Omnibus prik

Undervisere har kunnet følge med i studerendes loginaktivitet i Brightspace, selv om AU lovede at fjerne funktionen

Undervisere på Aarhus Universitet har indtil for nylig kunnet se, hvornår de studerende sidst har logget ind i kurser i Brightspace. AU’s universitetspædagogiske center (CED) lovede ellers sidste år at slå det fra. CED var af den opfattelse, det var slået fra, men havde overset noget, forklarer funktionschef. Nu har CED reageret og slået det fra.

Undervisere har indtil denne uge kunnet se, hvornår de studerende loggede ind i deres kurser i Brightspace. På den måde har underviserne blandt andet kunnet følge med i, om de studerende har læst deres materiale. (Arkivfoto) Foto: Lars Kruse/AU Foto

Når lektor i kunsthistorie Lotte Philipsen logger ind på sine kurser i Brightspace, har hun indtil for få dage siden kunnet se, hvornår de studerende sidst har logget ind. Det har undret hende, for hun mener ikke, der er nogen grund til, hun skal kunne overvåge sine studerende.

”Jeg har ikke lyst til at overvåge dem på den måde. Jeg bruger det jo ikke til noget, men jeg ville kunne bruge det, for jeg ville kunne sige: ’Du er jo ikke aktiv”. Det er lidt skræmmende, og etisk er det lidt vildt, for jeg kan komme til at tænke, om jeg selv bliver overvåget. Kan min leder også overvåge mig på måder, jeg ikke ved noget om,” siger hun.

Lotte Philipsen kan godt se undervisernes fordel ved at kunne se, om de studerende følger med i kurset, men hun anser det som forkert.

”Da jeg første gang så det, tænkte jeg, at det er da meget at smart at kunne se, hvem af de studerende, der følger med. Der er nogle på sådan et kursus, som aldrig har været logget ind. Så ved jeg: De har ikke læst teksterne og aner ikke noget om det. Andre logger ind en gang om ugen, og så kan man se, at de interesserer sig for det, og ved hvad der foregår. Det er da meget fint for en underviser at vide, men grundlæggende er der noget forkert i det – især hvis de studerende ikke er blevet informeret om det,” siger hun.

Kigget over skulderen: Undervisere kunne se, hvad studerende åbnede i Brightspace – de studerende vidste det bare ikke

Lektoren har studset over funktionen, lige siden Brightspace blev indført i 2021. Hun har undret sig endnu mere over det, efter at AU’s systemejer af Brightspace, CED (Centre for Educational Development) – det universitetspædagogiske center ved AU – i 2023 blev opmærksom på, at funktionen var slået til, da en underviser sammen med sine studerende opdagede det og henvendte sig til AU’s databeskyttelsesrådgiver. Dengang fortalte CED’s funktionschef, Anders Hyldig, nemlig til Omnibus, at funktionen nu var midlertidigt slået fra, mens man undersøgte, om den skulle fjernes permanent. Han forklarede, at ”det er nok en af de funktioner, vi bibeholder slukket, for der er sandsynligvis ikke et tilstrækkeligt pædagogisk argument for, at underviseren kan tilgå det, som det ser ud lige nu.”

CED TROEDE, AT FUNKTIONEN VAR FJERNET

Efter Omnibus’ henvendelse til CED på baggrund af Lotte Philipsens undren, er funktionen nu blevet fjernet. CED var af den opfattelse, at funktionen allerede var blevet fjernet sidste år, da centret gennemgik alle funktioner i Brightspace for at beslutte, hvad der var relevant, og hvad der ikke var relevant at vise underviserne. Her tog man blandt andet stilling til, at oplysningen om, hvornår de studerende har logget på Brightspace ikke har en tilstrækkelig pædagogisk relevans for underviserne. I den forbindelse slog man en funktion fra, der gjorde, at underviseren ikke længere kunne se de studerendes class progress, og her var CED af den opfattelse, at loginhistorikken i kurserne også var fjernet. Det forklarer CED’s funktionschef, Anders Hyldig, som kalder det en ”konfigurationsfejl”.

