Efter finanskrisen i 2008 har forskere rundt omkring studeret, hvad der får mennesker til at træffe irrationelle valg og investere alt for mange forventninger i værdier, der reelt ikke eksisterer. Kort sagt, hvad der får bobler til at udvikle sig.

Vi har haft finansbobler lige så længe, vi har haft markedsøkonomi. Tænk på den hollandske boble på tulipanmarkedet i 1600-tallet. Nedturen på den amerikanske børs i 1929. Den japanske boligboble i 1980’erne. IT-boblen i 1990’erne. Hver periode har sine markeder, der kan blive ramt af bobler.

I en ny artikel i tidsskriftet Philosophy & Technology viser vi, at det samme kan ske i forskningen i dag. Forskning og videnskab betragtes normalt som rationelle aktiviteter styret af regler om pålidelighed, uvildighed og faglig kritik. Men modeluner inden for bevillingssystemet, nye belønningsstrukturer på universiteterne og ensretning af forskningsemnerne er med til at undergrave almindelige videnskabelige principper og kan i værste fald skabe bobler som dem, vi har set på finansmarkedet.

For at en boble kan udvikle sig, skal to betingelser være til stede. På den ene side, at for meget likviditet samler sig om for få investeringer. På den anden side tilstedeværelsen af spekulanter. Universiteter og forskningsinstitutioner har flere mekanismer indbygget, der skal undgå spekulanter som for eksempel fagfællebedømmelse og gensidig kritik.

Men en ny tendens gør sig gældende: Mange bevillinger bliver koncentreret om få, moderigtige forskningstemaer. Det har vi set i tilfældet med human bioteknologi, kunstig intelligens og neurovidenskab. Fælles for disse områder er, at de modtager massive bevillinger, hvis værdi og resultater er baseret på forventninger til fremtidige gennembrud.

Neurovidenskab er i dag storpolitik. Tag sidste års investeringer i neurovidenskab i USA og Europa. Tidligere i år igangsatte præsident Obama »The Brain Map Project« med en samlet bevilling på over en milliard dollars. EU-Kommissionen vedtog Human Blue Brain-projektet med en bevillingsramme på 500 millioner euro. Medierne overstrømmer med historier om ny forskning i neuropædagogik, neuroetik og neuroæstetik. Kort sagt humanistiske områder, der i dag bliver overtaget af neurovidenskaben.

Der kan være mange gode grunde til at opmuntre tværfaglighed og ligebyrdigt samarbejde. Men når man kombinerer neuro-bølgen med massive investeringer, kan nogle forskere – tilsigtet eller utilsigtet – begynde at spekulere i at gøre deres forskning mere interessant og mere lovende, end det er tilfældet. Flere studier har vist, hvordan både fagfæller og lægfolk tillægger forklaringer af for eksempel psykologiske fænomener større vægt, hvis de indeholder neurovidenskabelige data. Også selv om de er logisk og indholdsmæssigt irrelevante for forklaringen.

Vores skepsis er ikke henvendt mod neurovidenskaben. Derimod vil vi gerne starte en diskussion om, hvorvidt de nye markedslignende belønningsstrukturer og finansielle instrumenter i forskningen (bibiometriske point, rankings, STÅ-produktivitet) med tiden kan føre til bobletendenser, fordi de traditionelle incitamenter som akademisk anerkendelse og organiseret kritik langsomt bliver erstattet af konkurrence og hurtige resultater.

Det kan betyde, at forskerne ikke længere har nogen interesse i at beskæftige sig med emner, som ikke kan publiceres, og at de bliver fristet til at beskrive deres hypoteser på måder, som appellerer til bevillingsgivere og fagfæller i forskningsråd og tidsskrifter.

David Budtz Pedersen er postdoc og projektleder for forskningsprogrammet Humanomics: Mapping the Dynamics of the Humanities, Aarhus Universitet.

Læs mere: Budtz Pedersen, D. & Hendricks, V.F. 2013. Science Bubbles. In: Philosophy & Technology (Springer). Online-first 23 Nov 2013.