Velkommen til Skou-bygningen: Rotter i kælderen og forskerdrømme i stuen

”Området er renggjort. Overtrækssko skal anvendes.” 

Sådan står der skrevet på en seddel, der hænger i forgangen til den nye Skou-bygning i Universitetsparken. 

Et par meter derfra står to sorte spande fyldt med blå overtrækssko, som de fleste nok kender dem fra svømmehallen. Ingen lader dog til at bruge dem. Og hvis nogen har gjort rent, så er det tilsyneladende et stykke tid siden. 

Den lyse hall er åben fra øverste til nederste etage, hvor trapper går på tværs, og som kontrast til de hvide linjer står paneler og gelændere i lysebrunt træ. Der er en skarp lugt af kemikalier, og luften er tør og støvet. Håndværkerne arbejder stadig. Og i et af de tre svævende mødelokaler, der hænger i hall’en, står en mand i jakkesæt på en stige, mens han tydeligvis er ved at forklare en håndværker noget. 

En del skal ordnes inden mandag den 8. oktober, hvor Skou-bygningen officielt skal indvies. 

Her tre dage forinden giver institutlederen for Institut for Biomedicin, Thomas G. Jensen, en forsmag på de nye omgivelser. Det er nemlig hans institut, der skal have til huse i Skou-bygningen. Og han er klar – dog ikke i overtrækssko.

Kan det holde vægten?

Hall'en i sig selv kan gøre indtryk, men de fem hængende mødelokaler i hall’en er blikfang. De svæver i forlængelse af hinanden midt i lokalet, har glas hele vejen rundt og har efter sigende også været lidt af et projekt for byggefolkene. Institutleder Thomas G. Jensen skuler i retning af et af mødelokalerne og gør det klart:

”Der skal man så lige tænke sig lidt om: Tør man gå derud? Arkitekter, ingeniører og så videre har diskuteret, om det kunne bære vægten. Men nu har de altså regnet på det hele igen, og de siger, at det skulle kunne holde.” 

Så er den forsikring - eller advarsel, om du vil - hermed givet videre til de omkring 300 forskere, laboranter og studerende, der skal have deres daglige gang i bygningen efter indvielsen.

Thomas G. Jensen fortæller, at der stadig er overvejelser omkring, hvor meget man skal bruge adgangskort internt i bygningen. På den ene side er der faren for indbrud. På den anden glæden ved ikke at skulle have kortet frem hele tiden. ”Og så er det også et godt signal, at det er åbent.”

Dobbelt op på håndvaske

Ifølge Thomas G. Jensen er Skou-bygningen et produkt af adskillige brugergruppers ønsker og også af den grund en gevinst for instituttet.

”Alt, hvad du ser, har haft input kommer fra brugergrupperne,” siger institutlederen og understreger, at det har været en længere proces, der har løbet over to-tre år:

”Dengang vidste vi sådan set ikke, hvem der skulle arbejde her, og derfor har vi også prioriteret stor fleksibilitet i forhold til forskningsfaciliteterne.”

Også de hvide standard-laboratorier i bygningens øvre etager er indrettet efter, hvad der blev ønsket af brugerne:

”Vi sagde bare, vi skulle bruge hæve-sænke-borde, stinkskabe, en håndvask og så videre,” forklarer Thomas G. Jensen, mens han hæver et af laboratoriebordene. 

Men man skal passe på med, hvad man ønsker sig – eller i hvert fald hvordan man får det sagt. For hvor Thomas G. Jensen havde tænkt, at der skulle være én håndvask per afsnit i laboratoriet, er der nu placeret én i hver bordplade. Noget er altså blevet misforstået fra ønskeliste til arkitekttegning. Men Thomas G. Jensen er ikke den, der vasker hænder:

”Mange af forskerne siger, at det er spild, for vi jo stort set kun skal bruge halvdelen af dem. Men nu er de her, og det er mit ansvar, men heldigvis betyder bygningens fleksibilitet, at det kan ændres senere.”

