Arts kan udbyde 15 nye ph.d.-stipendier med støtte fra Carlsbergfondet

Carlsbergfondet støtter den humanistiske forskning i Danmark med en pulje på 90 millioner kroner, som skal finansiere 45 ph.d.-stipendier – 15 af dem er ved fakultetet Arts på Aarhus Universitet.

Prodekan ved Arts Anne Marie Kragh Pahuus hilser de nye ph.d.-stipendier velkommen. Photo: Lars Kruse, AU Foto

Carlsbergfondet opretter en ny pulje på 90 millioner kroner til finansiering af i alt 45 ’Carlsberg Foundation Humanities PhD Fellowships’. Selv kalder fonden puljen for en ”særlig håndsrækning til de humanistiske forskningsmiljøer, som længe har været pressede af besparelser og nedskæringer”.

Puljen udmøntes over tre år, og stipendierne opslås af de humanistiske fakulteter. Det humanistiske fakultet ved Aarhus Universitet, Arts, kan opslå fem ’Carlsberg Foundation Humanities PhD Fellowships’ om året i tre år, altså i alt 15 stipendier. Med et stipendium følger 2 millioner kroner, som tildeles kandidater med selvvalgte, originale humanistiske projekter.

”I Carlsbergfondet er vi af den overbevisning, at vi som samfund har brug for dygtige humanistiske forskere, hvis vi også i fremtiden skal kunne forstå og løse de udfordringer, vi står over for. Talentpleje og fokus på de yngre generationers muligheder bør derfor prioriteres og understøttes – både fagligt og økonomisk”, siger forkvinde for Carlsbergfondets bestyrelse Majken Schultz i en pressemeddelelse.

Prodekan: "En støtte til fremtiden for den humanistiske forskning"

Anne Marie Kragh Pahuus, der er prodekan ved Arts, kalder puljen for en støtte til fremtiden for den humanistiske forskning.

”Når det handler om humanistisk viden om den menneskelige dimension i de store samfundsudfordringer, står vi i risiko for at blive et land med mindre viden om menneskelig adfærd i løsningerne på ufred, forurening og nød. En donation af denne størrelse til humaniora tager vi imod med taknemmelighed og ansvarsfølelse i forhold til den nødvendige vidensopbygning og -overdragelse”, siger hun i en nyhed på arts.au.dk

På Arts bliver de første Carlsberg Foundation Humanities PhD Fellowships slået op i februar næste år.

Københavns Universitet modtager ligesom Aarhus Universitet fem ph.d.-stipendier årligt i tre år. Syddansk Universitet modtager tre ph.d.-stipendier årligt i tre år. Roskilde Universitet og Aalborg Universitet modtager hver et ph.d.-stipendium årligt i tre år.