Tutor udviste symptomer på COVID-19: 380 nye studerende på Juridisk Institut sendt hjem
Mandag var den nye årgang på Juridisk Institut samlet til intro på campus i Aarhus. Men de studerende nåede kun lige at møde, inden de blev sendt hjem igen. De nye studerende er dog tilbage på campus i dag.
Studerende: Tegn på smitte? Smittet? Hvad gør du?
- Information til studerende om corona (medarbejdere.au.dk)
En tutor på Juridisk Institut meddelte mandag morgen, at vedkommende havde symptomer på COVID-19, og det foranledigede, at den lokale ledelse sendte tutorgruppen hjem og derefter bad 380 nye studerende om at forlade undervisningslokalerne på campus, selvom de kun lige var mødt.
Per Andersen, der er prodekan for Uddannelse på Aarhus BSS, forklarer om baggrunden for beslutningen, at de i alt 24 tutorer på instituttet få dage inden havde været samlet for at ordne forskelligt praktisk op til studiestarten.
"Vi vurderede, at der kunne være risiko for, at den tutor, der udviste symptomer, kunne have smittet de andre tutorer i den forbindelse, hvis der var tale om smitte. Derfor besluttede vi, at vi ikke ville sende dem ud til hele den nye årgang."
Prodekanen fortsætter:
"Jeg gik i stedet sammen med studieleder Malene Kerzel rundt for at sige velkommen til de nye studerende, der var kommet ind i de undervisningslokaler, hvor deres tutorer skulle have budt velkommen. Samtidig gav vi dem beskeden om, at resten af introduktionen den dag kom til at foregå på Zoom."
Tutoren, der udviste symptomer, er siden blevet testet negativ, og de nye studerende og deres tutorer er i dag tilbage på campus under de restriktioner, der er gældende i forhold til studiestart i år på grund af corona.
En speciel situation
Universitetet iværksætter ellers ikke umiddelbart foranstaltninger, hvis en studerende udviser symptomer, hvis ikke den pågældende er blevet testet positiv for COVID-19. Per Andersen understreger da også, at beslutningen om at aflyse introen på campus i går skyldtes de særlige forhold:
"Vi kan ikke lukke ned, hver gang en studerende udviser symptomer på smitte. Men i dette tilfælde vurderede vi, at det var det mest fornuftige, fordi der var en risiko for, at flere tutorer kunne være smittede. Men det var en speciel situation, og det vil ikke være praksis, når det bliver hverdag her efter studiestarten."
De nye jurastuderende er som nævnt tilbage i dag, og de fortsætter med at møde i hold til undervisning på campus på forskudte dage. Fremmødet bliver kombineret med undervisning på Zoom og streaming af alle forelæsninger.
"Vi har simpelthen ikke kapacitet til, at alle kan møde op i et auditorium, når vi skal overholde kravet om en meters afstand mellem de studerende, så vi arbejder med løsninger, der giver mest muligt fysisk fremmøde under kontrollerede vilkår," forklarer Per Andersen.
Studerende: Tegn på smitte? Smittet? Hvad gør du?
- Information til studerende om corona (medarbejdere.au.dk)