Univalg 2024: Snart kan studerende stille op til bestyrelsen, akademiske råd og studienævn
Har du lyst til at stille op til studienævnet på din uddannelse, det akademiske råd eller måske ligefrem til Aarhus Universitets bestyrelse, så er det nu, du skal til tasterne. 7. oktober åbner opstillingssystemet til universitetsvalget, der bliver afholdt fra 11. til 14. november. I år er det kun studerende og ph.d.-studerende, der kan stemme og stille op til valg.
Snart er det tid til, at studerende på Aarhus Universitet kan vælge, hvem af deres medstuderende, som de ønsker skal repræsentere dem på universitetet. Der er nemlig universitetsvalg 11.-14. november.
Universitetsvalget er en årligt tilbagevendende begivenhed – og i år er det studerende og ph.d.-studerende, der skal stemme. Studerende skal vælge repræsentanter til universitetets mange studienævn, de fem akademiske råd og Aarhus Universitets bestyrelse. Ph.d.-studerende skal vælge repræsentanter til ph.d.-udvalg.
Mandag 7. oktober klokken 9 åbner opstillingssystemet, hvor man som studerende kan oprette sig, hvis man ønsker at stille op til valget. Man kan stille op frem til 11. oktober klokken 12.
Studerende sidder for en toårig periode i bestyrelsen og etårige perioder i studienævn og akademiske råd. På AU's valgside er det muligt at finde al information om valget, herunder hvordan man stiller op og den detaljerede tidsplan.