”Vi havde meget tunge overvejelser om den pædagogiske værdi. Det er en funktion, der er bygget til, at en underviser kan tage dialogen med de studerende, hvis de for eksempel ikke møder op til undervisningen. Det er en virtuel indikator. Men vi vurderede, at det ikke var tilstrækkeligt pædagogisk relevant. Så vi slog det fra inde i det, der hedder class progress. Men det har så stadig været tilgængeligt inde i class list, der er et funktionsområde, som ligger lidt dybere inde i Brightspace. Det er simpelthen et forkert flueben, der er blevet sat. Når du slår én funktion fra ét sted, bliver den ikke nødvendigvis slået fra et andet sted. Og vi har nu opdaget, at den ikke blev slået fra i class list. Den er nu blevet slået fra,” siger Anders Hyldig.

”KLOKKEKLART, AT DET IKKE HAR VÆRET VORES INTENTION”

Gennemgangen af Brightspace-funktionerne blev som tidligere nævnt påbegyndt, da studerende og en underviser henvendte sig med deres bekymring. Det skete i begyndelsen af 2023, og i maj 2023 havde CED gennemgået funktionerne og udarbejdet et notat. Det er også her i notatet, at loginhistorikken i kurserne beskrives som ”ikke væsentlig” for underviserne. Men funktionen er altså først blevet fjernet nu i oktober 2024, halvandet år efter CED første gang blev kontaktet. At det ikke er blevet opdaget tidligere, betegner Anders Hyldig som en fejl. Han forklarer, at systemkompleksiteten er ”enormt stor”.

”Det er klokkeklart, at det ikke har været vores intention. Det er en fejl fra vores side. Det står også i notatet, at tanken var, vi ville lukke for funktionen,” siger Anders Hyldig.

UNDERVISER KAN STADIG SE, OM STUDERENDE ER ONLINE I MOMENTET

Lotte Philipsen er også studset over, at det er muligt for hende at se, om de studerende er online i øjeblikket. Det er en anden funktion, CED i sit notat har forholdt sig til. Her er CED dog kommet frem til, ”at den visuelle repræsentation har en signifikant værdi for oplevelsen af online fællesskab,” og at ”elementet kan også i nogle sammenhænge have værdi for underviser, som kan se tilstedeværelsen under en undervisningssession, der foregår via Brightspace”.

”Det er et vigtigt pædagogisk redskab. Har man et kursus, der kun er online eller hybridt, er tilstedeværelsen jo i det virtuelle rum, og derfor har vi valgt at beholde den indikator for at sikre den fællesskabsfølelse, der er i et virtuelt læringsrum,” siger Anders Hyldig.

Mange andre funktioner er slået fra, men her mener I ikke, det er indgribende over for den studerende, at underviser kan holde øje med, om de er online?

”Vi har vurderet, at den pædagogiske værdi er tungere i forhold til at bibeholde det. Vi kigger meget på proportionalitetsprincippet i GDPR-ordningen i forhold til at balancere de her ting,” siger Anders Hyldig.

Han pointerer, at CED, som det ser ud nu, kun kan slå funktioner til og fra på systemniveau – altså for alle enten undervisere eller studerende. Derfor kan funktionen være irrelevant for nogle, men CED vil ikke fjerne det, fordi det så forsvinder hos dem, der kunne have brug for funktionen, forklarer Anders Hyldig. CED er i dialog med leverandøren af Brightspace om mulighederne for, at CED kan slå funktioner til og fra lokalt.

CED vurderer løbende konfigurationerne i Brightspace og hører gerne inputs fra både undervisere eller studerende, hvis de oplever uhensigtsmæssigheder eller har spørgsmål, forklarer Anders Hyldig.