” 

Efter aflevering af specialet søgte de begge et ph.d.-stipendium, Mikkel Wallentin på AU, mens Tylén tog til Syddansk Universitet. Begge fik dog skaffet sig kontorplads på det nye grundforskningscenter, der hed Center for Funktionel Integrativ Neurovidenskab. Mens venskabet mellem dem for længst var etableret, blev grundlaget for deres faglige samarbejde lagt her, og i de efterfølgende år var de tilknyttet de samme forskningsenheder. Efter nogle år udviklede de to venner sammen med kollegerne Joshua Skewes og Ricardo Fusaroli den nye bacheloruddannelse Cognitive Science, som netop har fejret 10-års jubilæum i år, og siden fulgte kandidatuddannelsen i Cognitive Science.

Skæv og frygtløs

Mikkel Wallentin rejser sig og hiver et skilt op af en papkasse, hvor der står: ”Real World – this way”, hvorefter han fremdriver et aggregat, der kunne gøre Georg Gearløs misundelig. Det er en hjernetørrer, lader han forstå. Og ja, forklaring følger: For at gøre op med den noget ferske afslutning på kandidatuddannelsen, som for mange studerende udgøres af et uddannelsesbevis i e-Boksen, opfandt de to kolleger et nyt ritual. Inspirereret af lægeløftet, men naturligvis tilsat et solidt skud humor.

”Det skal ses som et alternativ til den hjernevask, som jo er uddannelsen. Når man er færdig, får man tørret sin hjerne, så man aldrig nogensinde kan lære noget nyt, men i øvrigt heller aldrig glemmer alt det fantastiske, man har lært på uddannelsen.”

Ritualet gennemføres i Universitetsparken, hvor de studerende skal sværge en ed. 

”Lægeløftet hedder jo the Hippocratic oath på engelsk (efter den græske læge Hippocrates, red.). Vores hedder the hipocritic oath og handler om alt det onde, man lover at afholde sig fra at gøre med al den kunnen, man nu har opnået – medmindre man bliver betalt virkelig godt for det … Den ed sværger de studerende, inden de går over broen til den virkelige verden,” fortæller Mikkel Wallentin og tilføjer:

”Det er sådan nogle ting, man kun kunne lave sammen med Kristian. Det kommer aldrig til at ske igen, at vi kommer til at finde på sådan nogle ting, for det kræver, at der er nogle, der som Kristian er tilstrækkelig skæve og frygtløse, og som ikke er bange for, at man kommer til at sige noget forkert.”

Kræft, kaffesnak og musik

I sommeren 2023 fik Kristian Tylén kræft og fik det i løbet af efteråret meget dårligt. Men han insisterede på at møde på arbejde.  

”Det var i den periode, vi sad meget ved kaffemaskinen. Så spurgte jeg, om vi ikke skulle skrive en sang sammen. Det var mest for at finde en undskyldning for at lave noget sammen. Det var i hvert fald min pointe med det,” fortæller Mikkel Wallentin. 

”Det var en form for distraktion, der handlede om at finde på noget sjovt at lave, så man kunne lade være med at tænke på det, der ikke var så sjovt. Ikke at vi ikke talte om det svære, men pointen var at leve, mens man gør det i stedet for at sørge på forhånd.”

Efter nytår fik Kristian Tylén det markant bedre som led i en ny behandling. Og der kom godt gang i det fælles musikalske projekt.

”Pludselig sendte han mig en mappe med otte melodier, han havde komponeret, og som jeg gik i gang med at skrive tekster til. Og i løbet af foråret fik vi skrevet 14 sange.”

Pernille

Ved kaffemaskinen begyndte de to at diskutere, hvem der skulle synge sangene. Valget faldt på én af Kristian Tyléns tidligere musikalske samarbejdspartnere Marie Segall.

”Og så begyndte vi at udvikle et koncept om, at vi skulle skrive sange ud fra en kvindesynsvinkel, hvilket vi syntes var både sjovt og provokerende.”

