”Der var virkeligt gang i den med politisk arbejde og feministiske grupper”

Lisbeth Jakobsen, Merete Jørgensen og Lise Erica Kjøge har sat hinanden stævne på Institut for Matematik, nærmere bestemt Auditorium E for at fejre et forsinket jubilæum med en forelæsning i kombinatorik og Binomialfordeling. I år er det 51 år siden, de begyndte at studere matematik på institututtet på Ny Munkegade. 

Da Lisbeth Jakobsen første gang trådte ind ad døren på Institut for Matematik i 1975, åbnede der sig en helt ny verden. 

”Fra det øjeblik vi trådte ind ad døren, skulle vi fagligt rette ind. Det var os, der skulle tilpasse os universitetet 100 procent,” fortæller Lisbeth Jakobsen.

Hun er født i en lille landsby på Djursland i midten af 1950’erne, hvor hendes forældre opgav det landbrug, der i generationer havde brødfødt familien. Som den første i sin familie tog hun bussen til gymnasiet i Randers. Hun var glad for skolen og glad for matematik.

”I 1974 flyttede jeg til Aarhus for at tjene penge til at begynde på matematik året efter. Blandt andet sparede jeg sammen til en Texas lommeregner, der kom frem i de år. Min kostede 1.900 kroner og havde fire hukommelser,” husker Lisbeth Jakobsen.

Hukommelsen bliver hjulpet lidt på vej af de gule mursten omkring hende og den meget velkendte fornemmelse af at være til undervisning. Lisbeth Jakobsen står på bagerste række i Auditorium E, hvor hun har været til forelæsning utallige gange fra 1975 til 1978. Og hun står der ikke alene.

Mellem formler og kridtstøv

”Mange af vores forelæsninger foregik her. Det ligner sig selv. Jeg tror, at betrækket på stolene er nyt, og dengang var der ikke billeder over tavlerne,” fortæller Merete Jørgensen og peger op på billederne af Fisher Black 1938-1995 og Myron Scoles 1941 -, der pryder den digitale opslagstavle over de ti tavler, der allerede halvvejs i forelæsningen er fyldt med formler og udregninger.

Merete Jørgensen er fra Midtfyn, hvor hendes far var tømrer og hendes mor hjemmegående husmor. Hun var den første i sin familie til at få en studentereksamen.

”Jeg kunne godt lide at gå i skole, og derfor skulle jeg selvfølgeligt i gymnasiet. En af dem, der underviste i matematik, var cand.scient., og der blev jeg nysgerrig. I 1974 var vi en fire-fem stykker, der lånte en af vores fædres bil og kørte til Aarhus, hvor Aarhus Universitet havde det, man nok ville kalde åbent hus. Der blev jeg solgt. Jeg ville læse matematik,” husker Merete Jørgensen, som ikke kunne blive færdig med Odense Katedralskole hurtigt nok og komme afsted til drømmestudiet i Aarhus.

Mens auditoriet langsomt fyldes med førstesemesterstuderende, der skal have anden del af forelæsningen om kombinatorik og binomialfordeling, fortæller den sidste i det kvindelige trekløver fra matematik og statistikårgang 1975, Lise Erica Kjøge, at der i 1970’erne blev brugt rigtig mange fotokopier på matematik, hvilket betød noget for den stramme studenterøkonomi.

”Økonomisk var vi bedre stillet end mange andre studier, hvor de blev bedt om at købe dyre bøger hele tiden.”

Lise Erica Kjøge er vokset på i Odense, hvor hendes far var selvstændig gartner med egen blomsterbutik, mens hendes mor var hjemmegående og hjalp til i butikken.

De tre kvinder, som sætter sig til rette på bagerste række i auditoriet og lytter til det sprog, de har været fælles om de seneste fem årtier, har meget mere end matematik til fælles.

