To harer med GPS-halsbånd hopper nu rundt i Universitetsparken som del af et pilotprojekt

Ser du en hare med halsbånd, er det ikke et undsluppet kæledyr, men derimod en af to vilde byharer, der lige nu deltager i et pilotprojekt, som skal gøre os klogere på harens adfærd i byen. Ser du harerne, vil de to forskere bag projektet gerne høre fra dig.

Forskere fra Institut for Ecoscience er i øjeblikket ved at gennemføre et pilotprojekt om harer i byen. Derfor har de sat gps-halsbånd på to harer, som holder til i Universitetsparken og Vennelystparken. Foto: Colourbox

Hjælp forskerne! 

Ser du en af harerne med GPS-halsbånd i Universitetsparken, kan du hjælpe forskerne bag pilotprojektet ved at skrive til dem og fortælle, hvor du så den, hvornår du så den, og hvad haren foretog sig, da du så den. Dette giver forskerne mulighed for at kunne beregne, hvor og hvor ofte harerne bliver observeret i Universitetsparken.  

Kontakt forskerne:  

Rasmus Mohr Mortensen (postdoc), Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience: tlf. +45 2782 7601, e-mail rmm@ecos.au.dk 

Martin Mayer (projektleder, tenure track-forsker), Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience: tlf. +47 9880 5207, e-mail martin.mayer@ecos.au.dk 

Korrekturlæst af Charlotte Boel

Bevæbnet med net og pandelamper bevægede forskerne Rasmus Mohr Mortensen og Martin Mayer sammen med tre kollegaer sig ud på en harejagt i Universitetsparken to aftener i september. Målet var at indfange to harer og iføre dem et GPS-halsbånd. Et lille sort halsbånd med en GPS-sender, som skal give forskerne ny viden om harernes adfærd inde i byen.

”Vi ser flere harer inde i byerne, men vi ved ikke særligt meget om, hvorfor de er her, og hvordan de har tilpasset sig det her usædvanlige habitat,” siger Rasmus Mohr Mortensen, der er postdoc ved Institut for Ecoscience og en af forskerne bag pilotprojektet. Projektet skal skaffe forskerne erfaringer med at indfange og dernæst følge harernes adfærd i byen. 

Efter en lille times harejagt i månens skær blev den første hare fanget i forskernes net og fik i løbet af små fem minutter placeret et GPS-halsbånd om halsen, hvorefter den blev sluppet løs igen. Den anden hare fangede de på samme vis den efterfølgende aften.

GPS-halsbåndene vil de næste fem måneder registrere harernes position en gang i timen. Efter 250 dage vil GPS-halsbåndene automatisk falde af.

De data, halsbåndene indsamler, vil vise forskerne, hvor aktive harerne er, hvor de mest befinder sig henne, hvor store områder de bevæger sig på, og hvornår de er aktive. Disse informationer vil de to forskere sammenligne med den viden, man allerede har om harer, der lever uden for byen. På baggrund af de erfaringer, forskerne gør sig i pilotprojektet, ønsker de at søge midler til et større forskningsprojekt om byharer. 

”Ved at skaffe viden om de vilde dyr i byerne kan vi være bedre til at planlægge, hvordan vi tager højde for dem, og sikre, at der både er plads til harer og mennesker,” fortæller Rasmus Mohr Mortensen.  

”Nogle vilde dyr kommer tæt på os mennesker og vores hjem. De bruger aktivt vores haver og grønne områder, og nogle medbringer måske også sygdomme. Derfor er det vigtigt, at vi bliver klogere på de vilde dyr, der lever herinde i byen, så vi bedre kan planlægge, hvordan vi skaber plads til både dyr og os mennesker,” fortæller han. 

Nemme at spotte 

Selvom harer af natur er et sky dyr, er de ifølge Rasmus Mohr Mortensen ret nemme at finde i Universitetsparken. Man skal blot kigge op, når man bevæger sig rundt i parken.  

”Ofte sidder de lige ved siden af stierne. Så mange går forbi dem uden at se dem. Ofte putter de sig i højt græs eller op ad de gule mure i løbet af dagen, og så bliver de mere aktive i løbet af aftenen.”  

På kortet nedenfor ses harernes bevægelser i den første uge, efter harerne fik GPS-halsbåndene på.