Omnibus prik

»Yes, vi har en lytter!«

Al begyndelse er svær, må de to værter bag det nye radioprogram SU Live sande. Adskillige tekniske uheld spændte ben for den planlagte premiere på programmet, som hver uge prikker til studiefordomme, anmelder fredagsbarer og giver et medievidenskabeligt blik på nyhedsstrømmen.

Marlene Kongsted og Emil Kristensen læser begge medievidenskab og står bag det nye radioprogram SU Live på Aarhus Studenterradio. Foto: Lise Balsby
Foto: Lise Balsby
Foto: Lise Balsby

» 1-2-3. Kører det?« Nyudsprunget radiovært Marlene Kongsted og medværten Emil Kristensen laver den sidste lydprøve, inden de er klar til allerførste optagelse af det nye radioprogram SU Live på Aarhus Studenterradio.

De to værter læser begge medievidenskab på tredje semester på AU og begyndte før sommerferien at lege med tanken om at lave radio.

»Vores studie er ret teoretisk, så det her er en god mulighed for at anvende noget af sin viden i praksis,« fortæller Emil.

»Jeg kunne godt tænke mig at lave noget lignende, når jeg er færdig med studiet, så det er fedt at prøve det af allerede nu, og så ser det vel også godt ud på CV’et,« tilføjer Marlene, der altid har villet arbejde med medier og journalistik og er gået målrettet efter det siden gymnasiet.

Ingen radioerfaring

Selvom de to studerende har pløjet sig igennem en del medieteori på studiet, har ingen af dem erfaring med at lave radio. De skulle have optaget programmet for en uge siden, men optageren fungerede ikke. Fandt de ud af efterfølgende. Og denne morgen driller både lydstik, afspilning af musik og optager. Men Marlene og Emil klør ufortrødent på, og de tekniske problemer bliver
tilsyneladende overvundet.

»Jeg er klar, når du er klar,« lyder det fra Marlene. Høretelefonerne er på og mikrofonen kørt i stilling.

»Så lad os fyre den af.« Emil sætter intronummeret på, og da det fader ud, præsenterer de to værter
programmet.

»Hej og velkommen til SU Live. Programmet, hvor vi afmystificerer studier og anmelder fredagsbarer,« indleder Marlene, hvorefter Emil tager over:

»Denne gang anmelder vi vores egen fredagsbar på medievidenskab, så vi er lidt biased. Det er dårlig stil, men det er en god bar.«

Marlene bryder ind:

»Og så læser vi begge medievidenskab, så vi ser også på, hvordan vores nyheder er socialt konstrueret.«

Overspring og fordomme

Emil og Marlene har selv udviklet konceptet til programmet. Idéen serverede de for Aarhus Studenterradio, der sagde »ja tak« og gav dem sendetid hver fredag kl. 21-22.

»Vi vil gerne lave et program fra studerende til studerende, for vi synes, der manglede et program med fokus på studielivet her på studenterradioen,« fortæller Marlene.

Udover anmeldelse af fredagsbarer og et aktuelt medievidenskabeligt indslag byder hvert program
også på en mere eller mindre studierelevant overspringshandling.

Denne gang anbefaler Emil og Marlene, at især nye studerende svinger forbi Aarhus Rådhus for at få fingrene i en gratis velkomstpakke med information til og rabatter for
studerende.

Og så inviterer de hver gang en medstuderende i studiet, som de konfronterer med en række
fordomme. I dag er det biologistuderende Jens, som mødes af en byge af fordomme og spørgsmål om biologistudiet.

Bruger du meget tid i sumpede områder? Tager du dine waders af, når du skal i byen? Har du en yndlingsmikroorganisme? Er der mange ekskursioner på studiet? Hvordan er jeres fredagsbar? Er der godt scorepotentiale på studiet? Hvordan er kønsfordelingen?

Jens får også lov at lufte en fordom om næste uges gæst, som læser uddannelsesvidenskab.

»De er lidt vage i forhold til det, de laver, så de laver måske ikke så meget? Det glæder jeg mig til at høre mere om.«

»Yes, vi har en lytter i næste uge!« udbryder Emil begejstret, men retter straks sig selv.

