Omnibus prik

Vil du være en del af Omnibus’ nye serie ”AU årgang ’19”?

Omnibus samler en gruppe nye studerende fra hvert fakultet i serien "AU årgang ’19". Vil du være med til at vise livet som studerende på godt og ondt i løbet af fem års studietid, så læs med her.

Arkivfoto: Lars Kruse, AU Foto

Er du ny studerende på Aarhus Universitet? Så er du blevet en del af cirka 38.000 studerende, der har deres dagligdag på ét af Aarhus Universitets fire fakulteter. Men du er højst sandsynlig ikke kun studerende. Du er måske tilflytter i en ny by, roomie, ven og meget, meget mere.

På Omnibus ønsker vi at skildre studie- og ungdomslivet med alt, hvad det indeholder. Fra starten på din bachelor til du fem år senere står med et kandidatbevis i din e-boks. Vi har valgt at kalde serien "AU årgang ’19" med slet skjult inspiration fra TV2s successerie. Vi håber, at du har lyst til at være med.

Alt det bag facaden

Vi leder efter 1. semesters bachelorstuderende på henholdsvis Arts, Science and Technology og Health. Der er allerede en studerende fra Aarhus BSS, der har meldt sig klar til at deltage i serien. Du skal have lyst til at vise dit studie- og ungdomsliv i tekst, billeder og video - både når det går godt og skidt. Og nej, det betyder ikke, at vi følger efter dig, når du forsøger at drikke dig til ridder på Guldhornene en torsdag aften. Du har selvfølgelig selv indflydelse på, hvad du vil fortælle.

Du skal bare være indstillet på at have løbende kontakt med en journalist fra Omnibus i løbet af din studietid. Vi forestiller os, at du har mod på at dele ud af dig selv, kan reflektere over, hvordan det er at være studerende på Aarhus Universitet, samt hvordan det er at leve et ungdomsliv med alt, hvad det indebærer.

Sådan gør du

Send en mail til omnibus@au.dk, hvor du kort begrunder, hvorfor du vil være en del af "AU årgang '19".

Vi glæder os til at høre fra dig.