“Et totalt, fagligt kulturchok”

Som børn af almindelige mennesker – læs: ikke akademikere – var det at kunne gå på universitetet noget nyt i 1970’erne, hvor universiteterne optog langt flere studerende end tidligere. Samtidig var de kvinder i et mandsdomineret fag, og mens kridtet danser over tavlen nede i bunden af auditoriet, kan de tre kvinder konstatere, at der stadig er langt flere mænd i lokalet end kvinder.

”Vi var fem piger på vores øvelseshold dengang. Det var en ændring fra, at man tidligere havde spredt pigerne på hvert sit hold,” husker Merete Jørgensen, inden Lisbeth Jakobsen fortsætter:

”Det var et totalt, fagligt kulturchok for mange af os at komme på universitetet og få SU. Vi var rigtig mange, der kom fra ikke-akademiske hjem. Fra det øjeblik vi trådte ind ad døren, blev vi af underviserne fortalt at vi skulle ud igen. 80 procent dumpede til eksamen, alt andet var utænkeligt,” husker Lisbeth Jakobsen om den officielle tilgang til de mange nye studerende, som indtog universitetet i efterdønningerne af ungdomsoprøret, hvor tiden var kommet til at indtage universiteterne og gøre op med professorvældet.

”Det var næsten som om, vi blev taget imod med et håb om, at mange af os ville falde fra, fordi der ikke ville være arbejde til os bagefter,” tilføjer Merete Jørgensen.

”… Og så trækker vi k ud af n uden tilbagelægning…,” konstaterer lektor Markus Kiderlen i sin mikrofon, som det mest selvfølgelige under himmelrummet, mens kridtet stepper videre over endnu en tavle, der hurtig er fyldt og skubbes væk for at lade argumentet, formlen og forklaringen fortsætte på den næste tavle.

”Det er nu dejligt, at de stadig bruger kridt og tavler. Det er helt særligt,” konstaterer Lisbeth Jakobsen, mens formlen på tavlen ender med at bevise, hvor stor sandsynligheden for succes er, hvis man kaster den samme mønt 200 gange mandag og 200 gange tirsdag, forudsat at man er interesseret i udfaldet ”krone.”

Rødstrømper og maoisme

De tre tidligere matematikstuderende kender alt til de formler, der bliver undervist i. Det giver anledning til at betragte nutidens studerende fra pladserne på bagerste række.

“Dengang vi sad her første gang, kom vi til tiden og fulgte med i, hvad der foregik på tavlen. Jeg synes, der er mange, der går ud og ind, kommer for sent, kigger på skærme, småsnakker, og pakker deres ting sammen, før undervisningen er slut,” siger Lisbeth Jakobsen.

Ikke med en dom i stemmen, men mere som en note til det, der foregår i auditoriet ud over undervisningen.

Inden forelæsningen, var Lise Erica Kjøge pludselig forsvundet fra de andre. Hun skulle lige runde TÅGEKAMMERET for at se, om alt var i orden, om traditionerne blev fulgt og, om de var klar til det forestående 70-årsjubilum senere på året.

”Jeg opsøgte TÅGEKAMMERET med det samme, jeg kom ind ad døren i 1975, og jeg var kasserer i 1976. Det er et fantastisk sted, hvor jeg virkelig også lærte nogle søde mennesker at kende,” husker Lise Erica Kjøge.

Afstandene er korte på Institut for Matematik, og der er ikke gået mange meter, før en ny anekdote vælder frem, denne gang om det politiske engagement, der også prægede 1970’ernes udgave af instituttet. 

”Det hele var meget mere politisk dengang. Der var virkeligt gang i den med politisk arbejde og feministiske grupper og alt muligt. Jeg havde ikke været der i 14 dage, før jeg blev opfordret til at være med i en gruppe af rødstrømper, der kæmpede for ligestilling. En af vores undervisere sad og delte maoistisk materiale ud her i pauserne. Det politiske er næsten helt fraværende i dag. Dengang hang der mødeindkaldelser til alt muligt over det hele,” fortæller Lise Erica Kjøge.