»Ej, det må man ikke sige …«

Klokken 21-22 – en udfordring

Men der er noget om snakken. Både Marlene og Emil erkender, at sendetidspunktet fredag kl. 21-22 er en udfordring.

»Det er jo der, man typisk er i fredagsbar, « siger Marlene og fortæller, at de forsøger at ramme en tone og en musikstil, som passer til fredag aften med et par øl i blodet.

»Det er jo nok ikke lige på det tidspunkt, man gider forholde sig til hård journalistik,« konstaterer Emil og fortsætter:

»Et højt lyttertal og popularitet er ikke vores argument for at gøre det her. Jeg har ingen ambitioner om, at jeg bliver kendt på det her. Det primære argument er, at jeg får praktisk erfaring, og at radio er et sjovt medie at arbejde med,« forklarer Emil.

Helt blottet for ambitioner er han dog ikke:

»Vi er bestemt ikke ligeglade med programmet, og det kunne være fedt, hvis folk vil lytte med,
fordi de er interesseret i at høre om de forskellige studier.«

Take it as it comes

De to værter står selv for at planlægge og afvikle udsendelserne sideløbende med deres studier.
»Det tager faktisk lidt længere tid end forventet. Vi har nok brugt seks-syv timer på at planlægge en
udsendelse, som kun tager en time, men det bliver nok bedre med tiden,« håber Marlene.

I modsætning til Emil forbereder hun alle sine speaks på forhånd. Emil improviserer undervejs.

»Jeg har det sådan lidt: Take it as it comes, vi finder nok en struktur over noget tid.«

Den løse, let ustrukturerede tilgang præger også første udsendelse.

»Det er meningen, at det skal have præg af en samtale,« siger Marlene.

En kikset generalprøve …

Efter lidt over en times optagelse, seks musiknumre og en hel del verbal pingpong henover den lilla
radiopult kan de to værter runde første udsendelse af SU Live af. Nu skal det bare redigeres, så det er klar til premieren samme aften.

Marlene lægger tilfreds høretelefonerne fra sig og træder væk fra mikrofonen.

»Det gik da OK«

Emil bakser lettere febrilsk med radiooptageren.

»Emil, jeg hopper ud af vinduet, hvis den ikke har optaget.« Marlene stirrer skiftevis på ham og optageren.

»Jo, den er her,« lyder det fra Emil, og lettelsen breder sig i studiet.

Nogle timer senere viser det sig, at udsendelsen alligevel ikke er blevet optaget.

»Vi kunne ikke finde programmet på optageren. Vi frygter, at »stop optagelse« har betydet »slet optagelse «,« fortæller Marlene, der dog ikke tog springet ud af vinduet.

Premieren må udskydes en uge, og dagens optagelse må i stedet betragtes som en ufrivillig generalprøve. Men man siger jo, at en kikset generalprøve giver en god premiere.


SU Live

Programmet laves af de to studerende Marlene Kongsted og Emil Kristensen, der begge læser
medievidenskab på 3. semester.

Programmet handler om livet som studerende. Hver uge præsenterer værterne en studierelateret
overspringshandling, anmelder en fredagsbar, går i kødet på fordomme om forskellige uddannelser og ser på nyhedsstrømmen med medievidenskabelige briller.

SU Live sendes hver fredag kl. 21-22. I modsætning til, hvad navnet antyder, sendes programmet ikke live, men er produceret på forhånd.


Aarhus Studenterradio

Radioen drives af en frivillig stab fra studentermiljøet i og omkring Aarhus fra et bredt udsnit af uddannelser. Udsendelserne laves primært af studerende for studerende, og der er lidt af hvert på programmet i løbet af en uge, alt lige fra morgenradio til musikprogrammer samt undrende og lummer radio.

Alle er velkomne til at lave radio på Studenterradioen, det kræver blot en god idé til et program.

Radioen gik i luften i 1996 og kan høres på frekvens 98,7 FM eller på www.aasr.dk