Universitetsvalg 2013: Hellere kæmpe – fremfor at give op på forhånd
Den ene af de studerendes to nuværende repræsentanter i bestyrelsen, Benjamin Bilde Boelsmand, vedgår, at han ikke får krampe i armen af at sætte flueben ud for sager, som det er lykkedes de to studenterrepræsentanter at få tilslutning til i bestyrelsen.
Alligevel mener han, at det er værd at bruge tid på at stemme som studerende.
Brug din stemme
»Jeg kan ikke se andet, end at det må blive et gæt, hvorfor så få studerende finder det værd at stemme. Og selv om det muligvis handler om, at det er svært at få gennemført noget af det, som betyder noget for studerende, er det da bedre at kæmpe for at forandre tingene til det bedre inden for de givne rammer end bare at give op på forhånd og slet ikke stemme.«
Mere synlig bestyrelse
Som valgt gennem de seneste to valgperioder er Benjamin Bilde Boelsmand på det rene med, at bestyrelsens arbejde er temmelig uvedkommende for langt de fleste studerende, der som mange andre er efterladt med det indtryk, at afsondrethed er en professionel bestyrelses eneste naturlige habitat.
»Det er klart, at en bestyrelse skal lade ledelsen lede universitetet. Men jeg tror, at det vil interessere mange at vide, hvad det er, bestyrelsen laver, og hvad det er, ledelsen laver. For eksempel kunne vi som bestyrelse have kommunikeret langt mere aktivt om de diskussioner, der optog os sidste efterår
i forbindelse med udarbejdelsen af en strategi for universitetet for perioden 2013-2020.«