Alt i alt er han dog stadig begejstret for, hvordan det hele er endt:

”Det er helt vildt fedt. Det er lyst og åbent, og der er kort afstand til kontorerne fra laboratorierne, så man kan fare frem og tilbage,” siger han, mens han slår fejende ud med hænderne.

Og ligesådan har bygningens mange glasvægge også været et ønske: 

”Jeg håber meget, at det kan gøre forskerne nysgerrige på, hvad hinanden laver, og at det kan stimulere samarbejdet mellem dem,” siger han.

”Det er jo lidt luksus at have så stort et atrium. Der er på en måde spildplads, men jeg tror, det alligevel vil komme til at give noget ekstra, at man kan se fra etage til etage,” siger Thomas G. Jensen.

Fald i snak i kaffekøen

En stor del af bygningen er kontorer til forskere og studerende. Der er tekøkken på de enkelte etager, kroge med loungemøbler og udsigt over byen. 

Det sociale er langt fra uvæsentligt, understreger institutlederen, da han står foran bygningens fælles, men lille, kantine med den store udsigt:

”Vi får bare en rigtig fin kantine. Og jeg har kontor lige over den,” siger Thomas G. Jensen med et stort smil og demonstrerer, hvor kaffemaskinerne skal stå: 

”Her får vi to store luksuskaffemaskiner – med frisk mælk og hele bønner. Så dem, der vil have rigtig god kaffe, håber vi kommer herned og falder i snak i køen.” 

Flere af forskerne vil også få eget kontor, når de flytter til Skou-bygningen. Men de postdocer, der flytter, vil muligvis få mindre plads. De vil være op til otte om at dele ét kontor, der ved det blotte øje syner af at være omkring 25 kvadratmeter. Det har været en afvejning ifølge Thomas G. Jensen.

”Vi har prioriteret at få flere mindre kontorer i stedet for store kontorer,” siger han, da han fremviser et postdoc-kontor.

”Synes du, det er crowded?” spørger institutlederen.

Hvad synes du selv?

”Jeg synes da, det er tæt,” svarer han.

Kunsten på væggene i hallen er inspireret af laboratorier og mikroorganismer.

Robotter og rene rotter i kælderen

I kælderen er beboerne heller ikke kommet på plads endnu. Og faktisk vil de 16.000 mus og rotter formentlig blive de sidste, der flytter ind. 

”Det kræver en testperiode,” siger Thomas G. Jensen.

Først skal nogle få flytte ind, så man kan efterprøve hygiejnen. De fleste mus og rotter skal nemlig være ’rene’, dvs. helt frie for sygdomsfremkaldende bakterier og virusser, før de er egnede til forskning. Og bliver man først uren som forskningsmus, skal der laves en ny.

”Det kan man gøre ved kunstigt at fremstille befrugtede æg, som man sætter op i en ’ren’ mus, der er rugemor” forklarer institutlederen.

Når kælderbeboerne, der samles fra fire mindre dyrestalde på instituttet, har fundet deres plads i de små klare og grønne bure i Skou-bygningen, vil de være omringet af højteknologi. Det er en robot, der vil stå for at gøre burene rene. Den kan ordne 9.500 bure på 30 timer, og der skal kun én tekniker til at holde den i gang. Ligeledes er det heller ikke længere en dyrepasser, der skal give mus og rotter vand. Det sker automatisk. Alligevel er der ikke udsigt til, at der bliver brug for færre hænder:

”Nej, for vi regner med, at forskerne bliver mere effektive og skal teste mere. Såå som det ser ud i dag, har vi brug for alle medarbejdere,” understreger institutlederen.

Efter tre kvarter har vi stadig ikke været hele Skou-bygningen rundt. For den er stor, og selv en institutleder kan fare vild. Thomas G. Jensen ville gerne have fremvist adfærdsrummet, hvor musenes skal nærstuderes, men det må blive en anden dag:

”For det kan jeg altså ikke lige finde nu. Det er håbløst,” siger han, der som alle andre lige skal finde op og ned i den nye bygning.

 Thomas G. Jensen viser her kælderens dyrestald frem - uden beboere.