Et åbent og fordomsfrit miljø

Når det er sagt, husker de alle tre et meget åbent og fordomsfrit studiemiljø, hvor der var plads til alle og stor hjælpsomhed studerende i mellem.

Lisbeth Jakobsen, Lise Erica Kjøge og Merete Jørgensen blev tætte i løbet af de tre år på uddannelsens første del fra 1975 til 1978. Derefter skiltes deres studievande.

”Jeg stod lige der, da jeg besluttede, at min verden skulle være lidt større, og at jeg ville tage anden del på geografi,” fortæller Lisbeth Jakobsen, som har levet af sin viden fra universitetet hele sit liv som gymnasielærer i matematik, erhvervsøkonomi og geografi kombineret med studievejledning for elever og rollen som uddannelsesleder for ansatte.

”Jeg har flere gange genkendt nogle af de geniale hjerner i gymnasieklasserne, som jeg husker fra årene på matematik, hvor der virkelig var nogle fyrtårne, der lyste op og helt tydeligt adskilte sig fra resten af os,” fortæller Lisbeth Jakobsen. 

”Jeg blev, som den eneste af os tre, og tog anden del med,” fortæller Merete Jørgensen.

”Jeg fik lige et barn mellem første og anden del, og der var ikke noget, der hed barsel og al det der, så min førstefødte var med til forelæsning 14 dage gammel,” fortsætter hun.

Efter universitetet blev Merete Jørgensen tilbudt arbejde ved Statistisk Forskningsenhed i København, der blev oprettet for at hjælpe videnskabelig forskning. Efter syv år der, fik hun job på Novo Nordisk, hvor hun var i 33 år og arbejdede videre med klinisk og medicinsk forskning.

Som den eneste blev Lise Erica Kjøge i Aarhus. Men også hun havde brug for et fagligt sporskifte. Hun skiftede matematik ud med først en HA-eksamen og derefter en eksamen i HD med speciale i regnskab. Det blev til 17 år i Realkredit Danmark, 12 i TDC og til sidst et job hos Kamstrup i Stilling.

Hun har hele tiden arbejdet som bindeleddet mellem forretningen og IT-udviklingen:

”Det, synes jeg virkelig, er spændende,” fortæller hun og konstaterer så, at der mangler en sandwich-automat på gangen. 

”Det var en automat med Fru Thorups sandwich,” fortæller hun med reference til fruen i Hr. og Fru Thorup, som dengang styrede Matematisk Kantine.

”Dengang var der også dueslag hele vejen hen langs den her væg,” fortæller Merete Jørgensen med henvisning til væggen uden for auditorierne, hvor der i dag hænger flotte reklameplakater for forskellige uddannelser.

”Der blev alle noter og opgaver lagt, og så tog vi dem. Det var også der, vi lagde vores opgaver, og der vi hentede dem igen, når instruktoren havde rettet dem. Det hele lå bare der,” fortæller Merete Jørgensen.

De tre kvinder har holdt kontakten ved lige siden 1978. Til Merete Jørgensens 70-års fødselsdag i 2026, sad Lise Erica Kjøge og Lisbeth Jakobsen ved samme bord og blev enige om, at en rigtig 50-års reunion var på sin plads.

”De to andre mente, at jeg måtte komme til Sjælland, fordi de boede der. Men jeg insisterede på, at vi skulle mødes der, hvor vi mødte hinanden, og derfor får vi lov til at gense universitetet sammen. Det er rigtig hyggeligt,” fortæller Lise Erica Kjøge, som stadig kommer på universitetet jævnligt, når Folkeuniversitetet, eller hvis TÅGEKAMMERET holder jubilæumsfest.

“Jeg glæder mig til TÅGEKAMMERETs 70-års jubilæum. Så kommer jeg igen,” lover Lise Erica Kjøge.