Torben Vang hædret for sin indsats under eftersøgningen af den dræbte journalist Kim Wall
Kaptajn Torben Vang udførte, sammen med oceanograf Morten Holtegaard Nielsen, de beregninger, der ledte til det afgørende gennembrud i opklaringen af det bestialske drab på journalist Kim Wall.
Anders Lassen Fonden, der en en fond med rod i de danske jæger- og frømandskorps, hædrer kaptajnen for AU’s forskningsskib, Aurora, Torben Vang, for den rolle, han kom til at spille i efterforskningen af drabet på den svenske journalist Kim Wall.
”Evnen til at tænke nye tanker og sætte dem sammen med input fra andre fageksperter var af afgørende betydning for, at eftersøgningen blev en succes, og at der efterfølgende kunne fældes dom over Kim Walls morder.”
Sådan lyder begrundelsen for prisen fra Anders Lassen Fonden til Torben Vang, der også er fra Aarhus Universitet. Han og tre andre modtager en hædersbevisning fra fonden for det helt unikke samarbejde, der blev etableret i forbindelse med efterforskningen af drabet på den svenske journalist.
LÆS OGSÅ: Forskningsskibet Aurora har bidraget til gennembrud i sagen om den dræbte journalist Kim Wall
Sammen med oceanografen Morten Holtegaard Nielsen udførte han de beregninger, der skulle vise sig at blive centrale for efterforskningen på baggrund af data fra de øvrige efterforskere og fra et omfattende netværk inden for fagområdet, der tilsammen viste vej til vigtige fund for politiet.
Auroras instrumenter blev desuden brugt til at verificere oceanografernes beregninger af strømsforholdene i Køge Bugt.
Retfærdigheden ske fyldest
Kommandørkaptajn Jens B. Bach, der er chef for Frømandskorpset, indstillede Torben Vang til prisen og forklarede det blandt andet på følgende måde ved prisoverrækkelsen 7. marts:
”I skyggen af denne frygtelige handling findes der trods alt håb og lys. En drabsmand forsøgte at skjule sandheden om hans handling under havets overflade. Det lykkedes ham ikke. Takket være den helt særegne indsats, hvor så mange grupper har fundet sammen og har samarbejdet om opklaringen, kan retfærdigheden alligevel ske fyldest.”
Anders Lassen Fonden er en almennyttig fond, der har navn efter en af Danmarks højst dekorerede soldater i allieret tjeneste og har blandt andet til formål at markere særligt heltemodige og ekstraordinære indsatser til gavn for almenvellet.
Kaptajn Torben Vang modtager hæderspris for indsats under eftersøgning af dræbt journalist (medarbejdere.au.dk)