Mikkel Wallentin uddyber, at i disse dage, hvor diskussioner om kønsidentitet fylder meget, kan det være ilde set at bevæge sig uden for den kasse, man nu befinder sig i. Især som midaldrende mand skal man være varsom med at træde ind over andres domæner, oplever han.

”Jeg synes, det var sjovt og frisættende, fordi jeg ikke behøvede at grave alt for dybt i min egen navle og kunne skrive tekster, som også havde et humoristisk islæt,” siger Mikkel Wallentin. 

Sammen opfandt de Pernille – som er det, Mikkel Wallentin skulle have heddet, hvis han var blevet født som pige. Projektet fik navnet Løgn&Latin – med henvisning til, at sangene om Pernille er skrevet af en mand, og at musikken, der overvejende er jazz, også låner af latinamerikanske rytmer.

”Pernille er mit bud på en stereotyp, moderne, lidt neurotisk kvinde, der er i tvivl om alting, og lever sit middelklasseliv i forstæderne. Vi har en fortælling, som vi fortæller om hende til koncerterne, som binder de forskellige sange sammen,” forklarer han.

Sidste koncert

I sommeren 2024 fyldte Kristian Tylén 50 år, og i den forbindelse samlede venner, bekendte og kolleger som gave ind til, at Kristian Tylén sammen med et orkester, han havde sammensat, kunne indspille sangene i et studie. I november spillede bandet også to koncerter.

”Den sidste var på spillestedet Vestergade 58, hvor der blandt andet kom hundrede studerende fra de første år på Cognitive Science – og også nye studerende – alle kom for at hylde Kristian. Bandet spillede helt fantastisk. To dage senere døde han,” fortæller Mikkel Wallentin.

Nu! 

Orkesteret har siden skullet finde ny klangbund uden Tylén som det naturlige omdrejningspunkt. Baseret på indspilningerne fra sidste år udgiver de nu ét år efter Kristian Tyléns død albummet ’Nu!’ Det er opkaldt efter en sang, som er central for Mikkel Wallentin.

Du, nu, du. Vi er her lige nu. Du, nu. Vi er her lige nu. Vi er. Det er nu, du. Ja, jeg har. Jeg har dig lige nu. Jeg har. Jeg har dig lige her. Vi har kun et nu. Nu. (fra nummeret Nu!)

”Sangen handler om at være til stede i nuet. Den er meget banal, men også meget smuk, hvis du spørger mig.”  

Den kom desværre ikke med på første streamingversion af albummet, fordi der er brug for en ny indspilning af denne sang. Den og andre sange, hvor der også var lydproblemer, følger på en senere version af albummet, forklarer Mikkel Wallentin. 

Udgivelsen er betydningsfuld for Wallentin. 

”Det betyder, at vi mindes Kristian, og at han får lov at give endnu mere videre af sit talent, og det er en ære at være med til at give det videre.”

Hvad nu?

Hvorvidt orkesteret får skrevet nyt materiale ud over det allerede eksisterende, er endnu usikkert.

”Vi har mødtes for at skrive nogle nye sange. Jeg kan godt lide at arbejde videre med det sammen med de andre i orkesteret, men vi mangler Kristian til at være den, der leder. Det tager længere tid, og det må det også gerne. Vi skal også lodde stemningen og finde ud af, om nogen gider at lytte til det,” siger Mikkel Wallentin og fortsætter:

”Vi skal ikke være et mindeband, det skal have sit eget liv.”

Mikkel Wallentin fortæller, at det er forbundet med dobbelthed at skulle promovere det nye album, der er så forbundet med Kristian Tyléns sygdom og død. På den ene side er det vigtigt for Mikkel Wallentin at ære sin ven og kollega ved at bære det fælles projekt ud i verden. På den anden side kan det føles forkert at benytte vennens historie i promoveringen, vedstår han:

”Det er en løbende overvejelse, hvor meget jeg skal kannibalisere på den fortælling. Men der er jeg kommet til den konklusion, at musikken er så vigtig, at der må vi prostituere os,” slutter han.