Omnibus prik

Univalg 2013: De blev valgt

Heidi Klokker fortsætter som den ene af de studerendes to repræsentanter i universitetets bestyrelse, mens Andreas Birch Olsen er ny på posten. De håber på at være med til at sætte problematikken omkring frikøb af forskere på bestyrelsens dagsorden næste år.

Statskundskabsstuderende Heidi Klokker fortsætter som de studerendes repræsentant i bestyrelsen, mens filosofistuderende Andreas Birch Olsen afløser Benjamin Bilde Boelsmand. Foto: Lise Balsby

Det forgangne år har Heidi Klokker som studenterrepræsentant siddet med ved bestyrelsesbordet i en turbulent tid, hvor AU står overfor besparelser på 200 millioner kroner og som følge deraf en kommende fyringsrunde. 18. december skal hun sammen med den øvrige bestyrelse godkende AU’s budget for 2014. Og hun fortsætter et år mere sammen med Andreas Birch Olsen, der afløser Benjamin Bilde Boelsmand, som nu træder ud af bestyrelsen. 

”Det er en spændende tid lige nu, og det er vigtigt, at vi som studenterrepræsentanter i bestyrelsen forsøger at påvirke, hvordan ledelsen har tænkt sig at spare. Vi vil være særligt opmærksomme på, at besparelserne ikke går ud over uddannelsernes kvalitet,” siger Heidi Klokker.

Reform fik studerende til tasterne

De to studerende har fået et ekstra rygstød i form af en stemmeprocent på knap 20 mod sidste års 14. Til dels som følge af debatten om studiefremdriftsreformen, tror de:

”Det er udtryk for, at mange studerende er virkelig bekymrede for, hvordan reformen rammer dem. Men det er også udtryk for, at vi som studerende er blevet mere bevidste om, hvilke beslutninger der træffes i bestyrelseslokalet. Og at vi i år også har fået et højere personligt stemmetal, vidner om, at man har villet have repræsentanterne til at stå stærkere,” mener Heidi Klokker.

Frikøb af forskere på dagsordenen

I årets løb har hun sammen med Benjamin Bilde Boelsmand sat eliteforløb og opkvalificering af underviserne på dagsordenen. I 2014 vil hun gerne drøfte ekstern finansiering og frikøb af forskere i bestyrelsen:

”Ministeriet giver universitetet færre penge, og det betyder, at vi skal tiltrække flere eksterne midler. Men det er der mange problemer forbundet med, fordi det er svært at få nok overhead med de eksterne forskningsbevillinger” (overhead er midler til dækning af de indirekte omkostninger ved et forskningsprojekt såsom administration, bygningsdrift og infrastruktur, red.), siger hun og fortsætter:

”Når man sætter gang i større forskningsprojekter, vælger man ofte at frikøbe forskerne, så de ikke skal undervise, men kan fokusere på forskningen. Det er problematisk, fordi man adskiller den nyeste forskning fra undervisningslokalerne, og det giver dårligere uddannelser,” mener hun.

Demokratiet skal styrkes

De to nye repræsentanter udgør et team, understreger Andreas Birch Olsen og bakker op om Heidi Klokkers udtalelse, men han nævner også ansættelsen af en ny prorektor for uddannelse og implementering af studiefremdriftsreformen som to væsentlige emner.

”AU’s fremtid, de kommende besparelser og implementeringen af reformen optager mange studerende, fandt jeg ud af under valgkampen. Og så vil jeg også gerne styrke demokratiet lokalt på uddannelserne og sikre friere rammer for beslutninger i studienævn og i de faglige miljøer.”

Se, hvem der blev valgt til de akademiske råd, studienævnene og ph.d.-udvalg på au.dk/valg


Univalg på AU

Stemmeprocenten steg i år fra 14 procent til knap 20 procent – en stigning på 40 procent. Men at dømme ud fra stemmeprocenten ved valget til de forskellige studienævn er der forskel på, hvor interesserede studerende er i nærdemokratiet på universitetet fra uddannelse til uddannelse.

De trak stemmeprocenten op …

Nævn

Stemmeprocent*

Studienævnet ved Folkesundhedsvidenskab

69,8 %

Fagstudienævnet ved Statskundskab

62,6 %

Studienævnet ved Teologi

36,5 %

De trak stemmeprocenten ned …

Nævn

Stemmeprocent*

Juridisk fagstudienævn

21 %

Studienævnet ved Aarhus School of Science

20,8 %

Fagstudienævnet ved Erhvervsøkonomi

14,4 %

*Stemmeprocent ved valg til studienævn